Klubber får unge ud af bander: Nu får de penge til boksehandsker og Playstation
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fredag overakte Jane Jegind to værdifulde kuverter til Projekt Zlatan og Vollsmose Boxing. Kulturminister Mette Bock besøgte ved samme lejlighed fodboldklubben Projekt Zlatan.
Hvad er Østifterne?
Østifterne er en forening, der støtter over 100 forskellige projekter om året.
Foreningen er relateret til et forsikringsselskab tidligere kendt som Østifterne, der i år 2000 fusionerede med Nykredit.
To tilbud med fritidsaktiviteter i Vollsmose blev fredag støttet med en pose penge for deres arbejde med børn og unge.
Det er foreningen Østifterne, der har valgt at give Projekt Zlatan og Vollsmose Boxing en økonomisk hjælpende hånd.
- Vi har i Østifterne valgt at støtte de to fantastiske foreninger, fordi de er med til at gøre en forskel, siger Jane Jegind som repræsentant for Østifterne.
På vegne af Østifterne overrakte hun støtten til de to foreninger i Vollsmose.
- Projekt Zlatan og Vollsmose Boxing er med til at lave forebyggende arbejde og give nogle børn og unge en anden fremtid og fritid, siger Jane Jegind.
Vollsmose Boxing
Flere gange om ugen tilbyder frivillige fra Vollsmose Boxing boksetræning til 8-17 årige drenge og piger.
Klubben har fået flere unge ud af bandemiljøet.
Frivillig cheftræner Shahbaz Aslam har siden 1999 været pædagog i Vollsmose.
Projekt Zlatan får 25.000 kr i støtte, og Vollsmose Boxing får 20.000 kr i støtte. I ansøgningen om økonomisk støtte fra Østifterne har de hver især forklaret, hvad pengene skulle gå til.
Handsker og boksesække er slidt op
- Det er dejligt og tegn på, at vi gør et godt stykke arbejde, siger cheftræner Shahbaz Aslam hos Vollsmose Boxing.
Hos Vollsmose Boxing skal de 20.000 kr bruges til nyt bokseudstyr.
- Vores handsker og boksesække er blevet slidt op. Det bliver godt at få noget nyt udstyr, fortæller cheftræner Shahbaz Aslam hos Vollsmose Boxing.
Når først det nye udstyr er i hus, kommer handsker og sække ikke til at ligge stille.
- Folk bliver glade for at se nogle nye sandsække. Det giver mere liv i klubben og så bliver de mere motiverede, siger Elias Warraich, medlem i Vollsmose Boxing.
Boksning fik Najiib ud af bandemiljøet
Najiib Abdulahi Mohamed er gået fra at være bandemedlem og sidde i fængsel til nu at være kommet ud på den anden side af det kriminelle miljø.
28-årige Najiib Abdulahi Mohamed er tidligere bandemedlem.
For fire måneder siden kom han ud af fængslet. Nu takker han boksetræningen for at hjælpe ham tilbage til et liv uden kriminalitet og ud af bandemiljøet.
- Det, der har reddet mig, det er bokseklubben. Og ikke bare hvilken som helst bokseklub, men Vollsmose Boxing, siger han.
I fængslet blev Najiib Abdulahi Mohamed introduceret til boksning af en kvinde fra kriminalforsorgen. Da han stod til at skulle løslades, hjalp hun ham med at komme i kontakt med Vollsmose Boxing.
- Det første jeg så gjorde, da jeg kom ud af fængslet, var at pakke mine sandsækkehandsker og mine boksebind, og så tog jeg ud til bokseklubben med min taske, fortæller han.
En bokseklub, der kan noget særligt
Najiib Abdulahi Mohamed fortæller, at det især er trænerne, der har hjulpet ham. De fungerer som mentorer, storebrødre og så er de også gode pædagoger.
Én af trænerne i bokseklubben er Shahbaz Aslam. Han bruger næsten al sin fritid på bokseklubben, men for ham er det det hele værd.
