Fynske rigmænd køber Jensens Bøfhus
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Otte fynske erhvervsfolk med store formuer har overtaget Jensens Bøfhus.
Otte fynske erhvervsfolk med store formuer har overtaget Jensens Bøfhus og alle tilhørende selskaber.
En række fynske långivere som i efteråret 2017 ydede lån til Jensens Bøfhus-koncernen, har nu købt alle aktier og overtaget forpligtigelser i Jensens Food Group fra den hidtidige eneejer Palle Skov Jensen, oplyser Jensens Bøfhus i en pressemeddelelse.
Den hidtidige ejer, Palle Skov Jensen, er ikke længere ejer af koncernen og forlader bestyrelsen i forbindelse med overtagelsen.
- De seneste måneders aktiv markedsføring af bøfhusene viser, der er plads til Jensens Bøfhus i markedet. Nu har jeg i 34 år arbejdet med at skabe en familievenlig bøfrestaurant som millioner af gæster har været og er glade for. Udviklingen viser for mig, at bøfhusene fortsat er bæredygtige og at markedet efterspørger konceptet, udtaler Palle Skov Jensen sig i pressemeddelelsen.
Jensens Bøfhus: Lukker restauranter flere steder i landet
Ifølge Børsen vil Jensens lukke restauranter i blandt andet Aarhus, Odense og Fredericia.
De seneste måneder har Jensens Bøfhus meldt ud, at man vil lukke restauranter i bl.a. Aarhus, Odense og Fredericia, men flere kan se frem til at få kniven.
Jensens Bøfhus på Trianglen på Østerbro bliver lukket til nytår.
Også Jensens Bøfhus i Roskilde er sat til salg, og cirka ti ud af i alt 40 restauranter, både i Sverige og i Danmark, er i spil til at blive lukket, fordi de giver underskud, skriver Børsen.
- Vi har godt og vel ti restauranter, der giver underskud. Dem arbejder vi på at afhænde, med mindre det lykkes os at vende forretningen, siger Dorte Gleie, der overtog posten som administrerende direktør 1. september, til Børsen.
I oktober fik ejeren af restaurantkæden Palle Skov Jensen økonomisk hjælp fra en række fynske erhvervsfolk, mens det britiske konsulenthus Anpro har lagt en plan, der skal redde den skrantende restaurantkæde.
- Og det er den plan, vi nu er ved at eksekvere, siger Dorte Gleie til Børsen.
Ifølge planen fra Anpro skal kæden give overskud i 2019.
Det seneste tre år har kæden tabt 117 millioner kroner, der er gæld til SEB Bank på 160 millioner kroner, og i det seneste regnskab var egenkapitalen - forkellen mellem aktiver og passiver - på blot en million kroner.
SEB Bank har dog forlænget kreditten til 2021.
Palle Skov Jensen er en af landets største kunstsamlere, og tirsdag skrev Børsen, at han er i gang med at sælge ud af koncernens kostbare samling, der bl.a. tæller værker af Michael Kvium og Damien Hirst.
- Kunstværkerne har hængt i mange af vores restauranter. Det var dengang, det var en del af strategien at have kunst hængende, men det er det ikke længere, siger Dorte Gleie.
Sommeren skabte overskud
Efter en årrække med faldende salgstal og flere år med stort underskud er det henover sommeren lykkedes at skabe overskud på driften, samt øge omsætningen og antallet af gæster markant i Jensens Bøfhus restauranterne, lyder det i følge pressemeddelelsen.
Det var blandt andet kampagnen ”God bøf eller gratis”, som har skabt nyt liv i den snart 30 år gamle restaurantkæde og var med til at gøre sommeren god for Jensens Bøfhus.
- Vi har nu en positiv drift og med den nye konsolidering og omstrukturering af ejer- og kapitalstruktur bag kæden, får vi også ro på bagsmækken, så vi kan koncentrere os om det Jensens Bøfhus kan, nemlig at servere gode bøffer til gode priser og yde et godt værtsskab, siger bestyrelsesformand Torben Frigaard Rasmussen.
