Klimaneutral i 2030: Bilerne i Odense skal køre på el
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Odense Kommune har sat et ambitiøst mål om at være klimaneutrale i 2030. For at nå det mål vil den særligt fokusere på at få flere elbiler i Odense.
Om blot ti år vil Odense være klimaneutral.
Det har partierne i byrådet forpligtet hinanden til med en ny aftale, som de præsenterede på et pressemøde torsdag.
- Jeg taler på vegne af hele byrådet, når jeg siger, at vi er stolte af, at vi nu kan præsentere denne klimaaftale. Aftalen handler i høj grad om de unge og deres fremtid, siger Odense borgmester Peter Rahbæk Juel (S) på dagens pressmøde.
Fynsværket skal stoppe med at fyre kul af i 2022
Tre år tidligere end ventet skal Fynsværket i Odense stoppe med afbrænding af kul. Varmeregningen kommer til at stige for private kunder i varmeselskabet.
Fynsværket skal stoppe med at fyre med kul i 2022 - tre år tidligere end ventet. Det blev offentliggjort på et pressemøde tirsdag klokken 11 på Fynsværket, der ejes af Fjernvarme Fyn.
Oprindeligt var det planen, at kullene først skulle udfases i 2030, og siden er det blevet til 2025, men nu fremskynder man endnu en gang udfasningen.
På den måde kan Danmark begrænse CO2-udledningen med 375.000 ton årligt. Derved sænkes den danske udledning med knap én procent.
- Vi har en ambition om at gøre Odense CO2-neutral, og når vi nu skovler kullene væk, sparer vi klimaet for hundredtusindvis ton CO2. Det er et væsentligt skridt lokalt og kan tydeligt aflæses i det nationale CO2-regnskab. Det viser, at Odense vil gå forrest i kampen for et bedre klima, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), i en pressemeddelelse.
Også klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) er glad for beslutningen.
- Det viser et enormt visionært engagement i den grønne omstilling. Kul er noget af det værste for klimaet, så det er beslutninger som denne, der gør en forskel. Regeringen har løbende været i tæt dialog med Odense Kommune om beslutningen og bakker fuldt ud op om resultatet af det store arbejde, siger Dan Jørgensen, der dog via sit ministerium ikke har nogen penge med til projektet.
For private kunder vil omstillingen betyde en forventet maksimal prisstigning på 25 kroner om måneden for en gennemsnitlig husstand.
Salg af Fjernvarme Fyn på vej
Fjernvarme Fyn er Danmarks tredjestørste fjernvarmeselskab. Varmeselskabet er primært ejet af Odense Kommune, der ejer 97 procent. Nordfyns Kommune ejer de sidste 3 procent. Politikerne er i gang med at undersøge mulighederne for at sælge den fynske fjernvarmevirksomhed.
Det er i dag under en tredjedel af varmen til Fjernvarme Fyns kunder, som kommer fra fossile brændsler som kul, olie og naturgas.
Langt størstedelen af varmeproduktionen er i stedet baseret på miljøvenlige brændsler som halm, affald og træflis.
Fjernvarme Fyns plan fremrykker udfasning af kul fra 2025 til sommeren 2022, og det betyder, at klimaet spares for i alt cirka 900.000 ton CO2, som ellers ville være udledt de tre år. Den årlige reduktion svarer til, at 200.000 benzin- og dieselbiler i den danske bilpark blev udskiftet med elbiler.
Udfasningen af kul i 2022 sker med en investering på omtrent 875 millioner kroner ud af en samlet investering på knap to milliarder kroner. Staten har dog ikke støttet projektet med penge.
Fakta om Fynsværket
- Fynsværket blev bygget i 1953.
- I 2015 blev værket overtaget af Fjernvarme Fyn, og hovedopgaven er i dag varmeproduktion med el som biprodukt.
- Fynsværket dækker langt størstedelen af varmebehovet til Fjernvarme Fyns kunder.
- Varmen produceres på tre store anlæg, hvor der afbrændes affald, halm og kul.
- Fynsværket afbrænder cirka 280.000 ton affald om året, hvilket dækker cirka 31.300 husstandes årlige varmeforbrug.
- Fynsværkets halmfyrede anlæg afbrænder årligt mere end 200.000 ton halm. Det svarer til mere end 400.000 halmballer og dækker cirka 36.000 husstandes årlige varmeforbrug. Cirka 70 lastbiler læsser dagligt halm af (undtagen søndag).
- Cirka 38.000 husstande forsynes årligt med varme fra Fynsværkets kulfyrede anlæg.
Kilde: Fynsværket
Vil udfase fossilt brændstof
Forud for aftalen undersøgte kommunen, på hvilke områder der udledes mest CO2, og her kunne det konkluderes, at det særligt er på transportområdet og privatpersoner, der udleder mest CO2.
Et af kommunens mål er derfor, at 60 procent af bilerne i Odense er elbiler i 2030.