- Min store drøm er, at jeg kan få alle de her drenge væk fra gaden, siger Shahbaz Aslam og forsætter:
- En del af de børn jeg møder, som er ude i en noget skidt, har meget ressourcesvage forældre, der ikke kan hjælpe dem. De mangler værktøjerne.
Shahbaz Aslam arbejder til daglig som pædagog. Hans erfaringer hjælper ham med at tackle de unge på andre måder end deres forældre.
- Det giver ro, at jeg er pædagog. Jeg har noget erfaring, og ved hvordan jeg skal møde dem og tale med dem, siger han.
- Shabaz er en slags far for os alle. Han kan det hele. Han tager ansvar for en, og presser os meget samtidig med, at han giver os kærlighed, understreger Najiib Abdulahi Mohamed.
Fra bandemedlem til rollemodel
Najiib Abdulahi Mohamed mener, at det er bokseklubben og de gode trænere, der har fået ham på rette spor.
- De har gjort mig til et bedre menneske. Jeg er mere disciplineret, og fungerer i et samfund. Jeg står tidligt op og tager på arbejde og gør alle de ting som andre mennesker i et samfund gør. Jeg føler, at jeg bidrager til samfundet nu, siger han.
Med de ting han har været igennem, føler han nu, at han kan være et forbillede for andre.
- Man kan være helt ude at skide og så komme tilbage på den anden side og være et rigtig godt menneske. Det er en fantastisk følelse at være et forbillede for andre, siger Najiib Abdulahi Mohamed.
- Nu kan jeg sørge for at min lillebror ikke kommer derud, hvor jeg selv har været ude, understreger han.
For Najiib Abdulahi Mohamed giver boksningen ham alt det, han har brug for.
- At bokse giver mig alt. Det giver mig ro i sjælen, det giver mig en bedre fysik - og så gør det mig også bare glad, fortæller han.
Vollsmose Boxing har cirka 70 medlemmer, og efter sommerferien vil de starte et kvindehold op.
Projekt Zlatan
Formålet med Projekt Zlatan er at give drenge og piger i Vollsmose et fællesskab i fritiden.
Her mødes frivillige med børn og unge blandt andet for at spille streetfodbold sammen.
Projektleder Mads Timm har tidligere spillet for Manchester United.
Fodboldstøvler og computermus
Hos Projekt Zlatan ligger der også en plan klar for, hvad de 25.000 kroners støtte skal gå til. Her vil man udvide streetfodboldprojektet med en e-sportsafdeling.
- Vi skal bruge de 25.000 kroner til at købe nogle PlayStations og fjernsyn og så skal vi have gang i en e-sportsafdeling, siger Mads Timm, projektleder hos Projekt Zlatan.
Også medlemmerne af Projekt Zlatan glæder sig over pengene.
- Det bliver fedt, at man kan tage herhen efter skole, hvis ikke man har nogen PlayStation, siger Hadi Saad Aziz, som spiller hos Projekt Zlatan.
Børnene har været med indover, at Projekt Zlatan nu også skal mødes om playstations og gaming.
- Vi spørger børnene om, hvad de har lyst til at lave. Der bliver spil som Fortnite og FIFA nævnt. Dem vil vi gerne tilbyde, siger Mads Timm, projektleder hos Projekt Zlatan.
Mercado i Vollsmose: Daginstitution har nøglen til bedre dansk
Indvandrerbørn i udsatte boligområder skal lære dansk tidligere, siger børneminister under Vollsmose-besøg.
Indvandreres børn, som vokser op i udsatte boligområder, skal lære dansk lige så tidligt som etnisk danske børn. Derfor skal de have et læringstilbud, som skal støttes af forældrene.
Ellers kommer børnene bag i bussen, fordi de ikke kan tale dansk, når de begynder i skolen. Det siger børne- og socialminister Mai Mercado (K), som mandag besøger Børnehuset Granparken i Vollsmose i Odense med integrationsminister Inger Støjberg (V).