Medie: Jensen's Bøfhus glemte bøfferne og fokuserede på kunsten
Bøfkæden lukker flere restauranter efter en årelang krise. En krise der startede med en strid mod en lille fiskerestaurant.
Jensens Bøfhus tager nu konsekvensen af flere år med svigtende salg, dårlige anmeldelser og shitstorm blandt kunderne og lukker en række restauranter.
Det er ellers ikke mange år siden, Jensen's Bøfhus-stifteren, Palle Skov Jensen, kunne gå på vandet efter en lang periode med fremgang, restaurantåbninger i Danmark, Sverige og Norge og salg af færdigvarer i de store supermarkeder.
I 2012 afleverede selskabet bag bøfkæden, Jensen’s Food Group, sit sidste regnskab med sorte tal på bundlinjen og en omsætning, der nærmede sig en milliard kroner. Umiddelbart var der lagt op til en fortsættelse af succeshistorien i 2013, men så begik de en fejl, der skulle forfølge kæden i årevis.
Jensen's og Jensens
I Sæby havde den lokale restauratør Jacob Jensen åbnet en fiskerestaurant, der fik navn efter sin ejermand og derfor kom til at hedde Jensens Fiskerestaurant. Da Jacob Jensen begyndte at tænke i at udvide sit territorium uden for Sæbys grænser løb han ind i problemer.
Den landsdækkende kæde af bøfhuse under Palle Skov Jensen ville nemlig ikke risikere, at gæsterne pludselig blev i tvivl om, hvorvidt de var gået på en Palle Skov Jensen-restaurant eller ind hos Sæby-Jensen.
Derfor blev Jacob Jensen slæbt i Sø- og Handelsretten i en strid om retten til det ellers ganske almindelige danske efternavn, Jensen. Den sag tabte den store Jensen i første omgang i Sø- og Handelsretten, men vandt siden i Højesteret.
En sejr der dog skulle vise sig bittersød, da den lille Jensen fik folkestemningen med sig, mens Jensens Bøfhus blev udsat for en boykot, hvor en protestside på Facebook fik over 100.000 likes fra folk, der rasede mod Jensen's Bøfhus.
Palle Skov Jensen har selv i et senere interview med DR’s P1 fortalt, at han burde have håndteret navnestriden anderledes.
- I bagklogskabens klare lys skulle jeg have taget en tættere dialog med Jacob Jensen og sagt: Det duer altså ikke, at du er i gang med at lave en restaurantkæde og ekspanderer i det tempo, du gør. Det får vi begge to store forviklinger og misforståelser ud af, sagde han til P1.
Krise startede længe før
Forklaringen om navnestriden som årsag til Jensen's krise holder dog ikke helt, hvis man spørger ekspert i detailhandel, Bruno Christensen, fra Retail Institute Scandinavia.
- Kæden har i mange år manglet et ledelsesmæssigt fokus på udvikling af konceptet, og det er her den egentlige forklaring på derouten ligger, siger Bruno Christensen til TV 2.
Ifølge detaileksperten holdt Palle Skov Jensen i for mange år alt for lidt fokus på kerneforretningen altså at drive familierestauranter med billige og rimelige måltider.
- Palle Skov Jensen havde mistet jordforbindelsen og brugte blandt andet restauranterne som opbevaring for dyr kunst, samtidig med at han brugte for meget af overskuddet på privat forbrug i stedet for udvikling, og det skabte rig mulighed for at konkurrenterne kunne komme ind og true kæden, siger Bruno Christensen.
Ejerens interesse for kunst har gjort ham til en af landets største kunstsamlere ved siden af sin drift af bøfhusene.
En enkelt stjerne
I det første hele regnskabsår efter navnestriden havde raset på sit højeste, kunne Palle Skov Jensen se sort på hvidt, hvordan hans engang gyldne forretning tog et nyt dyk til det værre.
