4. apr. 2019 kl. 14:40
Pernille Gram

Hjemmehjælpere får p-bøder:
  • De ansatte skal ikke betale

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Ældre- og handicaprådmand Søren Windell mener, det er forkert, at Odense Kommunes hjemmeplejere får p-bøder, mens de passer byens borgere.

Ældre- og handicaprådmand Søren Windell (K) synes ikke om, at hjemmehjælpere modtager p-bøder flere gange om måneden, når de hjælper Odenses ældre:

- De ansatte skal ikke have p-bøder, når de går på arbejde. Det synes jeg ikke nogen skal, når de kører rundt for at passe dem, der virkelig har brug for hjælp.

Søren Windell vil have kortlagt, hvor stort problemet er, og så vil han i dialog med parkeringsselskaberne.

Reaktionen fra rådmanden kommer, efter at TV 2/Fyn tidligere torsdag har fortalt, at hjemmeplejerne i Odense Kommune ofte ser sig nødsaget til at parkere ulovligt, hvis de skal nå rundt til de mange ældre, der er i deres vagtplan i løbet af en vagt.

Et problem, hjemmeplejer Marianne Hansen kender fra sin egen hverdag. Hun har allerede fået tre parkeringsbøder, fordi hun prioriterede borgeren over p-pladsen.

- Det er et stort pres at have hængende hele tiden. Hvor kan jeg holde nu, når fru Jensen ringer til mig, og jeg ved, at hr. Hansen kommer med et nødkald, siger Marianne Hansen.

Bøderne står ved magt

Selvom Søren Windell er utilfreds med, at hans ansatte har fået p-bøder for at udføre deres arbejde, vil han ikke gribe til lommen og betale bøderne.

- Nej, det må vi simpelthen ikke. Det må vi ikke bruge kommunale penge på. Jeg synes, vi skal få kortlagt problemets omfang, og det er jo nok mest noget, vi har i bymidten. Den er også udfordret, både med parkeringspladser og opgravning og så videre, og derfor har vi rigtig mange, der cykler rundt, siger Søren Windell og fortsætter:

- Vi har også mange, der kører rundt i bil om aftenen og om natten, og der skal vi have løst det her. Jeg har talt med nogle private selskaber om det her, og de har været meget venlige og har udvist forståelse, og det synes jeg vi skal prøve at snakke med de andre (parkeringsselskaber, red.) om, så vi får løst det her.

Kaffemøde med kulturudvalget

Hvad vil du gøre for at hjælpe de ansatte, der har parkering som en daglig udfordring?

- Nu tager vi en kop kaffe med By- og kulturudvalget og hører, om vi ikke kan få løst det her på en eller anden måde. Det er dem, der har hyret P Nord til at gå rundt og sørge for, at parkeringen foregår, som den skal i Odense. De må kunne snakke med dem og sige: Det her, det skal vi simpelthen løse, siger Søren Windell.

Læs også: Marianne får p-bøder på jobbet:
  • Min førsteprioritet er borgeren
Gå tilbage Del
4. apr. 2019 kl. 12:01

Marianne får p-bøder på jobbet:
  • Min førsteprioritet er borgeren

For mange af hjemmeplejerne i Odense Kommune er det ikke altid gratis at gå på arbejde. De risikerer nemlig at få parkeringsbøder, når de skal passe deres arbejde. 

Hjemmeplejerne er ofte nødsaget til at parkere ulovligt, hvis de skal nå rundt til de mange ældre, der er i deres vagtplan i løbet af en vagt. Hvis ikke de parkerer ulovligt, går det ud den tid, der er sat af til den ældre, for så skal hjemmeplejerne parkere langt fra borgeren og bruge tid på at gå.

Alene i år har hjemmeplejer Marianne Hansen allerede fået tre parkeringsbøder.

- Det er et stort pres at have hængende hele tiden. Hvor kan jeg holde nu, når fru Jensen ringer til mig, og jeg ved, at hr. Hansen kommer med et nødkald, siger Marianne Hansen.

Hun forsøger altid at parkere lovligt, men det kan betyde lange gåture til borgeren.