- Når vi kommer i udsatte boligområder, kan vi være bekymrede over, om børnene kan tilstrækkeligt dansk. Og har en udvikling, så de kan klare sig godt i skolen, siger Mai Mercado.
- I dag begynder der børn i folkeskolen, som er mere end to år bagud. Det vil vi gerne begrænse. Derfor laver vi det obligatoriske læringstilbud. Noget, som rykker allermest, er, når børn stifter bekendtskab med en daginstitution.
Ministrene vises rundt i Børnehuset af den daglige pædagogiske leder, Susanne Hornung, og chefen for dagtilbud i Odense Kommunes børne- og ungeforvaltning, Mette Hviid.
Skal indvandrerbørn tale lige så godt dansk som de danske børn, når de begynder i skolen?
- Ja. Ingen børn fortjener at være to år bagud. I dag kan vi sikre, at treårige kommer i institution. Men det er for sent, siger Mai Mercado.
I ghettopakken får etårige børn fra udsatte boligområder et obligatorisk læringstilbud på 25 timer om ugen. Det skal hjælpe deres danske sprog og udvikling.
Hvis forældrene ikke melder barnet til tilbuddet, eller barnet bliver væk, skal kommunen stoppe deres børnecheck. Ghettopakken er vedtaget af regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
Det er også aftalt, at daginstitutioner højst må optage 30 procent børn fra ghettoer. Loftet kan gå op til 35 procent i kommuner, hvor mange børn bor i ghettoer. Her er De Radikale og SF også med i aftalen.
Kulturministeren på besøg
Hos Projekt Zlatan bød fredagen ikke alene på en pose penge fra Østifterne. Samme eftermiddag kom kulturminister Mette Bock på besøg for at møde folkene bag projektet og høre om deres arbejde med unge i Vollsmose.
- Jeg synes, det er et fantastisk projekt, der siger noget om hvad ildsjæle gør, siger kulturminister Mette Bock om projektet.
Det var blandt andet projektleder Mads Timm, der tog imod kulturministeren ved Projekt Zlatan i Vollsmose.
- Det er et megafedt skulderklap, at hun har lyst til at se, hvad vi går og laver i Vollsmose, siger Mads Timm, projektleder for Projekt Zlatan.
Besøget var en del af kulturministeren ønske om at se nogle positive sider ved sårbare boligområder som Vollsmose.
Biskop vil frede alle fynske kirker - sådan vil han gøre det
kopieret!
Alle fynboer skal kunne gå til julegudstjeneste i den kirke, hvor de kommer fra. Og det samme med de store dage i livet: dåb, konfirmation, bryllup og til sidst begravelse.
Det mener biskop over Fyens Stift, Mads Davidsen, som ikke ønsker at lukke kirker nogen steder på Fyn. Også selvom det er en udfordring, ikke bare på Fyn, men i hele landet, at få fyldt kirkerne op. Især på landet.
Han har også en idé til, hvordan det kan lade sig gøre at undgå lukning af fynske kirker.
Krav på at komme hjem
Mads Davidsen vil indføre “højtidskirker”, hvor kirken kun er åbent ved særlige lejligheder. Det er især relevant på landet, hvor der er langt færre mennesker i hvert sogn end i byerne.
Som for eksempel på Langeland, hvor der er 20 middelalderkirker, som ikke alle er lige velbesøgte til gudstjeneste.
- Hvis man flytter i ældrebolig i Rudkøbing og oprindelig kommer fra Hov, skal man kunne blive begravet i Hov. Kirken skal være det tilbud, hvor man kan blive døbt, konfirmeret og begravet - og hvor der er enkelte gudstjenester til højtider som jul og påske, siger Mads Davidsen.
Mange slags gudstjenester
Desuden er gudstjenester blevet et vidt begreb med plads til et lokalt præg. Det kan være med børnegudstjeneste, stillegudstjeneste eller som et sted på Fyn, hvor organisten i en periode manglede, og lokale spillemænd tog over.