- Punkterne i aftalen er meget ambitiøse. Vi har eksempelvis en ambition om, at 60 procent af bilerne i Odense er elbiler i 2030 sammenlignet med Energistyrelsens ambition på 30 procent. Kommer vi med de rette incitamenter, der gør det svært at køre benzindrevne biler i byen, så skal vi nok nå i mål, siger Pee Locher (Å), der er formand for Verdensmål Udvalget i Odense.
Kulstop i 2022:
- Alle fynske tomater bliver grønne
Om 26 måneder fyrer Fynsværket ikke længere med kul, og de fynske gartnerier producerer bæredygtigt.
- Der er ikke mange erhverv der har en stabilitet på så vigtig en omkostning i så mange år, som den her aftale giver gartnerierne.
Sådan siger Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S) i forbindelse med tirsdagens pressemøde. Her blev Fynsværket blev præsenteret som et kommende grønt fjernvarmeværk.
Ud over at skære hele Danmarks CO2-udslip ned med knap én procent, vil den varme, som sendes ud til borgere og erhverv fra Fynsværket, være så grøn, som det er muligt i 2022.
Den grønne varme betyder, at de fynske gartnerier, som beskæftiger i omegnen af 5.000 medarbejdere, om 26 måneder kan sætte et grønt stempel på deres produktion. Et stempel de således er garanteret i ti år.
Det kommer til at koste gartnerierne en moderat stigning i varmeregningen, men den omkostning accepterede gartnerierne så sent som mandag aften, hvor en aftale med Fjernvarme Fyn, som ejer kraftvarmeværket i Skibhusene ved Odense Kanal, blev underskrevet.
- De har skrevet under på en aftale, fordi de synes den er god, siger Peter Rahbæk Juel.
- De får også muligheden for at sige, at de fra 2022 er de ude af kullene. Det vil sige, at alle fynske tomater, blomster og andre planter, der bliver solgt i hele verden, der kan de sætte et grønt stempel på, og sige at det er på bæredygtig produktion. Det har ikke været muligt, fordi kul har fyldt så meget i produktionen.
- Så det er en god aftale for erhvervene, og så gælder den i ti år, siger borgmesteren.
Hvor svært har det været at få den landet og få en aftale med gartnerierne?
- Vi har givet os god tid, fordi det har været ret vigtigt for os som by, at når vi laver en grøn omstilling, og vi arbejder med fjernvarme, som vi ved betyder alt for mange gartneriers produktion, så skal vi gøre det i et bredt partnerskab, siger borgmesteren og fortsætter:
- Derfor har vi givet os tid til at få lavet en god aftale med gartnerierne. Den faldt på plads i aftes, det var den sidste brik, så vi kan sige kulstop allerede i 2022, siger Peter Rahbæk Juel.
Rimelig pris for grøn omstilling
Den grønne varme koster ikke kun gartnerierne ekstra. Også borgerne kan se frem til, at skulle finansiere omstillingen fra kul til grøn varme.
For private kunder vil omstillingen nemlig betyde en forventet maksimal prisstigning på 25 kroner om måneden for en gennemsnitlig husstand.
- Jeg tror mange synes, at det er en rimelig pris i forhold til, at skulle lave en så stor grøn omstilling og fjerne så meget CO2-udledning, og give vore gartnerierhverv og 5.000 arbejdspladser så stærkt et rygstød, siger Peter Rahbæk Juel.
Ministeren: Verden kigger med
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) var mere end begejstret for Odenses initiativ. Han havde ikke en pose penge med til Odense fra staten, men kaldte indtil flere gange projektet for "fantastisk".
- Det her har vist sig at kunne klares uden støtte fra staten, på en måde, så priserne stadigvæk er lave. Det er jo helt fantastisk.
Men hvorfor har du ikke penge med til at støtte projektet?
- Det er jo et så fantastisk projekt, at man, uden at skulle ind over alle mulige EU-statsstøtte-regler, uden at skulle forsinke processerne, uden måske at skulle finde dyre løsninger, fordi det lige var dem der kunne få støtte i henhold til EU's regler, har fundet de løsninger der skal til.
- Så når man kan lave et projekt, som det her, der hviler i sig selv, som sikrer ordentlige fornuftige priser, som faktisk sikrer nogle af de stadig billigste priser i Danmark, så er det helt fantastisk, sagde ministeren, og tilføjede:
- Nu må man bare sige, Odense har taget handsken. De er gået forrest og har selv fundet løsninger, hvor de kan klare det uden støtte.
- Det er jo sådan set rigtig godt for skatteborgerne, og først og fremmest rigtig godt for klimaet, for de fantasifulde, kreative, dygtige løsninger man har fundet, de gør altså Odense og Fynsværket til et eksempel man vil kigge på, ikke bare i resten af Danmark, men også ude i verden.
Da planen om at udfase kul på Fynsværket så dagens lys i 2018 var målet en udfasning senest i 2030, siden blev det til 2025, men nu står der altså 2022.
På den måde kan Danmark allerede om godt to år begrænse CO2-udledningen med 375.000 ton årligt - eller sænke udledningen med knap én procent.
- Vi skal være aktive i at sikre, at der er en ordentlig elinfrastruktur, å Odense bliver en by for elbiler og ikke en by for biler der kører på fossile brændstoffer, supllerer borgmester Peter Rahbæk Juel.