- Jeg går faktisk næsten ti kilometer om dagen, siger Marianne Hansen, og det giver mindre tid til borgeren.

“- Det er et stort pres at have hængende hele tiden. Hvor kan jeg holde nu, når fru Jensen ringer til mig, og jeg ved, at hr. Hansen kommer med et nødkald.”

— Marianne Hansen, Social- og sundhedsassistent, Odense Kommune

- Det gør ondt i mig, at der ikke er mere medfølelse, længere oppe i systemet, for vores borgere, siger Marianne Hansen.

Parkerer ulovligt

For at undgå lange gåture til og fra borgerne er det ofte nødvendigt for hjemmeplejerne at parkere ulovligt, for på den måde at bruge tiden hos den ældre.

- Selvfølgelig holder vi jo ikke bevidst ulovligt. Det er der jo ingen, der gør. Men i vores job er der mange af mine kollegaer, inklusiv mig selv, der er nødt til at holde ulovligt, siger Marianne Hansen.

Det udløser parkeringsbøder, som medarbejderne selv skal betale.

- Det koster mig en arbejdsdag at betale en bøde, fordi de er så høje. Det er da urimeligt.

Borgeren kommer i første række

Hvis Marianne Hansen får et nødkald, er det borgeren, der kommer i første række. Ikke parkeringsbøden.

- Min førsteprioritet er hele tiden borgeren. Når jeg begynder at køre hen til borgeren, laver jeg hurtigt en plan i mit hoved, og nogle gange er jeg nødt til at holde halvt lovligt, halvt ulovligt, siger Marianne Hansen.

Kommer ofte hjem med parkeringsbøder

Tillidsmanden for hjemmesygeplejerskerne i Odense Kommune, Ove Gross Pedersen, fortæller, at de 5-6 medarbejderne, der kører i centrum, modtager omkring tre-fire bøder om måneden. Bøder, de selv skal betale.

- Vi støder på det dagligt, hvor vi har problemer med parkering. Det betyder, at vi får parkeringsbøder, fordi vi skal udføre vores arbejde. Vores arbejde er jo en kerneopgave i det danske samfund, hvor vi tager os af de svageste og de syge borgere og de ældre, siger Ove Gross Pedersen, der er tillidsmand for aftensygeplejerskerne i Odense Kommune.

Hos Ældresagen i Odense genkender man problemet.

- Det er jo et generelt problem for hele Odense Kommune i øjeblikket, og det er noget, vores medlemmer snakker meget om, fortæller Ældresagens formand i Odense, Ole Gerhard Jørgensen.

Vil have ændret reglerne

Lige nu tillader færdselsloven ikke, at der tages ekstra hensyn til hjemmeplejerne, men det vil Ove Gross Pedersen og Marianne Hansen gerne have lavet om på.

- Jeg kunne godt tænke mig, at man fra øversete myndigheds side, for eksempel rådmanden, gik ind i sagen og tog en dialog med de forskellige parkeringsselskaber, for at fortælle, at vores biler, der holder lige derovre på den anden side af gaden, de er fredede, siger Ove Gross Pedersen.

- Jeg ville ønske, at vi bare kunne få lov til at parkere. Også de steder, hvor vi er nødt til at holde ulovligt, for de ved jo, at vi er væk igen efter højest ti minutter, siger Marianne Hansen.

Vil se på problemet

Christel Gall (DF), der sidder i Ældre- og Handicapudvalget i Odense Kommune, vil gerne se på hjemmeplejernes parkeringsproblemer.

- Jeg mener som udgangspunkt, at vi allesammen skal overholde de regler, der er for parkering, men det her er noget, vi har drøftet i udvalget, siger hun og fortsætter:

- Vi må i gang med at undersøge, om vi kan købe et antal parkeringspladser i midtbyen, der er forbeholdt Odense Kommune i dagtimerne, så vi kan friholde hjemmeplejen. Om det er to, tre eller ti pladser ved jeg ikke, for jeg kender ikke problemets omfang, men det må vi undersøge, siger hun.

