Fyns Politi: Skuddræbt har ikke umiddelbar tilknytning til grupperinger
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Fyns Politi undersøger stadig den skuddræbte i Vollsmoses relation til konflikterne mellem grupperingerne i bydelen. Indtil videre er der ikke nogle tegn på, at han har relationer til konflikten.
Fyns Politi har siden skudepisoden i Vollsmose onsdag aften undersøgt, om den 31-årige beboer, Abdinur Mohamed Ismail, der blev dræbt af skud, havde tilknytning til konflikten mellem grupperingerne i området.
Politiinspektør Johnny Schou fra Fyns Politi siger fredag, at der umiddelbart i efterforskningen ikke er nogle tegn på, at den dræbte havde relationer til konflikten.
- Før vi kan sige det med sikkerhed, er vi nødt til at nå længere med efterforskningen, men der er ikke umiddelbart tegn på, at den dræbte har relationer til konflikten, siger Johnny Schou.
Samler små brikker til det store puslespil
Under skudepisoden blev også en 31-årig mand såret, og politiet kan i den forbindelse bekræfte, at han er en del af de stridende grupperinger.
- Vi kender den sårede fra en fortid, og derfor kan vi bekræfte, at han er en del af grupperingerne, der strides i området, siger Johnny Schou.
Politiinspektøren fortæller desuden, at mindst ti personer har været involveret i konflikten, og de personer er politiet derfor i gang med at finde frem til.
- Lige nu samler vi alle de informationer, vi har, så vi kan danne os et billede af, hvad der er sket før, under og efter episoden, siger han.
I den forbindelse appelerer Johnny Schou kraftigt til, at man skal dele enhver viden om episoden med politiet, uanset infomationens størrelse.
- Selvom den information, man sidder med, måske virker lille, så kan det i sidste ende være den lille brik i det store puslespil, som vi sidder og mangler, fortæller han.
- Fuldstændig uholdbar situation
Efterforskningen fastslår, at skuddene blev afgivet fra håndvåben.
- Der er ikke blevet anvendt tunge håndvåben i den her specifikke episode, men vi kan ikke udelukke, at der florerer tungere våben i miljøet, siger Johnny Schou.
Efter onsdagens skudepisode kalder politiinspektøren situationen i Vollsmose for fuldkommen uholdbar.
- Den her sag skal opklares, og uhyrlighederne må og skal ophøre.
Som redskab i deres efterforskning har politiet indført både visitationszone og skærpet strafzone i Vollsmose.
- Vores klare opfordring er, at hvis man befinder sig et sted, hvor en situation er ved at optrappes, så gælder det om at komme væk, siger Johnny Schou.