Fortidsminder dukker op af åen: - Man læser om det i eventyrbøgerne

I Odense Å afslører en vandstandssænkning historiske svar. Borger tippede Odense Bys Museer, og en begejstret museumsinspektør vil gerne have flere tip.

- Man læser ind i mellem i eventyrbøgerne om store templer, der dukker op i den sydamerikanske jungle og sådan noget.

- Det er ikke samme forhold, vi har her, men på en fynsk skala, så er det oppe i den størrelsesorden.

Det er museumsinspektør Mogens Bo Henriksen fra Odense Bys Museer, som i sin begejstring ikke er tilbageholdende med at sætte ord på, hvor stort det er, det som er fundet i Odense Å.

Her har man sænket vandstanden og åens lave vandstand har som i et eventyr tryllet et fortidsminde frem.

Under den normale vandstand har der gemt sig en stor stensætning.

- Kæmpe store sten op til næsten to meter i diameter har man på et tidspunkt transporteret ud i åen for, at skabe et fundament for en overgang, så man kunne komme fra den ene bred til anden anden bred, forklarer museumsinspektøren.

Mogens Bo Henriksen er ikke bleg for, at kalde det Atlantis, sagnlandet som forsvandt under havets overflade.

Stensætningen anslås til at være omkring 800 år gammel og bygger bro til, at der nu er svar på, hvorfor der lå store og velbyggede gårde langt fra nærmeste landsby.

- Da vi fik plottet stensætningen ind på et kort, så gav det pludselig mening. Vi kunne pludselig se den bebyggelse her i sammenhæng med det, der er foregået over på den anden side i Hjallese. Og også set i sammenhæng med Dalum Kloster, fortæller Mogens Bo Henriksen.

Da stensætningen blev plottet ind på at kort opstod der en ny forståelse af historien.
Da stensætningen blev plottet ind på at kort opstod der en ny forståelse af historien.
Foto: Odense Bys museer

Men stensætningen er ikke det eneste som vandsænkningen har afsløret. Der er også fundet et særdeles velbevaret trug af egetræ.

- Det er noget nær et mirakel, at det blev reddet fra nedbrydning midt i den rivende strøm.

Det velbevarede trug.
Det velbevarede trug.
Foto: Odense Bys museer

Om stensætningen uddyber Mogens Bo Henriksen, at stensætningen er fundet i åen tæt på den nuværende motorvejsbro vest for byen:

- Vi forstår kun passagen i sin rette sammenhæng, fordi museet ved anlæggelsen af motorvejen for mere end 40 år siden udgravede en middelalderbebyggelse ovenfor fundamentet. Det er en middelalderbebyggelse, som, på grund af anvendelsen af munkesten som byggemateriale, med ret stor sikkerhed kan sættes i forbindelse med Dalum Kloster.

- Kloster og tilhørende vandmølle blev etableret omkring 1200, og møllen medførte en spærring af åen, som betød hævet vandstand opstrøms. 

- Når man så skulle over åen fra bebyggelsen på Dalums "udmark", og det skulle man for at søge kirke i Hjallese, var det nødvendigt at udbygge et gammelt vad (vadested, red.) ved at dumpe de næsten to meter store sten i den rivende strøm, forklarer museumsinspektøren.

Tip fra borgere - flere af dem, tak

Det var et tip fra en forbipasserende, der fik museet på sporet af stenene. Derfor opfordrer museet borgerne til at holde øjnene åbne.

- Borgerne bevæger sig rundt i området hele tiden, og derfor er vi jo utroligt taknemmelige, for, når vi får sådan en henvendelse om et fænomen, som det her, som kan være med til at fortælle lidt danmarkshistorie eller i hvert fald noget Odense-historie.

- Og jeg tænker jo, at for en borger i Odense må det jo også være en fantastisk oplevelse, at gøre sådan et fund og faktisk være med til, at sætte et aftryk på sin bys og sin egen historie, siger Mogens Bo Henriksen.

Vandstanden blev sænket sidste år, da spærringen ved Dalum Bro ved den nedlagte papirfabrik blev fjernet. Dermed faldt vandstanden cirka 1,5 meter.

Det var en borger som opdagede stensætningen.
Det var en borger som opdagede stensætningen.
Foto: Odense Bys museer

Det er ikke kun i Odense der graves guld fra historien op. Vikingemuseet Ladby vil i de kommende år udgrave vikingetidsgrave fra 900-tallet - og arbejdet er i fuld gang.

Gammelt vadested i Odense Å afdækket.

Oversigt

    Oversigt