31. jul. 2024 kl. 6:00

Gustav er blevet skovens pjuskede attraktion: Han patruljerer det meste af dagen - men han har et hjem

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del

Skovkattens færden har nogle gange ført til små forskrækkelser.

En strejfende og meget kælen kat i skoven. Velholdt, så umuligt en vildkat. 

Sund fornuft ville sige, at det bløde væsen havde forvildet sig ind på ukendt territorie. En vildfaren kat i nød.

Men det er ikke tilfældet, når det kommer til katten Gustav, der slanger sig langs bænke, skulpturer og broer i Hunderupskoven.

For selvom han vandrer rundt og opsøger menneskelig kontakt, så er han altså alt andet end forsvundet.

Sine-Maria Holt Fabricius

Rikke Marie Skov ejer Gustav, og hun kan fortælle, at den seks år gamle kat patruljerer skoven med fuldt overlæg.

- Om morgenen, når han har været hjemme og sove, så går han ned i skoven, og så bruger han stort set alle sine vågne timer hernede, siger hun.

- Jeg synes ikke, jeg vil begrænse hans udeliv, for han er jo en kat, og han skal have lov til at kravle i træer og fange mus, eller hvad han nu ellers gør.

En pjusket attraktion

Og Gustav er blevet noget af en attraktion.

Da TV 2 Fyn sammen med Rikke Marie Skov møder den livsnydende kat, går der ikke længe, før en mor og en datter får øje på katten. De fortæller, at de gennem to år har mødt ham på ruten, og at de kalder ham deres sti-kat.

Sine-Maria Holt Fabricius

- Jeg synes, det er lidt skægt, fordi jeg kan jo se på Facebook, at der er folk, der går ture for at komme ned og møde ham og kæle med ham, siger Rikke Marie Skov og tilføjer:

- Det er fantastisk, han er sådan en lille turistattraktion, inden man kommer til zoologisk have, så kan man lige gå forbi og møde et "vildt dyr".

Rikke Marie Skovs datter har også oplevet at gå forbi cirka ti mennesker i skoven. Alle samlet omkring Gustav. Ingen af dem nogen, som familien kender.

Bagsiden af berømmelsen

Men der er altså også en bagside af katten Gustavs lokale berømmelse.

Rikke Marie Skov fortæller, at familien mere end 15 gange har oplevet, at Gustav er blevet taget med fra skoven, fordi velmenende mennesker har troet, at han var faret vildt. Det ender som regel med et besøg hos dyrlægen, der ved hjælp af Gustavs chip ringer til Rikke Marie Skov.

- Jeg bliver tit forskrækket, fordi han bliver taget og kørt steder hen. Det er ikke altid dyrlægen får sagt med det samme, at der ikke er sket noget med ham. Og så tænker jeg, "nu er det sket, nu er han blevet kørt ned", siger hun.

Rikke Marie Skov har da også prøvet at give Gustav halsbånd - mange af dem faktisk - for at signalere, at katten hører til i området. Men katte, der færdes i skoven, skal have et halsbånd med selvudløser, så det ryger af, hvis Gustav sidder fast i en gren. Og det er hvad der sker hver gang.

Hun understreger dog, at hun primært synes, opmærksomheden omkring Gustav er positiv, og at folk er mere end velkomne til at tage billeder og kæle med ham.

Sine-Maria Holt Fabricius

En gruppe for Gustavs venner

Lige så mange gange, som forbipasserende har taget Gustav med til dyrlægen, er Rikke Marie Skov stødt på facebookopslag, hvor folk spørger til Gustavs situation.

Derfor har hun oprettet en facebookgruppe med navnet Katten Gustav, hvor hun vil opfordre folk til at dele billeder og historier om katten.

Og så vil hun bruge gruppen til at udbrede forståelsen af, at Gustav altså har det godt, og han nok skal finde hjem igen.

- Han er ikke faret vild, han er bare sin egen lille skovkat.

En skovkat, der altid finder hjem.

Sine-Maria Holt Fabricius
3. dec. 2024 kl. 22:19
Fyn
Privatfoto

Snehvide var i livsfare - nu skal forbud drøftes i Folketinget

LYT
Del

Et borgerforslag om at forbyde salg, køb og distribution af nikotinposer med snus har fået over 50.000 støtter, meddeler Folketinget tirsdag på sin hjemmeside.

