Hamstring i Netto: Kunder i slagsmål om varer
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fyns Politi måtte skride ind, da kunder under en hamstring i en Netto onsdag aften kom op at slås om varerne.
Selvom de vidtgående tiltag mod en spredning af coronavirus ikke har ført til mangel på fødevarer, er der tilsyneladende kamp om varerne i supermarkederne på Fyn. I Netto på Hans Mules Gade i Odense førte hamstringen onsdag aften til et regulært slagsmål mellem et par kunder.
- Vi blev tilkaldt til forretningen klokken 22.30, da der var en urolig stemning og håndgemæng mellem nogle af kunderne, fortæller kommunikationskonsulent Sunniva Pedersen-Reng fra Fyns Politi.
Fyns Politi skriver også, at der blev kastet med varer i butikken, og episoden endte med, at politiet måtte skille kunderne ad, og en ung mand blev anholdt og er nu sigtet for vold.
Fyns Politi ved ikke præcis hvilke varer, der udløste slagsmålet mellem kunderne.
Flere fynske butikker - blandt andet Bilka - meldte om usædvanlig stor kundetilstrømning onsdag aften, efter at statsministeren havde holdt pressemøde om de nye tiltag mod spredning af coronavirus.
Torsdag formiddag er flere butikker udgået for blandt andet gær, mælk, brød, æg, toiletpapir og pasta, fordi kunderne i stor stil har hamstret fødevarer.
Men der er hverken grund til hamstring eller til at slås om varene. Erhvervsminister Simon Kollerup(S) opfordrede torsdag morgen danskerne til at tage den med ro.
- Opfordringen herfra er: Stop med det. Handl ind, som du plejer. Der er ikke grund til andet, sagde fødevareministeren og uddybede:
- Det er klart, at vi er klar til at gøre det, der skal til for at sikre en fornuftig fordeling af fødevarer, hvis der opstår hamstring i stor stil. Det er også derfor, at det må stå klart, at der ikke er nogen grund til at hamstre.
Den unge mand blev efter endt afhøring løsladt, men han er sigtet for vold, oplyser Fyns Politi.
Hos Salling Group, der ejer Netto-kæden, kender man dog ikke umiddelbart noget til episoden.
- Der har ganske rigtigt været en episode, men det er ikke relateret til butikken på Hans Mules Gade. Medarbejderne har ikke observeret andet end de politibiler, der holdt parkeret foran butikken, skriver en pressemedarbejder hos Salling Group.
Ifølge Fyns Politi kan Nettos oplevelse hænge sammen med, at de ikke har opdaget episoden.