Borgerne står for at ændre adfærd
Den nyligt indgåede aftale vækker glæde hos formændene for alle partierne, der også samtidig anerkender, at det er en ambitiøs målsætning, der kun kan nås gennem samarbejde.
- Jeg ser faktisk, at vi sagtens kan lykkedes med vores målsætning. Det er ambitiøst, men vi skal også være ambitiøse, for vi står på en brændende platform, siger Christoffer Lilleholt (V) umiddelbart efter pressemødet.
På linje med Aarhus og København: Odense vil være CO2-neutral
Flere partier i Odense Byråd har ambitioner om, at gøre kommunen 100 procent CO2-neutral inden 2030 ved blandt andet at udfase kul og gøre grøn transport mere attraktivt.
I 2030 skal Odense være CO2-neutral.
Sådan lyder ambitionerne fra Odense byråd, der for bare en uge siden tog hul på forhandlingerne om en bindende klimaaftale for Odense.
Det er et mål, som klimatænketanken Concito bakker fuldt op om.
- Det er et ambitiøst mål. Det er vigtigt at byer og kommuner i Danmark går forrest, og med det her mål, kommer Odense på linje med andre af de store byer i Danmark, siger klimaanalytiker Tobias Sørensen fra tænketanken.
Endnu har byrådet ikke vedtaget en målsætning, men partierne forhandler om, hvordan man kan realisere målet om at gøre Odense CO2-neutral inden 2030 og dermed overgå den klimalov, som blev vedtaget i december 2019. Og noget af det, der skal til er mindre kul og færre osende biler i bybilledet.
Opdatering
- Vi kommer til at stille krav. Det er svært at være ambitiøs uden at stille krav, siger Odense Kommunes borgmester, Peter Rahbæk Juel (S) til TV 2/Fyn.
Også andre storbyer som København og Aarhus har tilkendegivet, at man vil være CO2-neutrale. Allerede i 2025 forventer København at være CO2-neutral.
Klimaanalytiker ved Concito Tobias Sørensen kommenterer på Odenses klimamål.
Fynsværket skal reducere
Odense udledte i 2017 samlet 4,2 tons CO2 per indbygger, hvilket næsten svarer til halvdelen af landsgennemsnittet. Det tal skal dog endnu længere ned, og noget af det, der kommer til at stå for skud, er fynsværket.
- Det er jo et nationalt mål at få kul ud af energisystemet i 2030 og gerne før, og det skal kommunerne selvfølgeligt støtte op omkring, siger Tobias Sørensen fra Concito.
Fynsværket
Fynsværket ligger i skibhusene udenfor Odense, og dækker ifølge deres hjemmeside 97 procent af fjernvarmebehovet i Odense, svarende til cirka 100.000 boligenheder.
Fynsværket består af tre anlæg, der bruger halm, affald og kul. Tilsammen producerer anlæggene i alt 624 MJ/s fjernvarme og 433 MW el.
Størstedelen af varmen kommer dog fra kulfyret fra 1991, der leverer 570 MJ/s varme og 407 MW el. Resten af varmen og strømmen kommer fra de øvrige anlæg.
Kilde: Fjernvarme Fyn
- Jeg har fået byrådets opbakning til, at vi udfaser kullene senest i 2025, og jeg tror faktisk, at vi vil gøre det før 2025, siger Odense Kommunes borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).
Ifølge Fjernvarme Fyns hjemmeside, er de også godt på vej. De skriver, at de, over de seneste ti år, har reduceret fra 900.000 tons kul årligt til 200.000 tons, og at de nu blander kullen med såkaldte olivenpiller, der er et restprodukt fra olivenolieproduktionen.
Kan gå ud over erhverv
Problemet med udfasningen af kul kan dog være, at det går ud over de fynske gartnerier. Gartnerierne bruger meget af den billige varme, kullet er med til at levere, og man frygter, at varmeregningerne stiger, hvis energien bliver lagt om. Det må man dog tage, som det kommer, forklarer klimaanalytiker Tobias Sørensen.
- Der vil være nogle brancher, som vil få det hårdt, og det må man så tage branche til branche, hvordan vi kan sikre, at de kan konkurrere, hvis de stadig skal kunne konkurrere, siger klimaanalytikeren.
I Odense Kommune er man også klar over de konsekvenser, beslutningen om at reducere brugen af kul kan få for erhvervet.
- Vi sidder lige nu og er i tæt snak med gartnerierhvervet, om hvordan man kan lave en fornuftig grøn udfasning af kul, det betyder jo også at gartnerierhvervet fremover vil kunne markedsføre sig på at være ekstremt grønne på de produkter, de sælger, forklarer Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).
Der skal være en gulerod
- Når vi så får fjernet kullet, som vi selvfølgeligt ikke skal have, så skal vi jo have endnu mere grønt og endnu støre ambitioner, og det tror jeg virkeligt på at transporten er et stort sted, og det er også et sted, hvor vi udleder rigtigt meget i Odense, siger Christoffer Lilleholt, der er byrådsmedlem fra Venstre.