Det betyder, at forslaget vil blive debatteret i Folketinget som et beslutningsforslag.

Borgerforslaget blev offentliggjort 23. september, og her knap to en halv måned senere har det altså passeret grænsen til at komme på dagsordenen i Folketingssalen.

Borgerforslaget er blandt andet kommet i stand på baggrund af en rapport fra maj i år.

Rapporten, som DTU Sustain har udarbejdet for Miljøstyrelsen, anslår, at 5,3 millioner brugte nikotinposer hvert år ender i naturen.

Livsfarligt for firbenede

Rapporten viser også, at poserne bliver fremstillet af en form for semisyntetisk cellulose. Et materiale, som har en lighed med cigaretfiltre, og som antages at blive nedbrudt forholdsvist langsomt i naturen.

Ifølge DTU Sustain kræver det dog yderligere studier for bedre at kunne vurdere nikotinposernes nedbrydelighed i miljøet.

I sidste uge kom Dyrenes Beskyttelse, Dansk Kennel Klub, Den Danske Dyrlægeforening og Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation med en opfordring til politikerne om at gribe ind.

- Vi skal have nikotinposerne væk fra gader og stræder, hvor de ligger kastet over alt. Det er selvfølgelig op til politikerne at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre, sagde Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

De mange smagsvarianter af nikotinposer medvirker til, at hundene får lyst til at spise dem.

Niårige Snehvide endte i livsfare, efter hun slikkede på en nikotinpose i naturen.

- Det lignede, hun var fuld. Hun gik ind i væggen, hendes hjerte bankede meget kraftigt, og hun savlede, siger ejer Flemming Malmkvist.

3. dec. 2024 kl. 17:55
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kommune er "kommet i tvivl" - kryber til korset efter heftig Tinderbox-debat

LYT
Del

Et af de helt store spørgsmål, der har floreret siden weekenden, har været, om den ultrapopulære festival Tinderbox har været afholdt ulovligt, og om den kan fortsætte i fremtiden.

Tirsdag var lektor på Juridisk Institut på Syddansk Universitet Jøren Ullits ude henvise til en manglende lovhjemmel, og nu tager Odense Kommune bladet fra munden.

I et skriftligt svar til TV 2 Fyn skriver By- og Kulturforvaltningen, at der gennem en årrække har været afholdt koncerter og andre arrangementer i Tusindårsskoven, og at forvaltningen vurderede, at “det var muligt at afholde Tinderbox uden at være i konflikt med gældende plangrundlag”.

Lægger sig fladt ned

Den eksisterende lokalplan er fra 1992, og i den står, at der “kun opføres mindre bebyggelse, som er nødvendig for områdets drift som friareal og græsningsareal for kreaturer”.

Men selvom koncerter ikke er nævnt i planen, er kommunen kommet i tvivl, erkender den:

- Selvom Planklagenævnets afgørelse om Dyrskuepladsen ikke kan overføres direkte på plangrundlaget for Tusindårsskoven og Tinderbox, er forvaltningen dog kommet i tvivl om, hvorvidt det eksisterende plangrundlag er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for fortsat afholdelse af arrangementer i Tusindårsskoven, skriver forvaltningen.

By- og Kulturudvalget går nu i gang med at udarbejde en ny lokalplan, der skal “modernisere og dermed fremtidssikre området i forhold til afholdelse af arrangementer”.

- Denne lokalplan forventes at kunne fremlægges til endelig politisk behandling for byrådet i foråret 2025.

Borgmester Peter Rahbæk Juel og rådmand Søren Windell har inviteret foreningen Dyrskuepladsens Naboer til et såkaldt dialogmøde om emnet torsdag eftermiddag.

3. dec. 2024 kl. 21:18
Jan Korsgaard/Ritzau Scanpix

Bulldogs sejrer og bejler til topplacering

LYT
Del

Der var dømt drama for alle pengene, da Odense Bulldogs gæstede Herlev Eagles tirsdag aften i den bedste danske ishockeyrække, Metal Ligaen.

