Kim Larsens kone og børn takker dybt for blomster i Odense
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Kim Larsens kone, Liselotte Kløvborg, kommer nu med et ærbødigt tak for al opmærksomheden. Også selvom Kim Larsen havde sagt 'stop nu'.
Fredag er dagen, hvor hele landet går mindeoptog for Kim Larsen i flere forskellige byer. Ved Kim Larsens opgang har flere fynboer og andre tilrejsende også udvist den sidste tak ved at lægge blomster, cigaretter og øl.
Og nu siger Kim Larsens kone, Liselotte Kløvborg og alle seks børn tak.
- Intet kan hjælpe med at hele den altoverskyggende store sorg, der har ramt os, men alle de smukke ord og hilsner, alle de smukke blomster, arrangementerne til ære for Kim rundt i landet og ikke mindst den dybe respekt og den smukke stilhed, der er blevet udvist os foran Kims og mit og drengenes hjem, har varmet os alle og har været meget, meget smukt at opleve, skriver Liselotte Kløvborg på vegne af hende og børnene i et facebookopslag.
- Man giver ikke en mand blomster
Hele landet har været på den anden ende, siden det blev kendt i søndags, at Danmarks nationalskjald var gået bort. Se blot på det meget store blomsterhav, der er stadigt voksende ude foran Kim Larsens lejlighed.
Men opmærksomheden har delt vandene blandt folket. På fredagens odenseanske mindeoptogs facebookside, kan man se, hvordan flere borgere spørger, om det overhovedet er i Kim Larsens ånd at lave alt det her postyr.
Men det er Liselotte Kløvborg og Larsen børnene altså taknemmelige for, selvom de ikke er i tvivl om, hvad manden selv havde sagt;
- Også selvom Kim selv ville have råbt “stop nu” for længst, og så tilføjet: “Man giver ikke en mand blomster”, skriver Liselotte Kløvborg.
Se hele opslaget her