En af måderne man kan få reduceret transporten på, er ved at begrænse antallet af osende biler, ifølge Odense Kommune.
- Bilerne skal ikke nødvendigvis ud af byen, for det er ikke nødvendigvis bilen i sig selv, der er problemet. Det er jo drivkraften i bilen, forklarer borgmester Peter Rahbæk Juel.
Derfor skal man gøre det mere attraktivt for odenseanerne at vælge et grønnere alternativ til benzin- eller dielselbilen, hvis det står til Odense byråd. Det skal dog gøres med omtanke, forklarer Christoffer Lilleholt.
- Vi skal gøre det med en gulerod. Vi skal sikre, at folk vælger elbilen fordi de har lyst og fordi de kan og gerne vil, ikke fordi de bliver presset til det af afgifter og forbud, siger Christoffer Lilleholt(V).
- Det er vigtigt at arbejde for at gøre Odense CO2 neutral, fordi vi kan se, at vi er rigtigt godt med. Vi er en af de byer i danmark, der udleder mindst CO2, det gør at vi har en mulighed for at være med helt fremme for at løse nogle af verdens store problemer, som blandt andet CO2-udledning, afslutter borgmesteren.
- Det er en meget stor ambition, og vi har også en ærlig erkendelse af, at det ikke er en opgave, vi som kommune kan klare alene, siger Peter Rahbæk Juel og tilføjer:
- Vi kan vedtage nok så mange ting i kommunen, men adfærdsforandringen ligger et andet sted.
Ulovligt fyrværkeri sælges i stor stil på Facebook - blev tilbudt 20 livsfarlige bomber på en time
kopieret!
Ulovligt fyrværkeri florerer i stor stil i en åben salgsgruppe på Facebook. Det kan TV 2 Fyn dokumentere efter en gennemgang af gruppen "Kanonslag", som har næsten 10.000 medlemmer.
Her reklameres der for alt fra mindre kanonslag, overskudslagre af lovligt fyrværkeri til hjemmelavet krudt. Men der annonceres også for de farlige krysantemumbomber, som endte med at koste en 24-årig mand livet kort efter midnat nytårsnat.
TV 2 Fyn besluttede sig derfor for at undersøge, hvor nemt en købsaftale med en sælger kan komme i stand.
På under en time blev vi tilbudt i alt 20 krysantemumbomber fra én sælger. Fyrværkeriet kunne afhentes allerede samme eftermiddag i Esbjerg.
Sådan gjorde vi
På TV 2 Fyn satte vi os for at undersøge markedet for ulovligt fyrværkeri for at afdække, hvor nemt og tilgængeligt det er at fremskaffe.
Under falsk navn på Facebook kontaktede vi flere sælgere på Messenger. Sælgere som er aktive i gruppen ”Kanonslag”, hvor de har lavet salgsopslag.
TV 2 Fyn har ikke på noget tidspunkt haft til hensigt at købe ulovligt fyrværkeri, og redaktionen har tilkendegivet os og vores formål over for sælgerne, så snart vi er blevet tilbudt det ulovlige fyrværkeri.
TV 2 Fyn har tilbudt sælgerne at svare på spørgsmål om det ulovlige fyrværkeri. Det har de enten ikke ønsket eller ikke svaret på.
Fire minutter
En anden person reklamerede i Facebook-gruppen, at han havde såkaldte FP3-kanonslag til salg i Odense. En type fyrværkeri, som er ulovligt i Danmark, men i stor stil bestilles hjem fra hjemmesider i blandt andet Polen.
Mange af disse postordrer fanges i tolden, men nogle slipper igennem, ligesom andre af disse stykker pyroteknik afhentes af sælgerne selv i udlandet og smugles over grænsen.
Fra en falsk Facebook-profil kontaktede TV 2 Fyn sælgeren, som efter få sekunder svarede, at han kun havde fire af kanonslagene tilbage. Han var villig til at sælge dem for 50 kroner.
For at være sikker på, at det ikke var det pure opspind, bad redaktionen sælgeren sende et billede af kanonslagene. Billedet kom prompte, og efter blot fire minutter var sælgeren klar til at lave en handel.
Efter at TV 2 Fyn fortalte sælgeren, at vi ikke havde i sinde at købe hans produkter, men høre ham, hvorfor han sælger ulovligt krudt, ophørte kontakten.
Mængderabat
Den krysantemumbombe, som nytårsnat slog en 24-årig mand ihjel i Odense, blev af Fyns Politi omtalt som en “meget stor bombe”. Politiet har efterfølgende sigtet tre mænd for uagtsomt manddrab.
Og netop krysantemombomber er der også til salg flere steder i Facebook-gruppen. Onsdag middag reklameres der for fyrværkeri af denne type i både København og Esbjerg. Bomberne bliver i opslagene omtalt som “kugler”.
En sælger reklamerede eksempelvis med fem-tommer-kugler til 4.000 kroner for ti styk - eller 400 kroner per potentielt dødbringende eller invaliderende stykke sprængstof.
Ifølge Peter Hald, der er kemiker og sikkerhedsleder ved institut for kemi på Aarhus universitet, er ingen former for krysantemumbomber ufarligt.