Fynboerne trak sig sejrrigt ud af opgøret, der endte 1-2, og som var præget af intensitet fra start til slut.

I anden periode gjorde svenske Joakim Thelin det til 0-1 i powerplay, og mindre end syv minutter senere gjorde Jonathan Brinkman det til 0-2.

Eagles formåede at bringe spænding ind i opgøret med en reducering blot få minutter før kampens afslutning.

Bulldogs er med 39 point nu placeret alene på tredjepladsen i Metal Ligaen. Holdet har dog spillet to kampe mindre end Aalborg Pirates med 44 point på andenpladsen.

3. dec. 2024 kl. 20:44

Stjerne overrasket over at se sig som hund i ikonisk blad

LYT
Del

Mie Højlund, der til dagligt spiller i Odense Håndbold, er dukket op i Andeby.

I det nyeste Anders And-blad er hun nemlig med - dog ikke som and, men som hund.

- Jeg blev spurgt, om jeg ville være en and eller en hund, og så sagde jeg en and, og så blev jeg en hund, så det er helt perfekt, siger Mie Højlund med et grin.

Det er en stor ære at optræde i bladet, mener hun.

Hun er ikke det eneste fynske sportsnavn, der har fået sin helt egen karakter. Det har også badmintonspiller Viktor Axelsen.

3. dec. 2024 kl. 19:57
Arkiv / Alexander Aagaard

Får vi hvid jul i år? Nu kommer DMI med sit bedste bud

LYT
Del

Månedsprognosen fra DMI er landet, og her kommer instituttet med sit bedste bud på, om vi kan forvente dalende sne i juledagene.

Det bliver overvejende skyet med lidt regn af og til i den sidste uge af december.

Temperaturerne vil ligge på mellem en og syv grader i dagtimerne og mellem minus tre og fem grader i nattetimerne.

Går du og drømmer om en hvid jul, er der nedslående nyt. DMI varsler nemlig, at der kun “måske kommer enkelte snebyger”.

- Svage lavtryk og fronter forventes at nå frem til landet fra vest. Det giver mildt vejr og kun en lille chance for hvid jul, lyder det.

Statistisk set er der syv procent chance for hvid jul, og det tal er ikke blevet højere i prognosen, fastslår DMI.

3. dec. 2024 kl. 19:04

Hotel-mastodont giver anderledes julegave til trængte familier

LYT
Del

Den fynske hotelkæde Milling Hotels giver en ekstra julegave til trængte familier.

De uddeler med andre ord gratis hotelovernatninger, som kan bruges hele næste år på et af kædens hoteller.

Ejeren af hotellerne, Dorte Milling, ved endnu ikke, hvor mange ansøgninger, de får. Men hun regner med, at minimum 25 familier får gavn af tilbuddet.

3. dec. 2024 kl. 16:59
Fyn
TV 2 Nyhederne

Jan arbejdede på værftet, da enorm kran kollapsede - tog cyklen hjem i fuld orkan

LYT
Del

De fleste, der levede 3. december 1999, husker præcis, hvor de var, og hvad de lavede, da århundredets orkan ramte landet. Orkanen dræbte syv mennesker og kvæstede over 800. Den ødelagde også utallige genstande - blandt andet Lindøvæftets portalkran.

På den skæbnesvangre dag var Jan Lillesø på arbejde i Lindøværftets fabrikshaller.

Det var allerede stormende, da han mødte ind på arbejde, og mange blev sendt hjem, da vinduer i hallerne blæste ind. Jan Lillesø arbejdede dog i et område, som ikke var så kraftigt berørt af stormen.

- Vi gik rundt indendørs og arbejdede med høreværn på, men når vi engang imellem gik ud og trak luft, kunne vi godt mærke, at stormen blev værre og værre, fortæller han.

Thomas Larsen Bjerre

Troede, det var en joke

Det blev mørkt, og Jan Lillesø fortsatte arbejdet med høreværn på. Udenfor udspillede der sig samtidig et drama, som han aldrig så ved selvsyn, selvom han opholdt sig tæt på.

En 114 meter høj portalkran med en kampvægt på 3500 ton overgav sig til et vindstød på cirka 50 meter i sekundet og kollapsede henover et enormt containerskib, som var ved at blive bygget. En begivenhed, som senere fik enorme konsekvenser for værftets ansatte.