Søren Windell medgiver, at det kan være svært at se, at det er en bil fra Ældre- og handicapforvaltningen, der holder et bestemt sted i byen, hvor en ansat er ude for at pleje en borger, og han mener, at man skal signalere det tydeligere over for p-vagterne.

- Jeg ved, at nogle handelsdrivende har en seddel i vinduet. Det kunne også være, at vi kunne gøre noget ganske simpelt. Vi skal ikke hen og opfinde alt muligt stort og tungt. Vi skal bare løse det.

Hvornår er det her løst?

- Det er farligt at give løfter, men det her tager vi fat i allerede i dag og prøver at snakke med By- og kulturudvalget, om vi ikke kan komme i dialog med særligt P Nord om det her problem, siger Søren Windell.

Læs også: Svend Lings glad for at få mulighed i Højesteret:
  • Jeg har ikke gjort noget forkert
Gå tilbage Del
4. apr. 2019 kl. 13:06

Svend Lings glad for at få mulighed i Højesteret:
  • Jeg har ikke gjort noget forkert

Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

I landsretten blev han idømt 60 dages fængsel, men nu får han mulighed for at få sin sag for landets højeste retsinstans.

De to pensionerede læger, den nu 84-årige Frits Schjøtt og den 77-årige Svend Lings, har fået tilladelse til, at sagen om medvirken til selvmord kan behandles ved Højesteret.

- Vi er glade for det, fordi vi mener, at der er flere principielle ting i det. Det er jo ikke bare det, at det er første gang, en læge i Danmark dømmes for medvirken til selvmord, det handler også om, hvor grænserne går for ytringsfriheden, siger Svend Lings og uddyber:

“Jeg håber da faktisk på en frifindelse, for jeg synes ikke, jeg har gjort noget forkert”

— Svend Lings

- Jeg har lagt en selvmordsvejledning ud på internettet. Den er offentligt tilgængelig og den er fuldt lovlig ifølge Justitsministeriet. Og når jeg har rådgivet folk, har jeg jo egentlig bare refereret til det indhold, der er i selvmordsvejledningen.

Svend Lings blev i januar idømt 60 dages betinget fængsel ved Østre Landsrets afdeling i Odense. Det gjorde han, efter han ankede dommen fra byretten i september, hvor han blev idømt 40 dages betinget fængsel ved Retten i Svendborg.

Den nu 84-årige pensionerede overlæge Frits Schjøtt blev i byretten idømt betinget fængsel i 14 dage. Det blev i landsretten hævet til 20 dage.

Her blev den 77-årige pensionerede læge fundet skyldig i medvirken til selvmord - også kendt som aktiv dødshjælp. Svend Lings var anklaget for at have instrueret i selvmord i tre konkrete sager. Han er i landsretten dømt for alle tre forhold.

- Hvornår har man medvirket til selvmord? Er det nok at fortælle folk, hvad man kan gøre? Eller skal man også være fysisk til stede? Det synes vi også er en gråzone, som vi gerne vil have afklaret, siger Svend Lings.

Håber på frifindelse

Den nu pensionerede læge håber, at Højesteret har et andet syn på sagen, og at de lægger vægt på nogle andre ting end Landsretten gjorde. Og dermed når frem til et ganske andet resultat.

- Jeg håber da faktisk på en frifindelse, for jeg synes ikke, jeg har gjort noget forkert. Jeg har bare benyttet mig af ytringsfriheden, siger Svend Lings.

23. dec. 2024 kl. 16:57
Tophistorie

Vanvittig biljagt: Narkohandler bragede gennem vejarbejde i høj fart

LYT
Del
Link
kopieret!

En biljagt på omtrent en halv time pressede betjente til det yderste i kørekundskaber, mens flere personer blev udsat for alvorlig fare natten til den 12. august i år.

Et anklageskrift fra Fyns Politi indeholder 19 punkter, hvor den 21-årige flugtbilist har tilsidesat færdselssikkerheden og i grov kådhed har sat andres liv og førlighed på spil.

Meget af biljagten blev optaget fra en drone. Videoen kan du se øverst i artiklen.