Resultatet på bundlinjen var skrumpet endnu mere end i 2013, hvor koncernen havde landet et minus på knap 11 millioner kroner. Nu var underskuddet nået helt op på 30 millioner kroner.
Da krisen i Jensen's Bøfhus syntes på sit hidtil højeste i 2014 valgte madanmelder Svend Rasmussen at lægge vejen forbi kædens bøfhus på Vesterbrogade i København, hvor anmelderen kun tog en enkelt positiv ting med sig fra sin oplevelse.
- Det er ufatteligt, at kæden ikke dagligt sagsøges af kunder, der føler, at deres smagsløg er blevet krænkede. Og det kan ikke være det i Danmark ellers altid adfærdsstyrende prisniveau, der er skyld i Jensen (med eller uden apostrof)’s popularitet, for med bøfpriser op til 269 kr. (hvis man vil have kædens australske entrecote), så kan man altså få en rib eye med bearnaise og fritter billigere på f.eks. Retour Steak, skrev anmelder Svend Rasmussen i Berlingske og tildelte bøfhuset en enkelt stjerne dedikeret det venlige personale på restauranten.
Flammen haler ind
En af de restauranter, som har profiteret på Jensen's fald fra tinderne, er den fremadstormende sønderjyske kæde, Restaurant Flammen, som har presset Jensen's Bøfhus i flere byer.
Den sønderjyske ejerfamilie bag Flammen har desuden leveret markante millionoverskud i de samme år, som Jensen’s har kunnet fremvise røde regnskaber. Flammens succes er - hvis man skal tro madanmelderne - ikke nødvendigvis kommet på grund af overlegen kvalitet på tallerkenen.
Så sent som i august i år tilbragte Finans.dk's madanmelder Anders Halskov en aften på Flammens Vesterbro-restaurant i København, og her blev der til en enkelt stjerne, der alene skyldtes etablissementets "kolde øl og det rare personale."
Ifølge Bruno Christensen er det da heller ikke nødvendigvis kvaliteten, der har skabt Flammens succes på bekostning af Jensen's Bøfhus men et strammere koncept.
- Flammen har holdt sit fokus på at være en familierestaurant med god uformel stemning og måske til lidt billigere penge end Jensen's, siger han.
En skæbne som Fona
I dag er det ikke længere Palle Skov Jensen, der sidder med det direktørtjansen i bøfkæden. I stedet har Dorte Gleie, som har ledelseserfaring fra Tivoli i København og det store akvarium, Den Blå Planet, indtaget stillingen som administrerende direktør. Over for Dagbladet Børsen løfter hun i dag sløret for, hvordan Jensen's skal tilbage på sporet. Det involverer blandt andet en stribe lukninger af restauranter, der ikke giver overskud.
Topchefen sammenligner selv krisen i Jensen's Bøfhus med den, Lego var igennem i starten af årtusindet, men ifølge Bruno Christensen gjorde topchefen nok klogere i at drage paralleler til den tidligere elektronikkæde Fona.
- De er begge eksempler på kæder, som har haft en dominerende markedsandel, og som ikke fulgte med tiden. Det næste halve til hele år bliver helt afgørende i forhold til, om Jensen's kommer ud af den her krise, eller som vi så med Fona måske bliver solgt fra, for lige nu er navnet Jensen's associeret med en dårlig forretning, siger Bruno Christensen.
Jensens Bøfhus er blevet tilbudt et interview med TV 2, men selskabet har ikke ønsket at deltage.
De otte erhvervsfolk kom til for et år siden og ydede lån og vejledning til en turnaround, som er godt i gang med at gøre bøfkæden til en rentabel forretning. Ifølge Avisen Danmarks oplysninger skydes der nu frisk kapital på 25 millioner kroner ind ud over det lån på cirka 40 millioner, der blev ydet for et år siden.