Uvidende gik Jan Lillesø til kaffepause, da døren til pauselokalet pludselig blev banket ind.

- Der stod en formand i døren, som sagde, at vi skulle gå hjem. Han sagde, at portalkranen var væltet, men vi troede, det var en joke. Vi havde jo lige set den, forklarer han.

TV 2 Nyhederne

Men det var ramme alvor, skulle Jan Lillesø snart forstå, så han pakkede sine ting og bevægede sig mod værftets port gennem hallerne, så han ikke skulle ud i det vilde vejr.

- Dørene klappede helt vildt, og vinden hylede i kranerne udenfor. Da vi kom op til porten, var der en voldsom aktivitet. Samtidig med, at vi forlod værftet, kunne vi se, at nogle af de høje herrer i firmaet mødte ind.

Jan Lillesø blev aldrig bange i situationen, men under cykelturen hjem fra arbejde gik alvoren op for ham.

- Jeg fik kontakt til min kone og mine børn, der var i svømmehallen. Dem fik jeg mine forældre til at hente, for de skulle ikke opleve den cykeltur hjem, som jeg lige havde haft.

Måtte hjemsende tusinder

Portalkranens kollaps satte i praksis værftets vigtigste produktionslinje ud af drift, og 2200 medarbejdere blev hjemsendt.

Den væltede kran udrettede store skader for 200 millioner kroner, og en ny kran var først på plads i foråret 2001, hvor der igen var nogenlunde normale tilstande på værftet.

Thomas Larsen Bjerre

Selvom den nye portalkran skulle kunne holde til vindstød af 70 meter i sekundet, var den allerede gal igen i 2008, da den nye kran rullede ukontrolleret af sporet efter et kraftigt vindstød og beskadigede to tårnkraner.

3. dec. 2024 kl. 16:12

Axelsen kommer med hovent svar i vredesudbrud mod forbund

LYT
Del

Tirsdag kom det frem, at Viktor Axelsen ikke stiller op i sæsonfinalerne i Kina på grund af en skade i sin venstre fod.

Nu raser den fynske badmintonstjerne mod det internationale badmintonforbund BWF, der kræver dokumentation for skaden, så Axelsen kan undgå en bøde.

- Jeg har ved flere lejligheder forsøgt at sende dokumentation, når jeg har været syg eller skadet, og hver gang får jeg en bøde alligevel, indleder stjernen sit opslag på X.

- BWF siger offentligt, at de bekymrer sig om spillernes helbred, men gør I det, når det kommer til stykket? Send mig bare bøden, tordner Axelsen videre.

I turneringen Denmark Open i oktober trak Axelsen sig, efter han kastede op under en kamp.

3. dec. 2024 kl. 15:21
Sund & Bælt

I aften lyser Storebæltsbroen op i særlig farve - her er årsagen

LYT
Del

Fra tirsdag aften vil rejsende over Storebælt opleve, at pylonerne lyser grønt. Årsagen skal findes i, at det i dag er International Handicapdag.

- Over 500.000 danskere lever med et fysisk eller mentalt handicap. I dag markeres International Handicapdag, hvor målet er at fremme forståelsen og nedbryde de barrierer, som mange oplever i hverdagen, skriver Sund & Bælt på X.

Det er ikke første gang, at Storebæltsbroen lyser op i en god sags tjeneste. I november lyste pylonerne blåt for at sætte fokus på diabetikere, og i september var det World Heart Day, som Hjerteforeningen står bag, der blev markeret med rødt lys.

Den grønne farve vil kunne ses fra mørkets frembrud og frem til midnat.

3. dec. 2024 kl. 14:34
Clara Brøgger

Ekspert vurderer: Er Tinderbox reelt i fare?

LYT
Del

Bliver der Tinderbox næste år?

Det er det helt store spørgsmål i disse dage, hvor politikere, erhvervsdrivende og musikelskere holder vejret for at se, om festivalen i Odense, der hvert år har 50.000 besøgende, ulovligt har fået tilladelse til koncerterne i juni.

TV 2 Fyn har bedt Jøren Ullits, der er lektor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, om at kigge på lokalplanen for området. Den er fra 1992.