- Krysantemumbomber laves i alle størrelser. Deres størrelse opgives ofte som deres diameter i tommer, og typiske størrelser går fra to til ti tommer. Jo større de er, jo kraftigere er effekten også. Der er ikke noget fyrværkeri, som er ufarligt, når man bruger det forkert.
“Har du stadig kugler til salg,” spurgte TV 2 Fyn sælgeren i Esbjerg i en besked på Messenger.
39 minutter efter svarede manden, og få minutter efter tilbød han ti fire-tommer krysantemumbomber for 2.500 kroner, og så ville der medfølge en gratis kasse kanonslag.
Yderligere ti 2,5-tommer bomber kunne vi få for 700 kroner, men allerede inden TV 2 Fyn får svaret, begyndte sælgeren selv at prutte prisen ned. Ti af de store bomber skulle nu kun koste 2.200 kroner og afhentes samme eftermiddag i Esbjerg.
Igen ophørte kontakten efter at TV 2 Fyn meddelte sælger, at vi ikke havde i sinde at købe hans varer. Han er ikke vendt tilbage på vores ønske om at stille spørgsmål.
Stor interesse
I København viste en tredje sælger på Facebook en papkasse indeholdende fem krysantemumbomber.
Opslaget var oprettet under et døgn, efter den 24-årige mistede livet. Opslaget havde fået 71 kommentarer, hvoraf hovedparten viste interesse for at købe.
Denne sælger har TV 2 Fyn ikke kontaktet, men opslaget viser alligevel tydeligt, hvor nemt det er at komme i kontakt med sælgerne af de farlige sprængstoffer. Fælles for alle salgsannoncerne er, at ingen af dem kræver medlemskab af gruppen for at kunne se dem og kontakte sælgerne.
Det lader dog ikke til, at myndighederne bare lader stå til. 10. december blev der eksempelvis beslaglagt 10.000 kanonslag og 5-600 krysantemumbomber under en ransagning i Måløv.
I hele 2023 tilbageholdt Toldstyrelsen 2,2 ton ulovligt fyrværkeri, som var på vej ind over grænsen. I de første tre kvartaler af 2024 blev der beslaglagt yderligere et halvt ton.
Nye fotovogne forvirrer - går efter bestemte trafikanter
kopieret!
Sund & Bælt har fået nye fotovogne, som registrerer kilometerbaseret vejafgift på lastbiler.
Fotovognene er taget i brug, efter at en ny afgift er trådt i kraft. Den skal bidrage til den grønne omstilling af den danske vejtransport.
Men de nye vogne skaber lidt forvirring blandt bilister. Blandt andet var der i en lokal facebookgruppe undren, da en af vognene holdt ved Svendborgmotorvejen omkring Kværndrup.
Men det er altså ikke vogne, som bilister skal frygte, fortæller Jens Villemoes, der er pressechef i Sund & Bælt:
- De kan godt forveksles med fotovogne, men de er kun rettet mod lastbiler over 12 ton. Bilerne indgår i kontrollen af vejafgifter for lastbiler, der blev indført 1. januar.
Advarer om "meget glatte veje"
kopieret!
Bilister på Fyn bør være opmærksomme på glatte vejbaner.
Ifølge TV 2 Vejret er temperaturerne i vejbanerne nemlig under frysepunktet, hvilket kombinereret med den megen regn, som er faldet på det seneste, ikke er den bedste kombination.
- Det kan føre til meget glatte veje, skriver TV 2 Vejret.
Det kan være svært at se det glatte føre, når vandet på vejbanerne er frosset til. Der er især tale om vejbaner på det vestlige Fyn.
Vagtchef hos Fyns Politi Steen Nyland siger til TV 2 Fyn, at bilister bør køre efter forholdene.
OB mister stortalent - forhandler med flere udenlandske klubber
kopieret!
Et af de helt store stjerneskud er på vej ud af Ådalen. Tobias Slotsager var af mange spået som fremtidens forsvarskrumtap, hvis ikke han skulle indbringe øens hold en rekordsum.
Nu ligner det, at han forlader klubben for beskedne en million euro - svarende til små 7,5 millioner kroner, skriver bold.dk.
Det er ifølge TV 2 Fyns oplysninger sandsynligt, at en aftale falder på plads i januar. Hvis ikke et salg lykkes, kan Slotsager forlade klubben transferfrit til sommer.
Ifølge TV 2 Fyns oplysninger forhandler Tobias Slotsager med flere udenlandske klubber i disse uger. Blandt andet er et skifte til en engelsk klub i spil. Der er desuden stor interesse for Slotsager fra klubber fra Holland, Belgien, Portugal og Spanien.
Ledelse siger ja
Ifølge bold.dk’s oplysninger har OB-ledelsen afstemt, at man vil vende tommelfingeren opad til et bud på minimum 7,5 millioner kroner.
Et beløb, der frister flere udenlandske bejlere, og som altså er langt fra den rekordsum, der blev talt om, at Slotsager kunne indbringe.
