Indbrud udviklede sig: Hund angrebet med vase
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Fire indbrud i Odense ser ud til, at de samme gerningsmænd har været på spil. Et sted var beboerne hjemme, da tyve på fem minutter stak af med blandt andet smykker og pc.
En eller flere indbrudstyve måtte barrikadere sig, da de på et tidspunkt lørdag aften blev overrasket af en hund, der var alene hjemme.
Gerningsmændene brød ind gennem et vindue i en villa på Hesteskoen i Sanderum, og havde tilsyneladende ikke kalkuleret med hunden, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Thomas Bentsen, til TV 2/Fyn:
- De kastede en vase efter hunden og barrikaderede sig bag en dør, hvor de skubbede en skænk hen foran døren.
Indbruddet blev begået mellem klokken 18.00 og 23.30. Det lykkedes tyven/tyvene at undgå den ophidsede hund og slippe væk med et smykkeskrin med blandt andet et led-sølvarmbånd og nogle guldringe.
Vidner efterlyses: Dør i etageejendom stukket i brand
Fyns Politi ønsker hjælp fra eventuelle vidner i forbindelse med en brand i Klostergade i Faaborg lørdag eftermiddag.
Her blev brandvæsnet tilkaldt klokken 16.22 til en etageejendom, hvor der var ild i døren ind til en lejlighed på første sal.
Den kvindelige beboer var ikke hjemme, og branden blev hurtigt slukket.
- Vi er interesseret i at høre fra vidner der kan have set nogen forlade ejendommen på det pågældende tidspunkt, siger vagtchef Thomas Bentsen, Fyns Politi, til TV 2/Fyn.
Et vidne har fortalt TV 2/Fyn, at man på gaden mente det var en indbrudstyv, som havde antændt ilden, men det hænger ikke sammen med politiets obervationer:
- Det lyder mærkeligt. Det er ikke den tese vi arbejder ud fra, siger Thomas Bentsen.
Han fortæller, at der er begået vold mod døren inden der blev sat ild til den. Men det ligner ikke forsøg på indbrud, siger han.
Politiets teknikere er lørdag eftermiddag i gang med at sikre spor på stedet.
Eventuelle vidner kan henvende sig til Fyns Politi på telefonnummer 114.
Lynvisit i Odense SV
Det er muligvis den eller de samme gerningsmænd, som lørdag slog til tre andre steder i både Odense SV og NV.
På Dyrupgårdvænget i Odense SV var der også en hund hjemme, da tyven/tyvene var på lynvisit mellem klokken 22.05 og 22.10.
Her var beboerne hjemme og registrerede at hunden blev urolig. Indbruddet skete gennem et værelsesvindue, og på de fem minutter forsvandt der en pc, indholdet i en tegnebog og nogle smykker.
Lidt efter klokken 22.00 blev et vindue på Paarupvej i Odense NV brudt op, og på Grevlingløkken, ligeledes i Odense NV, kom en eller flere indbrudstyve ind gennem et vindue på et tidspunkt mellem klokken 13.30 og klokken 22.10.
Fra de de to indbrud i Odense NV er rovet endnu ikke opgjort.
- Det kunne godt være de samme gerningsmænd. Især i Odense NV, hvor opbrudsmærker og fremgangsmåde peger på, at det kan være de samme, siger Thomas Bentsen.
Mens der blev arbejdet: Gnister antændte værksted
Gnister fra en vinkelsliber var fredag skyld i, at et værksted ved Sønder Højrupvejen nær Ringe blev ramt af en voldsom brand.
Ifølge vagtchef ved Fyns Politi, Lars Thede, arbejdede en mand på værkstedet med vinkelsliberen, men han er ikke opmærksom på gnisterne fra værktøjet.
Mens manden arbejder antænder gnisterne nogle træbjælker, men inden manden opdager ilden har den godt fat i bygningen.
Der skete ikke manden noget, men han vil ifølge Lars Thede blive sigtet for uforsigtighed.