- Nej, der har ikke været lovhjemmel til det. Kommunen skal have ændret grundlaget for, hvad arealet kan bruges til. Man kan ikke bare give en tilladelse til en begivenhed, hvis det strider mod lokalplanen. Koncerterne er for omfattende, især den type koncert. Så kommunen skal få vedtaget en ny lokalplan, hvis arealet fremover skal bruges til koncerter, siger Jøren Ullits.

Lokalplan fra 1992 nævner ikke koncerter

I området, hvor festivalen afvikles, må der ifølge lokalplanen fra 1992 “kun opføres mindre bebyggelse, som er nødvendig for områdets drift som friareal og græsningsareal for kreaturer”.

Den nævner intet om koncerter. Den 32 år gamle lokalplan blev lavet, da der dengang blev bygget en ny golfbane tæt ved Tusindårsskoven og altså 23 år inden musikken spillede til Tinderbox første gang i 2015.

Screenshot

Ifølge borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er kommunen i gang med at ændre plangrundlaget, i håb om at Tinderbox og kæmpekoncerter på Dyrskuepladsen kan fortsætte i fremtiden.

Det er Michael Nielsen, som er bestyrelsesmedlem for Dyrskuepladsens Naboer, der som privatperson vil have undersøgt, om festivalen i Odense er lovlig.

Dyrskuepladsens Naboer har netop fået medhold i en klagesag, der har resulteret i, at flere store koncerter afholdt på Dyrskuepladsen har været ulovlige. 

Spørgsmålet er, om naboerne til Tusindårsskoven kan få medhold i deres klagesager. Det er fortsat uvist.

Læs også: Bekymrede unge frygter Tinderbox-aflysning: - Megatrist
Gå tilbage Del
2. dec. 2024 kl. 22:22

Bekymrede unge frygter Tinderbox-aflysning: - Megatrist

- Det ville være megatrist. 

Sådan siger 23-årige Amalie Huus, der har været på Tinderbox flere gange, om udsigten til, at musikfestivalen risikerer at lukke.

Det er Michael Nielsen, som er bestyrelsesmedlem i Dyrskuepladsens Naboer, der som privatperson vil have undersøgt, om festivalen i Odense er lovlig.

- Det synes jeg ikke er særligt fedt. Jeg har været til Tinderbox i rigtig mange år, og jeg vil rigtig gerne med næste år, siger 23-årige Sophie Jespersen, der studerer på UCL. 

- Det vil ødelægge noget af sommeren. Det er et af de store højdepunkter, siger Michella Chanel Bøg Skovsager, der går i 2. g på Tietgenskolen i Odense.

Spørgsmålet er, om naboerne til Tusindårsskoven kan få medhold i deres klagesager.

Ulovlige kæmpekoncerter

Det er fortsat uvist.

Men Dyrskuepladsens Naboer har netop fået medhold i en klagesag, der har resulteret i, at flere store koncerter afholdt på Dyrskuepladsen har været ulovlige. 

Nu vil Michael Nielsen have undersøgt, om også Tinderbox i Tusindårsskoven har været afholdt på et ulovligt grundlag.

Ifølge borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er kommunen i gang med at ændre plangrundlaget, i håb om at Tinderbox og kæmpekoncerter på Dyrskuepladsen kan fortsætte i fremtiden. 

Unge studerende: Det er ikke fair

TV 2 Fyn har spurgt en række odenseanere, hvad de siger til, at der er en risiko for, at det kan være slut med Tinderbox i Tusindårsskoven, som tiltrækker 50.000 gæster i juni. 

Alle er enige om, at Tinderbox er kommet for at blive.

- Det er ikke fair, at det skal gå ud over så mange mennesker. Der er flere, der tager til Tinderbox, end der er naboer, det går ud over, men jeg kan godt se, det ikke er sjovt for naboerne, at det skal larme så meget, siger Nikolai Valentin, der går på Tietgenskolen i Odense.

En underskriftindsamling er blevet startet i håb om at bevare koncerter på Dyrskuepladsen og i Tusindårsskoven. Indtil videre har over 4.200 mennesker skrevet under.