Både tidligere sportsdirektør Björn Wesström og nuværende sportsdirektør Troels Bech har flere gange givet udtryk for, at en kontraktforlængelse var et ønske, men det til trods er det altså ikke lykkes parterne at blive enige om en aftale.
I sommer afviste OB kategorisk et bud på 15 millioner kroner fra østrigske Sturm Graz.
Slotsager var i september inkluderet som en ud af fire danskere på den eksklusive Golden Boy-liste.
Fjernvarme Fyn lukker for varmen
kopieret!
Hvis du er bosat eller opholder dig i Odense SV, kan det være en god ide at finde tophuen frem. Fjernvarme Fyn lukker nemlig for varmen fra klokken 07.30 til klokken cirka 13 torsdag.
Det oplyser selskabet på dets hjemmeside.
Konkret drejer det sig om Brogårdsvej, Engblommevej, Engsnarren, Engsvinget og Lindholmvej, der vil opleve varmeafbrydelsen.
Årsagen skal findes i, at Fjernvarme Fyn vedligeholder og forbedrer fjernvarmerørene i området.
Læger vil skyde prisen på cigaretter i vejret
kopieret!
En pakke cigaretter skal koste mindst 120 kroner, og prisen på nikotinposer og lignende produkter skal tilsvarende følge trop.
Bag forslaget er Lægeforeningen, der torsdag offentliggør i alt ti forslag, der skal styrke indsatsen for at fjerne tobak og nikotin - især fra børn og unges hverdag.
Prisforhøjelsen er vigtig, siger formand for foreningen Camilla Rathcke, fordi erfaringen fra andre lande viser, at en høj pris er det mest effektive middel til at undgå, at børn og unge begynder at ryge.
- Prisen er meget afgørende, hvis man vil afholde folk fra at begynde på en dårlig vane. Samtidig påvirker prisstigninger dem, der er i gang, til at stoppe. siger hun.
Glatte veje truer - inden dagen kan byde på sol
kopieret!
Torsdag morgen er der risiko for glatføre i forbindelse med frysende våde vejbaner eller en enkelt snebyge.
Ellers byder dagen på lidt eller nogen sol, og kun stedvis vil der falde en byge. Bygerne vil mest være med regn eller slud, men enkelte snebyger kan heller ikke udelukkes.
Temperaturen når op mellem en og fem graders varme med en svag til jævn sydvestlig eller skiftende vind.
Kontroversiel konkursrytter får frataget millionstøtte til lokalmedie
kopieret!
I december oplyste Medienævnet, at lokalmediet Ærø Dagblad stod til at få mediestøtte for 1,4 millioner kroner. Nu ser det dog ud til, at det lille lokale medie, der drives af Carsten Lehrskov-Schmidt, ikke får en krone.
Det skriver fagbladet Journalisten onsdag.
Fagbladet har ikke haft mulighed for at få svar fra Medienævnet på, hvad årsagen er, men ifølge Journalisten kan det muligvis hænge sammen med Carsten Lehrskov-Schmidt fortid.
Flere konkurser bag sig
Han har nemlig to tvangsopløste virksomheder, ni konkurser og fem igangværende konkurssager i bagagen, skriver mediet.
Carsten Lehrskov-Schmidt forklarer selv til Journalisten, at “han er blevet bedt stille en bankgaranti for den krævede delvise egenfinansiering af projektet.”
Det er ikke lykkedes på grund at juleferie og nytår, og det skulle være årsagen til, at støtten er trukket tilbage, fortæller han videre.
På Ærø Dagblad lyder det dog i en artikel onsdag, at mediet helt har droppet tilskuddet på 1,4 millioner kroner, da “kravene fra Slots- og Kulturstyrelsen blev for omfattende.”
Indtil februar sidste år var han også involveret i nichemediet Byens Ejendom. Men her måtte han efter flere år på pumperne også dreje nøglen om.
I Børsen fortalte Carsten Lehrskov Schmidt tidligere samarbejdspartner - det forhenværende radikale folketingsmedlem Kim Sejr - at han efter kort tid havde trukket sig fra deres fælles projekt Konferenceselskabet, som var en udløber af Byens Ejendom, på grund af samarbejdsproblemer.
Odense Håndbold buldrer videre
kopieret!
Odense Håndbold er stadig ubesejret i Kvindeligaen i indeværende sæson. 12 ud af 12 kampe i grundspillet er nu vundet. Men den perfekte statistik kom under pres onsdag på Frederiksberg.
København Håndbold var længe fuldstændig med i opgøret mod førerholdet, men knap midtvejs i anden halvleg slog fynboerne et lille hul og kørte en sejr på 29-26 i hus.
Det betyder, at Odense topper tabellen med 24 point, Esbjerg følger efter med 22 point og Ikast med 20 point. København er nummer fire med 18 point.
EM-åbenbaringen Helena Elver var nok en gang omdrejningspunktet i Odenses angreb. Hun scorede selv fem gange på fem forsøg og assisterede ved yderligere otte scoringer.
Hærværk på efterskole skaber utryghed - bi-familie sprængt i luften
kopieret!
Da eleverne på Langelands Efterskole vendte tilbage fra juleferie, var det til et ærgerligt syn.
