Finnerne kommer: Fyn er springbræt til verdensmarkedet

Finnerne har for alvor fået øjnene op for Fyn og det danske marked for sundhedsteknologi.

NewIcon har startet et datterselskab med et kontor i Odense. De er en af de to finske virksomheder, der har etableret sig på Fyn med yderligere en på vej.

Virksomheden har både udviklet et elektronisk medicinskab og et lager - og opbevaringsrobot til hospitaler og apoteker. Derudover udvikler de robotter, der blander antibiotika og kræftmedicin.

quote Enten bliver de danske virksomheder inspirerede af de udenlandske virksomheder, eller også bliver de overhalet af dem. Så vi kan godt klare os selv, men det er kun et spørgsmål om tid.

Lone Knudsen Krogsbøl, investmentmanager i Invest in Odense

NewIcon har oprettet en stilling til Hanne Hansen-Nord, som er blevet ansat som salgschef. De vil ekspandere ud i verden og har taget kontakt til Robocluster i Odense. For det er ikke bare nok at have et godt produkt - netværket er guld værd.

- Vi får rigtig meget støtte og netværk, som er det, man har brug for. Hele wealthtechklyngen arbejder tæt sammen med kommunen, SDU og OUH. Man føler sig meget velkommen i byen, og jeg har selv boet i Odense i tyve år, så det er jeg faktisk stolt over, siger Hanne Hansen-Nord til TV 2/Fyn. 

Odense trækker

Mellem fem og ti finske sundhedstech-virksomheder er konstant på udkig efter at etablere sig i Danmark. I Odense trækker den nationale klynge for sundhedsteknologi og OUH som førende universitetshospital indenfor innovation.

Derudover gør det nye kommende supersygehus i Odense, at mange vælger Århus og København fra.

- Der er god viden og et godt netværk, og samtidigt åbner vi en bro til økosystemer og netværk mellem de to lande.  I norden er vi førende indenfor sundhedssektoren, så jo mere vi arbejder sammen, jo bedre er det, mener Terhi Kivianta Rasmussen, som er seniorrådgiver i Business Finland.

Peili er en af de 15 finske virksomheder, som har været i Odense på årets internationale sundhedskonference WHINN for at se markedet an. Antallet af finske virksomheder på messen vokser for hvert år.
Peili er en af de 15 finske virksomheder, som har været i Odense på årets internationale sundhedskonference WHINN for at se markedet an. Antallet af finske virksomheder på messen vokser for hvert år.
Foto: Morten Grundholm

15 finske virksomheder har været i Danmark på årets internationale sundhedskonference WHINN for at se markedet an, og antallet vokser for hvert år. En messe som Invest in Odense årligt bruger en million kroner på.

Det tager typisk et til to år for virksomhederne at beslutte sig og typisk ansætter de mellem en og to personer.

- Nu og her giver det ikke direkte arbejdspladser, men det giver international opmærksomhed og betyder, at virksomheder kommer hertil. Det betyder noget for OUH, for welfaretech og for de danske virksomheder, som får internationale samarbejdspartnere og vækst, siger investmentmanager Lone Knudsen Krogsbøll fra Invest in Odense.

Springbræt til verden

Finland ligger helt i top på verdensplan hvad angår it-kompetencer. For at brede de mange gode løsninger ud til resten af verden og søge samarbejde og dialog om udvikling og brug af teknologierne har Business Finland fået penge til at etablere sig i Danmark.

Det danske marked for sundhedsteknologi er et springbræt til resten af verden, for her kan virksomhederne teste deres produkt og få de rigtige faglige kontakter til kunder og netværk.

De elektroniske medicinskabe fra NewIcon findes på OUH og virksomheden skal til foråret igang med et projekt sammen med hjemmeplejen i Odense.

NewIcon håber at komme ind på mellem fem og syv danske hospitaler indenfor det næste år. 

- For Odense er det godt, hvis jeg får nogle flere kolleger, så vi får nogle flere arbejdspladser. Og for skattekronerne er det jo også godt, siger Hanne Hansen-Nord til TV 2/Fyn. 

Nyt niveau for samarbejde

Flere af de finske virksomheder oplever, at stille et spørgsmål til kommunerne i nogle af de andre lande, som danske kommuner allerede stillede for mellem to og tre år siden.

Med den nationale klynge for sundhedsteknologi er Odense er nøgleby. Her er vækst inden for velfærdsteknologi, og derfor vil finnerne gerne investere her. Samtidig er byen fremsynet i forhold til at tage ny teknologi i brug.

Ifølge Terhi Kivianta Rasmussen, som er seniorrådgiver i Business Finland, er den finske og danske humor og kultur ens. Hun mener, det gør det nemmere at træffe beslutninger.
Ifølge Terhi Kivianta Rasmussen, som er seniorrådgiver i Business Finland, er den finske og danske humor og kultur ens. Hun mener, det gør det nemmere at træffe beslutninger.
Foto: Morten Grundholm

- Vi har en drøm om at tage det her samarbejde til et andet niveau, hvor vi kunne have klinikker i Finland og klinikker i Danmark til at arbejde sammen med virksomhederne og researchinstitutionerne, så vi kunne udvikle løsninger i begge lande samtidigt. Så går det måske også hurtigere og passer i begge lande samtidigt, siger Terhi Kivianta Rasmussen.

Hvis virksomhederne vil have løsninger på markedet i Danmark, skal det være nu. For indenfor de næste to år vil det være for sent at komme inde på det danske marked.

I andre lande kan de nemmere vente. Men det danske marked for sundhedsteknologi er foran, og virksomhederne vil gerne være en del af den førerposition. Det kræver samarbejde henover landegrænserne, mener Lone Krogsbøll Knudsen fra Invest in Odense.

- Enten bliver de danske virksomheder inspirerede af de udenlandske virksomheder, eller også bliver de overhalet af dem. Så vi kan godt klare os selv, men det er kun et spørgsmål om tid, så bliver vi simpelthen overhalet, siger hun.

Oversigt

    Oversigt