Desuden afslører anklageskriftet, at den 21-årige var påvirket af amfetamin, ketamin og THC, uden at have recept på de bevidsthedspåvirkende stoffer. Desuden lå han inde med et flere euforiserende stoffer og kontanter, så det formodes han har handlet med narkoen.

Farlig jagt

Mindst ti gange overtrådte narkohandleren sin ubetingede vigepligt, mens han to gange kørte modsat ensretningen i små gader i Rudkøbing.

To politibiler havde han efter sig i den farlige færd, og nær biljagtens afslutning forulykkede den ene politibil nær Ørstedsparkens legeplads, hvorved en betjent kom til skade.

Men flere måtte redde sig selv fra den farlige bilist i Rudkøbings gader. Eksempelvis beskriver anklageskriftet en episode, hvor den 21-årige kørte med 90 kilometer i timen frem mod arbejdere på vejen, mens han kørte mod færdselsretningen.

Her var han tæt på at påkøre en af arbejderne, men nåede at undvige i sidste øjeblik.

I et andet tilfælde måtte en bilist kaste sit køretøj ind på fortovet, for at undgå en kollision, da flugtbilisten igen kom kørende med høj fart mod færdselsretningen.

Slutteligt beskriver anklagerne, at manden udsatte en passager i sin egen bil for livsfare, da han tog passageren med ud i sine farefulde handlinger.

Dronevideo er bevis

Fyns Politi har den private dronefotografs optagelser med i bevis-mappen, bekræfter politiet.

Overfor TV 2 Fyn beskrev dronefotograf Lasse Rømhild, hvordan både flugtbilist og politibiler kørte forbi ham i byhuset i Rudkøbing natten til den 12. august.

- Jeg synes, det var voldsomt, fordi det foregik jo ned gennem alle de små gader og stræder, sagde han dagen efter biljagten.

Anklageskriftet afslører ikke om politiet vil kræve fængsel eller bødestraf. Anklageren vil dog have den 21-årige frataget sin førerret ubetinget, mens politiet vil konfiskere 8,24 gram kokain, 0,54 gram methamfetamin, 8,83 gram hash og 0,94 gram MDMA.

Også 4.650 kroner i kontanter kræves konfiskeret, da politiet mener de stammer fra handel med hash.

Sagen skal afgøres af en dommer og to domsmænd ved Retten i Svendborg i sommeren 2025.

23. dec. 2024 kl. 22:20
Tim Kyhn

Asylcenter sat i bero: Syriske Shiyar så sin far dø

LYT
Del
Link
kopieret!

Syriens diktator Bashar al-Assad er ude - og den omvæltning har sat alle asylsager på asylcentret Holmegaard på Langeland i bero.

Lige nu befinder cirka 100 syriske flygtninge sig på det fynske center. En af dem er 31-årige Shiyar Mohamad Hesso. Han flygtede til Europa i 2015 efter nogle voldsomme oplevelser i Syrien, hvor han blandt andet så sin egen far blive dræbt.

Men selvom den syriske præsident er blevet væltet, vil Shiyar ikke tilbage til Syrien. I stedet håber han på en fremtid i Danmark.

- De dårlige mennesker er væk, men nu kommer der nogle andre til magten, som jeg kan se er islamistiske og det bryder jeg mig ikke om, fortæller han.

23. dec. 2024 kl. 21:35

Politiet deler tips til at holde tyven væk i julen

LYT
Del
Link
kopieret!

Det er godt gammeldags træls, at komme hjem til en husstand, som er gennemrodet af indbrudstyve. Det ved Fyns Politi, som hvert år modtager anmeldelser om indbrud i julen.

Derfor deler politikredsen nu en række tips til at holde tyven på afstand - også selvom man ikke er hjemme.

Trickene er blevet delt i et opslag på Facebook, og lyder sådan:

Hold tyven væk

  • Sørg for, at det ser ud som om der er nogen hjemme i dit hus fx ved timerstyret indendørslys og sensorstyret udendørslys.

  • Luk og lås døre og vinduer. Sørg for at have ordentlige låse på skurer, garager, værksteder m.m.