Deres fælles have var blevet udsat for hærværk. Et af bistaderne var sprængt i stumper og stykker. Til stor ærgrelse for både elever og forstander.
- Der er jo mange ærgerlige ting i det, dels at der er en stor bifamilie, som er gået tabt, og at vi skal ud og investere i et nyt, men det er også ærgrelsen over, at det fine, der sker, når man laver noget sammen, det er der i hvert fald nogle enkelte, som ikke forstår, siger forstander Michael Thagaard.
Bistaderne er en del af efterskolens fælleshave, hvor frivillige foreninger og andre indbydes til at dele deres interesser med skolens elever.
Et manglende håndtryk gør Mohamad nervøs for sin fremtid i Danmark
kopieret!
En video fra Mohamad Jaafars hjemland har vakt international opsigt.
Personligt gør den ham endnu mere nervøs for sin egen fremtid.
- Det giver bare så mange tanker i mit hoved. Det er ikke et land, der sikkert at komme tilbage til nu, siger Mohamad Jafar.
Videoen er fra den franske og den tyske udenrigsministers besøg Syrien i fredags.
I klippet ses det, hvordan den nye syriske leder Ahmed Al-Sharaa undgår at give hånd til den kvindelige udenrigsminister fra Tyskland.
Er video en advarsel?
Mohamad Jaafar kom til Danmark i 2015. Han bor i Ullerslev og er i gang med en pædagoguddannelse.
Han er her på en midlertidig opholdstilladelse, som udløber om få måneder.
- Jeg har ingen lyst til at komme tilbage. Selvfølgelig vil jeg gerne se mine forældre, som jeg har savnet og ikke set i over 10 år. Men at rejse tilbage og blive dernede, der kunne jeg aldrig nogensinde forestille mig.
Men hans skæbne er uvis.
Derfor følger han nøje med i udviklingen i Syrien, hvor den nye ledelse har haft magten i nu en måned, efter Assad-styret faldt.
Antal syrere på Fyn og øerne
Ifølge tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet er Mohamad Jaafar en af 3710 voksne indvandrere fra Syrien, som bor i de fynske kommuner.
Tallet dækker personer født i Syrien, som var bosat i de fynske kommuner pr. 1. januar 2024 - uanset opholdsgrundlag og statsborgerskab.
Og videoen med det manglende håndtryk gør ham bekymret for, hvilket samfund den nye ledelse kommer til at forme i Syrien. For med hans ord “bliver det allerede lidt ekstremt”, når man ser en leder, der undgår at give hånd til en kvinde.
- Hvis jeg er uenig med de ting, som de mener, vil jeg så blive straffet for det? Eller vil det blive ligesom i Danmark, hvor man kan sige, hvad man mener uden at blive straffet?, spørger Mohamad Jaafar retorisk.
Ekspert: - Ustabilt og usikkert
Han frygter, at videoen med det fraværende håndtryk kan være en advarsel om, at der med den nye ledelse kan komme begrænsninger for borgenes levevis. For eksempel når det gælder religion, og hvad kvinder kan og må.
Lige nu er der mange ubesvarede spørgsmål om fremtiden for landet.
Den holdning deler Christine Crone, der er adjunkt ved Københavns Universitet og følger Syriens udvikling tæt.
- Det vil være en virkelighed, man vender tilbage til, som er utryg på rigtig mange måder. Ustabil og usikker.
Hun har også set videoen med det fraværende håndtryk til den kvindelige tyske udenrigsminister, som hun kalder problematisk.
- Jeg ville også sidde med en stor nervøsitet, hvis jeg var syrer. For man ved ikke, hvad det er for et Syrien. Én ting er, at jeg kan stå og håbe på det bedste. Men det betyder ikke, at jeg ikke også kan frygte det værste.
Asylsager sat i bero
Flygtningenævnet besluttede i december at sætte de igangværende asylsager for personer fra Syrien på pause. Det på baggrund af den usikre situation, som landet befinder sig i efter Assad-styrets fald, lød det i en pressemeddelelse.
Fra regeringen har der den seneste måned lydt forskellige toner, alt efter hvilken minister man lytter til.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne har over for DR kaldt det ‘100 procent forhastet bare at sende syrere hjem igen’, og har i interviews lagt vægt på, at man skal undersøge forholdene i Syrien nærmere, før man sender flygtninge tilbage.
Anderledes lød det i starten af december fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), kort efter Assad-styrets fald. I et interview med Berlingske gav han udtryk for, at han håber, at mange syriske flygtninge frivilligt vil tage hjem.
Hvem vurderer situationen?
Udlændingestyrelsen behandler i 1. instans sager om udlændinges ret til besøg og ophold i Danmark.
Flygtningenævnet er et uafhængigt, domstolslignende organ. Flygtningenævnet behandler klager vedrørende asylrelaterede afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen
Kilder: us.dk, fln.dk
Vækker debat på Christiansborg
Hos Danmarksdemokraterne håber man, at mange vil tage hjem frivilligt. For at skubbe på vil man fordoble det pengebeløb, som syrere kan få for at tage tilbage til Syrien.