Overtagelse af gæld og nye aftaler
Via opslag i diverse databaser har Avisen Danmark identificeret de nye ejere til at være disse otte personer:
Hans Bøgh-Sørensen, Enrico Krog Iversen, Steen Haustrup og Jørn Bonnesen, alle fra Odense, Torben Østergaard Nielsen, Middelfart, Georg Gundersen, Assens, Rene Søgaard Larsen, Frørup og Jørgen Lindegaard Hjort, Ringe, der deler sin part med Ole Pape Jensen, Odense.
Økonomisk linedans: Gyseligt bøfhus-minus
163 millioner i underskud i 2017 for Jensens Bøfhus-koncernen, der lever på bankens og venners nåde. Jensens Bøfhus skal være "en elsket klassiker".
Alt tyder på at 2018 bliver året, hvor Jensens Bøfhus skal vise sin levedygtighed.
Efter et underskud på 163 millioner kroner i 2017 er egenkapitalen i koncernen nu i minus med 155 millioner kroner.
Det viser det regnskab, som CVR-registret mandag sendte til offentliggørelse.
Koncernen lever først og fremmest på Skandinaviska Enskilda Banken og en række fynske erhvervsfolks nåde.
Den svenske bank har 158 millioner til gode, mens bøfkædens stifter Palle Skov Jensen har fået lånehjælp fra forretningsvenner på formentlig 40 millioner kroner.
De håber sammen, med bestyrelsesformand Torben Frigaard Rasmussen i spidsen, på en livgivende turn around, der kan skabe sund drift og penge til servicering af koncernens gæld i et fremtidigt perspektiv.
Men det blev ikke i 2017.
I 2017 blev der indgået en ny kreditaftale med koncernens bankforbindelse. Aftalen er forlænget til udløb i 2019 med mulighed for yderligere forlængelse.
Skidt start
Men den er også baseret på en række forudsætninger blandt andet, at de resterende restauranter kan generere overskud og nedbringe gælden.
Men 2018 er ikke startet for godt. Ifølge ledelsesberetningen viser månedsregnskaberne for januar til april 2018 en negativ afvigelse på den ordinære drift.
Det skyldes blandt en forsinkelse i lukningen af uprofitable restauranter og afhændelse af aktiver.
Men netop overholdelse af budgettets tidsfrister er afgørende for at skabe den nødvendige likviditet, hedder det i ledelsesberetningen.
Her slås det dog også fast, at ledelsen for hele 2018 forventer at kunne overholde låneaftalerne og skabe positiv drift.
Omsætningen i kædens restauranter faldt i 2017 med 23 procent til 571 millioner kroner blandt andet som følge af lukningen af syv urentable restauranter.
Der er blandt andet foretaget nedskrivninger på ejendomme, kunst og restaurations-lejemål på i alt 94 millioner kroner.
Det er fortsat nødvendigt at frasælge aktiver for at kunne nedbringe gælden, fastslås det.
I starten af 2018 er der afviklet tre ikke profitable restauranter - heraf en i Sverige. Desuden er en anpart i Odense-restauanten Franck A solgt i starten af 2018.
Bøfhus-kæden omfatter nu 26 restauranter i Danmark, 11 i Sverige og to i Norge. Det samlede antal gæster i 2017 var cirka fire millioner, oplyser kæden.
Bøfhuset skal elskes igen
Med til at få den kendte kæde tilbage på sporet skal blandt andet være "at positionere Jensens Bøfhus som en elsket klassiker. Gæsterne skal i 2018 have en bedre oplevelse når de besøger vores restauranter. I 2018 vil der derfor være fokus på udvikling og træning af kædens ledere, nye signaturretter, nye uniformer og hyggeligere restauranter, ligesom en ny marketingstrategi er ved at blive implementeret", hedder det i regnskabet.
Da Jensens Bøfhus-koncernen har slæbt rundt på en stor gæld, er overtagelse af gæld og nye aftaler med kreditorerne en væsentlig del af de aftaler, der ligger bag overtagelsen.
Købet af koncernen får ingen betydning for kædens gæster.