  • Sørg for at hæk, hegn og buskads ikke kan være et skjul for en tyv.

  • Opbevar/gem smykker og kontanter mindre synlige steder.

  • Tal jævnligt med din nabo. Hold øje med hinandens ejendomme og hold dig orienteret om, hvad der sker i dit lokalområde.

  • Tilmeld dig nabohjælp

23. dec. 2024 kl. 20:38

DSB melder om god stemning og mange tog til tiden

LYT
Del
Link
kopieret!

Den 23. december er ifølge DSB selv forløbet rigtig godt, selvom det er en af årets helt store jule-rejsedage.

Togene er kørt til tiden - i hvert fald mange af dem. 85 procent af passagerer er kommet frem indenfor 3 minutter af planlagt ankomsttid.

DSB fortæller også at de rejsende har sørget for god stemning i togvognene hele dagen igennem.

23. dec. 2024 kl. 19:45
Erik Jepsen/NF/Ritzau Scanpix

Det koster 8,25 kroner i strøm at stege juleanden

LYT
Del
Link
kopieret!

Det kommer til at koste cirka 8,25 kroner i strøm at stege juleanden, viser en beregning fra energisektorens brancheorganisation, Green Power Denmark.

Sidst på eftermiddagen juleaftensdag ligger elpriserne på cirka 3,30 kroner for en kilowatt-time inklusive moms, afgifter og tariffer.

Hvis anden steger i cirka tre timer i en A-mærket ovn, der kræver cirka 2,5 kilowatt-timer, vil prisen lande på cirka 8,25 kroner.

- Det er nok det, jeg vil kalde en blød mellemvare rent elprismæssigt, siger energianalytiker Kristian Rune Poulsen til Ritzau.

Sidste år kostede det ifølge brancheorganisationens såkaldte andestegsindeks 7 kroner at stege juleanden.

Men i 2021 var prisen helt oppe på 13 kroner.

23. dec. 2024 kl. 18:48
Ida Alstrup

Over en million julelys pryder lige nu Odense ZOO

LYT
Del
Link
kopieret!

I morgen aften er det juleaften, der er længe, længe til.

Og hvis du kender nogen, som synes, der er lidt for længe til, så er det heldigvis ikke alle, der er gået på ferie endnu.

For Odense ZOO har fyldt haven op med mere end en million julelys, juleboder og selveste julemanden.

Og også i morgen holder de åbent, hvor børn som voksne kan hilse på Rudolf og hans venner, inden de skal ud med gaver til verdens børn om aftenen.

Haven holder åbent fra kl. 9-14.

23. dec. 2024 kl. 17:55
Daniel Glad

DSB klarer rejsedagen med pebernødder og julestemning

LYT
Del
Link
kopieret!

DSB har været godt forberedt på de rekordmange rejsende danskere denne jul.

Så godt, at personalet har kunne bruge deres tid på at sprede julestemning i togvognene.

- Folk taler mere med hinanden og med os. Det er skønt, siger perronmanager Irene Boesen fra DSB.

Hun fortæller, at DSB hidtil har kørt efter planen - og vil man stadig med toget i dag eller i morgen d. 24 december, så er der stadig billetter tilgængelige.

23. dec. 2024 kl. 15:58
Fyn

Krige, kriser og klassikere - hvad fylder i årets juleprædikener?

Flere af landets præster lægger lige nu sidste hånd på deres prædikener til, hvad der på mange måder kan beskrives som den største dag for folkekirken. Spørgsmålet er dog, hvad der bliver årets store temaer. TV 2 Fyn har fået en gruppe fynboer til at gætte på dette, og for dem var den helt store fællesnævner krige og kriser. Enkelte andre pegede på, at prædikerne ville holde sig til klassikere.

Flere af landets præster lægger lige nu sidste hånd på deres prædikener til, hvad der på mange måder kan beskrives som den største dag for folkekirken. Spørgsmålet er dog, hvad der bliver årets store temaer. TV 2 Fyn har fået en gruppe fynboer til at gætte på dette, og for dem var den helt store fællesnævner krige og kriser. Enkelte andre pegede på, at prædikerne ville holde sig til klassikere.

