Held i golf: Oddset-spiller fra Odense vinder 60.000 kroner
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En mand fra Odense fik pengene 400 gange igen, efter at have satset på sejr til golfspiller Nicolai Højgaard.
En mand fra Odense havde sat 150 kroner på, at golfspiller Nicolai Højgaard ville gentage tvillingebrorens triumf fra ugen før, skriver Danske Spil.
Ligesom en fra København og en fra Lemvig havde odenseaneren spillet på, at Nicolai Højgaard ville gentage sin tvillingebror, Rasmus Højgaards, European Tour-sejr i Schweiz fra forrige weekend.
Der var der næppe mange andre Oddset-spillere, der havde regnet med endnu en dansk golf-sejr. Slet ikke Danske Spil, der gav odds 400 på en sejr til Nicolai Højgaard.
- Jeg skal ikke kunne sige, at det aldrig er sket før, men jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har haft odds 400 på en golfspiller, og at det er gået hjem, fortæller Peter Emmike Rasmussen, der er oddssætter i Danske Spil og har været det i 23 år til Danske Spil.
- Men det er også første gang, at et brødrepar vinder på European Tour inden for en uge, siger han.
Sejren i Italian Open giver 3,7 millioner kroner til Nicolai Højgaard og en garanti for at være med på European Tour de næste to år.
De tre Oddset-spillere må nøjes med noget mindre gevinster, men en mand fra Odense satsede 150 kroner og kunne således inkassere 60.000 kroner på den danske golfsejr.
En person fra Lemvig satsede 100 kroner og vandt 40.000, mens den sidste vinder kommer fra København og vandt 6.000 kroner.