Kaos i Bilka: Folk medbringer trailer
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Der er kaos i Bilka i Odense, hvor fynboerne fylder vognene med varer. Det er trods udmelding fra supermarkederne om, at der er varer nok.
- Kan du se, at folk er helt oppe at køre?
Lasse Hansen fra Hundstrup var taget en tur i Bilka i Odense for at handle, men det måtte han hurtigt droppe igen.
- Jeg er lige gået derinde fra. Jeg blev nødt til at smide mine ting, for folk stod i kø helt ned til køledisken, forklarer han.
Statsminister: ingen grund til at hamstre
Selvom Statsminister Mette Frederiksen (S) i pressemødet 20.30 onsdag fortalte, at der ikke var nogen grund til at hamstre og lave storindkøb i supermarkederner, er situationen en anden i Bilka. Parkeringspladsen er fyldt med biler og fynboerne står i kø for at få mælk.
Corona i overblik: Her er Regeringens tiltag
Uddannelser, skoler og dagstilbud lukkes, og alle offentlige ansatte uden kritiske funktioner sendes hjem.
Regeringen lægger op til de mest vidtgående politiske tiltag i nyere tid for at inddæmme smitten af coronavirus.
Det var beskeden fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde onsdag aften.
Der fremsættes torsdag forslag til hastelovgivning, der gør det muligt at gennemtvinge lukning af eksempelvis private institutioner, skoler, dagstilbud og at forbyde arrangementer hvor mange opholder sig tæt sammen.
Læs tiltagene her:
* Elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem.
* Skoler og dagstilbud lukkes fra mandag 16. marts og foreløbigt to uger.
* Alle indendørs kulturinstitutioner, biblioteker og fritidstilbud lukker.
* Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem. Hvis de ikke kan udføre deres arbejde hjemmefra, sendes vedkommende hjem med løn.
* Alle private arbejdsgivere opfordres til at sørge for, at flest muligt arbejder hjemmefra.
* Der fremsættes forslag om hastelov, der midlertidigt skal suspendere garantier for behandling og udredning i sundhedsvæsenet.
* Brugen af den kollektive trafik skal begrænses. Der indføres pladsbilletkrav hos DSB.
* Sygehuse og plejehjem opfordres til at indføre skærpede restriktioner i forhold til besøg.
* Udenrigsministeriet skærper sine rejsevejledninger. Der er nye vejledninger for Tyskland, Frankrig, Schweiz samt Tyrkiet, Thailand, Egypten og Vietnam.
* Regeringen undersøger mulighed for at indføre yderligere restriktioner ved indrejse i Danmark. Det gælder tvungen helbredsundersøgelse ved ankomst samt mulighed for tvungen karantæne.
/ritzau/
Sofia Andersen og Katrine Graversen, der er interviewer og studerende, er også på vej i Bilka.
- Der foregår lidt en situation i Danmark lige nu, så vi vil gerne være forberedt, siger Sofia Andersen og bliver bakket op af veninden:
- Ja, vi ville gerne have toiletpapir, siger Katrine Graversen.
Deres indkøb kom sig af at mangle noget til aftensmaden.
- Det er ikke kun pga. corona-virus-trussel. Vi skulle alligevel ud og handle, så kunne vi lige så godt handle lidt større, forklarer Sofia Andersen.
Panik blandt fynboerne
Lasse Hansen fra Hundstrup måtte droppe indkøbet i Bilka, og han mener også, at det nok skal gå.
- Vi har fryseren derhjemme fyldt med ting og lidt mel i kælderen, så det skal nok gå. Men det ville være rart med lidt ekstra, siger han.
Også Sofia Andersen og Katrine Graversen oplever stor panik blandt de handlende fynboer.
- Det er lidt overdrevet. Folk kommer med trailer, siger Sofia Andersen.
Undgå hamstring: Supermarkeder propfyldt onsdag aften
Noget tyder på, at fynboerne ikke følger statsministerens anbefaling om ikke at hamstre i supermarkeder.
- Lad være med at hamstre, lød det fra statsminister Mette Frederiksen på pressemødet fra Christiansborg onsdag aften.
Alligevel kunne en af TV 2/FYN's freelancemedarbejdere berette om et propfuldt Netto i Ørbæk onsdag klokken 21.30.
En normal onsdag vil der ikke være travlt i Netto i Ørbæk på det tidspunkt af dagen.
Også andre steder på Fyn er der travlt i butikkerne. Herunder ses Netto i Ringe, hvor parkeringsplasen er fyldt med biler.
Butikskæder maner til ro
Hvis ellers borgerne handler, som de plejer og ikke øger deres indkøb helt ekstraordinært, er der varer nok.
Det understreger en række butikskæder i en pressemeddelelse.
Statsminister Mette Frederiksen (S) opfordrede onsdag på et pressemøde til, at borgerne herhjemme ikke begynder at hamstre varer.
- Jeg kan være bekymret for, at danskerne begynder at hamstre.
- Vi har set det i andre situationer, som har været mindre voldsomme, end det vi ser nu. Vi har ikke viden om, at vi skulle stå i en krise og ikke kan få fødevarer, sagde Mette Frederiksen.
Billeder viser, at der flere steder ved aftenåbne supermarkeder allerede er lange køer for at få lov til at købe ind onsdag aften.
- Det går ret hæftigt for sig derinde. Det er lidt skræmmende, siger Katrine Graversen og kigger på sin veninde.
For dem begge blev det alvor, da Mette Frederiksen fortalte om tiltagene.
I går jo ind et sted nu, hvor der er nogen flere samlet, end regeringen tillader. Hvad tænker I om det?
- Det er jo ret ironisk, må de begge indrømme.
Lasse Hansen ryster lidt på hovedet over de mange panikslagne kunder.
- Er det ikke den sædvanlige panik? Det er nok bare sådan en reaktion, siger han og forklarer at han vil forsøge at handle det mest nødvendige ind et andet sted.