Flere donationer: Glade givere støtter Odense Bys Museer

Odense Bys Museer oplever stor lokal støtte og har fået 100.000 kroner i donationer.

”Tak for støtten”, skriver museumsdirektør Torben Grøngaard Jeppesen på Odense Bys Museers hjemmeside.

For selvom det ikke er strømmet ind med donationer som blandt andre Odense Zoo og Ditlevsdal Bison Farm i Morud har oplevet det, så har Odense Bys Museer alligevel fået mærkbart flere nye støtter i lokalområdet. Og det betyder rigtig meget, skriver NB-Kommune.

”Vi er umådeligt glade for den store støtte. Jeres opbakning betyder rigtig meget for os. I er med til at holde hånden under Odense Bys Museer og sikre kulturarven fremover,” skriver Torben Grøngaard Jeppesen til de glade givere.

400 privatpersoner har valgt at støtte Odense Bys Museer med et bidrag på minimum 200 kroner, og derudover har 300 personer købt årskort, selvom museerne er lukkede.

Mange af de gæster, der under normale omstændighed besøger Odense Bys Museer, er udenlandske turister, men støttekronerne er i høj grad kommet fra odenseanere og fynboer - både gamle og unge, kendte og ukendte, enlige og familier.

Derfor mener museumsdirektøren, at lokalt er det nye sort.

I modsætning til de store indsamlinger har Odense Bys Museers kampagne været mere beskeden både med hensyn til penge og mængde. Og egentlig var udgangspunktet ikke en støtteindsamling.

- Ved Odense Bys Museers overgang til selveje pr. 1. januar 2018 blev vi opmærksom på, at vi kunne ansøge om at få del i en særlig momspulje på finansloven. Denne mulighed kræver dog, at vi har mindst 101 personer, som giver hver en støtte på minimum 200 kroner, forklarer Torben Grøngaard Jeppesen.

I forbindelse med museernes nedlukning den 12. marts og de forventelige konsekvenser heraf, besluttede Odense Bys Museer at iværksætte en kampagne for at få det krævede antal støtteportioner, og der blev udsendt en besked til årskortholderne.

- Vi blev faktisk meget overrasket over, at det gik så hurtigt. Corona-tiden har afgjort haft indflydelse. I løbet af få dage have vi modtaget beløb fra over 400 personer, hvoraf nogle havde givet beløb større end de 200 kroner. Vi er således nået op på en donation samlet på 100.000 kroner, siger Torben Grøngaard Jeppesen.

Det er dog ikke slut med de økonomiske bekymringer. Museerne er stadig lukkede, huse, gårde og haver i Den Fynske Landsby skal vedligeholdes, dyrene passes og plejes og nye arkæologiske fund bringes i sikkerhed.

- Med H.C. Andersens Hus, Den Fynske Landsby med flere udgør entreindtægter fra udlændinge 65 procent af alle vore entreindtægter, og disse besøg ligger primært fra juni og fremefter. Her kommer vi til at mangle mange millioner, siger museumsdirektøren.

I øvrigt bliver de indkomne støttebeløb brugt til driften af Den Fynske Landsby, herunder pasning af dyrene, og til vedligeholdsopgaver på de mange gamle fynske bindingsværksgårde, -huse og møller.

Fakta

Oversigt

    Oversigt