Men Mikkel Bjørn, udlændinge- og integrationsordfører for Dansk Folkeparti, mener ikke at de syriske flygtninge skal have en ekstra pengepose med hjem.
Til gengæld ønsker DF, at hjemsendelsen af de syriske flygtninge skal ske hurtigst muligt.
- Hvis de syriske flygtninge ikke kan vende tilbage til den nuværende situation, så må de opholde sig i Syriens nærområder, og så må de vente der, til situationen i Syrien gør det muligt at vende tilbage.
Udlændingeordfører for Moderaterne, Mohammad Rona, mener, at man skal slå koldt vand i blodet. Særligt efter de signaler, som man indtil videre har set, fra den nye regering i Syrien - blandt andet det udeblivende håndtryk til den kvindelige tyske udenrigsminister.
- Vi kan jo ikke bare sende nogen tilbage til et land, hvor vi ikke ved noget om sikkerheden. Vi kan ikke stå her og garantere folks sikkerhed, hvis vi sender dem tilbage igen nu, siger han i en TV-debat med Mikkel Bjørn hos TV 2 Fyn.
Claus overlevede katastrofe-tog på Storebælt - tirsdag undslap han endnu en togulykke
kopieret!
Claus Bjerring Christiansen var heldig, da han i januar 2019 var med i katastrofetoget på Storebælt.
Han overlevede kollisionen med det modkørende DB Cargo-togs containere, der havde revet sig løs i den kraftige blæst og med et defekt låsesystem.
Otte andre passagerer døde.
Tirsdag morgen fik Claus Bjerring Christiansen nærmest et deja vu, da han var med intercitytoget og passerede Ullerslev Station.
På et sidespor var en DB Cargo-godsvogn parkeret med en container krængende ud over et såkaldt veksellad.
- Jeg troede, det var løgn. Efter ulykken på broen i 2019 ligger det dybt i mig, at jeg altid er meget opmærksom på, om det blæser, når jeg skal med toget over Storebælt, siger Claus Bjerring Christiansen, der til daglig er direktør i Semler Gruppen.
Claus Bjerring Christiansen var på vej fra Odense med intercitytoget klokken 9, og i Ullerslev skulle IC-toget holde tilbage for et godstog, der holdt på Ullerslev Station.
Kraftig blæst
Natten til tirsdag var der kraftig blæst og visse steder vindstød af orkanstyrke.
Det er uvist, hvad der har forårsaget den alvorlige situation med cotaineren, der var på vej fra Taulov til Høje Taastrup.
Altså om cotaineren ikke har været ordentlig fastgjort i de fire hjørner, eller om stormen ved egen kraft har kunnet rykke den tunge container ud af sine fæstninger.
I første omgang blev Havarikommissionen, Banedanmark og DG Cargos teknikere tilkaldt, og ifølge Klaus Seneca Jensen, der er leder af Havarikommissionens jernbaneenhed, kan man efter den første indledende undersøgelse konstatere, at der er tale om et veksellad, der har været skubbet ud af position.
Et veksellad er en container, der er fastgjort med tapper i fire hjørner. Vekselladet kan dermed transporteres både på en lastvogn og en togvogn.
Hændelsen kan dermed ikke sammenlignes med en tidligere hændelse fra 2021, hvor en sættevognstrailer rev sig løs, fordi den ikke var låst ordentlig fast med hovedbolten i lommevognens låseanordning – den såkaldte skammel, oplyser Klaus Seneca Jensen.
I begge tilfælde var det dog DB Cargo, der var transportør, ligesom ved ulykken i 2019.
- Jeg har noteret mig, at der ikke er tale om en sættevognstrailer denne gang, men jeg er sådan set ligeglad med, om det er den ene eller anden type container, der er på vej til at ryge af DG Cargos godsvogne, siger Claus Bjerring Christiansen.
Trafikstyrelsen oplyser, at det er for tidligt at vurdere, hvad der er årsagen til hændelsen, og hvilke konsekvenser det vil få, før Havarikommissionen har undersøgt sagen.
Fokus på fastspænding af gods
Ifølge Trafikstyrelsens sikkerhedsrapport for jernbanetransport, der blev offentliggjort i november 2024, har der siden ulykken på Storebælt i 2019 ikke været enkeltstående hændelser, som har givet anledning til at ændre det overordnede risikobillede.
- Dog har Trafkstyrelsens tilsyn igennem de sidste år haft fokus på fastspænding af gods, og der blev gennemført en række tilsyn med dette område i 2023. Det har resulteret i en række observationer omkring lommevogne, hvor det primære er, at gardinstrammere enten ikke har siddet korrekt eller har været løse. Styrelsen har konstateret, at de uvarslede inspektioner resulterer i flere observationer end varslede inspektioner, hedder det i rappporten.
Mia Scheelsbeck, communication manager, DB Cargo Scandinavia A/S, siger til TV 2 Fyn, at Havarikommissionen, Banedanmark og DB Cargos egne teknikere blev tilkaldt til hændelsen, at der er igangsat en ekstern undersøgelse, ligesom DB Cargo har iværksat en intern undersøgelse af episoden.
Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Fyn lige ved hånden.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her