23. dec. 2024 kl. 15:15
Daniel Glad

Flere julegaver købes i genbrugsbutikker

LYT
Del
Link
kopieret!

Hos Røde Kors Odense oplever man, at flere fynboer køber deres julegaver i genbrugsbutikker.

Det glæder formand for Røde Kors Odense, Lone Hedemand.

- Vi kan tydeligt mærke, at der er en øget omsætning i november og december, så det er vi glade for, fortæller hun til TV 2 Fyn.

Og selvom det kan være alt muligt forskelligt, der sælges i juletiden, så fremhæver hun, at det især er julepakkekalendergaver, der købes hos dem.

Røde Kors omsatte i 2023 for omkring 300 millioner kroner. Omsætningen går blandt andet til katastrofehjælp og lokale aktiviteter.

23. dec. 2024 kl. 14:26
Arkivfoto

Millionbøde til Region Syddanmark efter data-sjusk

LYT
Del
Link
kopieret!

Retten i Kolding har 23. december 2024 idømt Region Syddanmark to bøder på hver 500.000 kr. for brud på GDPR-reglerne. Det er ifølge Ritzau den hidtil højeste straf til en offentlig institution for denne type forseelser.

Uvedkommende kunne få adgang til tusindvis af borgeres personfølsomme data. Retssagen drejede sig om to brud, som fandt sted på forskellige tidspunkter mellem 2011 og 2020.

Begge sager kalder regionen selv for menneskelige fejl.

- Jeg ærgrer mig over, at vi taber de to sager. Der eksisterer en lignende sag, hvor 20 gange så meget data har været eksponeret, som blev lukket med en kritik, siger Morten Lundgaard som er IT-direktør i Region Syddanmark.

Han mener der mangler en rød tråd, i forhold til hvordan denne type sager afgøres.

To sager

Den første sag omhandler en database med spørgeskemasvar, der blev brugt af Børne- og Ungdomspsykiatrien Odense. Der indgik ikke CPR-numre i databasen, men blandt andet navn og fødselsdato.

Region Syddanmarks undersøgelser viste efterfølgende, at sårbarheden kun er blevet anvendt af den borger, der anmeldte sårbarheden, skriver regionen i en pressemeddelelse.

Den anden sag omhandler en PowerPoint-præsentation udarbejdet af en af regionens læger til undervisningsformål. Præsentationen, der lå på regionens hjemmeside, indeholdt fortrolige og følsomme personoplysninger.

15 gange er præsentationen blevet åbnet på hjemmesiden. Det krævede angiveligt stor teknisk snilde at komme helt ind til de fleste af personnumrene i præsentationen.

- Vi tager dommen til efterretning, og vi har siden hændelserne iværksat mange initiativer, der skal medvirke til, at lignende datasikkerhedsbrud ikke sker igen, siger IT-direktøren.

Han understreger, at der i sagen ikke er sket et egentligt data-læk, hvilket vil sige at informationerne ikke er blevet misbrugt.

Regionen har ikke besluttet sig for, om de vil anke sagen til landsretten endnu.

23. dec. 2024 kl. 13:26

Novo-aktien gør comeback efter nedtur

LYT
Del
Link
kopieret!

Der er godt nyt til de Novo Nordisk-investorer, der holdt fast i aktien under fredagens voldsomme kursfald på 20,7 procent.

Aktien handles mandag morgen omkring kurs 648, hvilket er ti procent højere end fredag.

Dermed har Novo Nordisks børsværdi allerede indhentet omkring 200 af de 688 milliarder kroner, som forsvandt.

Fredagens kursfald blev udløst af forskningsresultater for Novos næste store håb inden for fedmebehandling, Cagrisema.

Et forsøg, hvor en række testpersoner modtog behandling med Cagrisema i 68 uger, viste et gennemsnit på 22,7 procents vægttab.

Markedet og Novo Nordisk selv havde håbet på mindst 25 procent, og investorerne reagerede på skuffelsen ved at sende kursen nedad.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her