Netop blandt de unge er der stor ærgrelse over, hvad en sommer uden Tinderbox vil betyde som odenseaner. 

- Der er meget samvær i at tage til koncerterne. Der ligger meget i forfesterne og det at ses med efterskoleveninder og venner, man ikke har set i lang tid. Dem møder man derude, siger Clara Mortensen, der går i 2. g på Tietgenskolen. 

Er du bekymret for din Tinderbox-billet?

- Ja. Jeg har brugt så mange penge på den. Det er ærgerligt. Vi er mange unge, der samles samme sted, siger Katrine Amalie Kaufmann, der også går i 2. g.

Tinderbox har ikke ønsket at kommentere festivalens fremtid.

TV 2 Fyn har spurgt Tinderbox, om det kan mærkes på billetsalget, at en nabo til festivalen vil have den lukket. Det har Tinderbox ikke ønsket at svare på. 


Den nye lokalplan kommer i høring i januar, hvor blandt andre naboernes modstand mod festivalen vil blive taget i betragtning. I forbindelse med den nye lokalplan vil der også blive lavet en miljøvurdering og målt støjgener.

Tror du, at Tinderbox afvikles næste år?

- Ja, det har jeg svært for at se for mig, at det ikke er udfaldet. Det kræver dog blandt andet, at kommunen får lavet et udkast til en ny lokalplan og en miljøvurdering, men kommunen har en stor interesse i at sætte mange kræfter ind for, at det kan lade sig gøre, siger Jøren Ullits.

Meget skal gå galt

Så selv om det skulle vise sig, at Tinderbox har været afholdt ulovligt, skal meget gå galt, før næste års festival ender med at blive aflyst - også selv om naboerne klager over den nye lokalplan.

- Hvis de mener, det ikke må foregå, kan de klage til Planklagenævnet, men klagen suspenderer ikke noget. Hvis de klager, betyder det ikke, at kommunen ikke må bruge arealet på den pågældende måde, mens sagen bliver behandlet, bare fordi der er tvivl om, det er lovligt eller ej. Planklagenævnet når ikke at behandle en eventuel klage over den nye lokalplan inden sommeren 2025, siger Jøren Ullits.

Tinderbox afvikles efter planen næste gang fra 26. til 28. juni 2025.

Tinderbox har ikke ønsket at kommentere festivalens fremtid.

3. dec. 2024 kl. 13:53
Fyn

Se den vilde video: I dag er det 25 år siden, at orkan væltede kæmpe kran

LYT
Del

Tagene blæste af, togene blev aflyst, broerne lukkede, og kranen på Lindøværftet væltede på grund af den historisk voldsomme “Decemberorkanen” 3. december 1999.

I dag er det 25 år siden.

Alligevel kan de fleste fynboer tydeligt huske, hvor de befandt sig, imens orkanen rasede.

Som den bevægede sig gennem Danmark, efterlod den skader for omkring 13 milliarder kroner og kvæstede 800 mennesker. På landsplan kostede den syv personer livet.

Voldsomste orkan

Flere fynboer oplevede også, at strømmen gik i deres byer.

Det skete også på TV 2 Fyn, der kort før den regionale nyhedsudsendelse var uden strøm. Årsagen var overrevne elledninger.

Orkanen var en af de voldsomste og mest omfattende i nyere dansk vejrhistorie.

3. dec. 2024 kl. 12:53
Local Eyes

Cyklist ramt af varevogn i voldsom ulykke

LYT
Del

Der er sket en alvorlig færdselsulykke på Tåsinge. Det oplyser Fyns Politi.

- Klokken ni i morges på Vornæsvej på Tåsinge er der en bilist, der rammer en cyklist. Cyklisten er en ældre mand, som er svært tilskadekommen, siger Mads Boel, der er kommunikationsrådgiver hos Fyns Politi.

Politiet er fortsat i gang med at efterforske sagen og har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

- Der er indtil videre ikke nogen sigtede i sagen, siger Mads Boel.

Billeder fra stedet viser, at varevognens forrude er blevet smadret. Cyklen ligger på vejen lige foran bilen.

Ulykken er sket på en landevej, hvor man må køre 80 kilometer i timen.

Local Eyes
Local Eyes

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her