For Mads Davidsen er mulighederne elastiske, blot der er respekt for kirkerummet.
- Det er et sted med en vis alvor, hvor mennesker har haft store oplevelser. De er blevet gift, har døbt og konfirmeret deres børn og begravet deres kære. Det skal vi tage alvorligt.
Musik og foredrag i massevis
Dels kan kirkerummet bruges til meget andet end gudstjenester. Foredrag og musik for eksempel.
- Folkekirken er faktisk en af Danmarks største koncertudbydere med et væld af koncerter, ikke mindst her i juletiden. Der gøres også et stort stykke folkeoplysning med de mange foredrag året rundt, siger Mads Davidsen.
En person omkommet i arbejdsulykke
kopieret!
Fredag formiddag klokken 11 er en mand omkommet i en arbejdsulykke på Heldagergårdsvej 1 i Svendborg.
Det bekræfter Fyns Politi over for TV 2 Fyn.
Vagtchef Christoffer Jacobsen fortæller, at politiet stadig er ved at efterforske sagen, og at ordensmagten har været på adressen ad flere omgange siden ulykken.
De pårørende er underrettet.
Det er endnu småt med oplysninger om, hvad der er sket. TV 2 Fyn har været i kontakt med Kim Kromann Jørgensen, som ejer gården, men han ønsker ikke at udtale sig om sagen.
Arbejdsulykken sker knap en måned efter, at tre personer mistede livet i forbindelse med en arbejdsulykke ved Flemløse Biogas, hvor taget på en silo kollapsede.
Drama i Rema - kunder kom købmand til undsætning under klammeri med tyv
kopieret!
Det udviklede sig lidt mere dramatisk end håbet, da købmanden i Rema 1000 på Frisengårdsvej i Nyborg, Jakob Rehfeldt, lørdag rettede henvendelse til en kunde, der ifølge købmanden "ikke lige havde fået betalt for sine varer".
Jakob Rehfeldt fortæller til TV 2 Fyn, at han genkendte en mand, der tidligere var taget i at stjæle fra butikken, og da købmanden rettede henvendelse til manden, begyndte han at skubbe til Jakob.
Købmanden understreger, at skubberiet ikke udviklede sig til en decideret slåskamp, mens det skyldes til dels også, at der var to årvågne kunder, som hjalp til med at holde den formodede tyv tilbage.
Efterfølgende valgte Jakob Rehfeldt at lave et opslag på butikkens Facebookprofil, hvor han oplyste eventuelle kunder, der måtte have været i butikken, om “den ubehagelige oplevelse”, ligesom han efterlyste de to kunder, der trådte til for at hjælpe ham.
Vil ikke opfordrer andre til at hjælpe
Og efterlysningen bar frugt. Der gik nemlig ikke mange timer, før de to personer gav sig til kende, og søndag formiddag kunne Jakob Rehfeldt sige dem tak for hjælpen i butikken.
- Jeg nåede ikke at tale med dem efter episoden, så jeg ville sikre mig, at de havde det godt og sige tak for hjælpen, siger han og uddyber:
- Jeg sætter stor pris på det, de gjorde, men det er ikke noget, jeg forventer eller opfordrer andre kunder til at gøre, hvis de står i en lignende situation.
Jakob Rehfeldt roser i samme ombæring politiet for hurtigt at komme til butikken, efter han havde trykket på overfaldsalarmen.
Købmanden understreger samtidig, at der ikke var andet personale involveret i episoden, og at de medarbejdere, der var på arbejde, er blevet vejledt i, hvordan de kan få hjælp, hvis de har behov for det.
Kunstværker for skattekroner vækker debat - er det lavet i børnehaven?
kopieret!
Kunst har altid skabt debat, og udsmykningen i Nyborg Sundhedshus, der netop er offentliggjort, er ingen undtagelse.
Når man træder ind i det nye sundhedshus, så mødes man af kunst, der tager udgangspunkt i, at Nyborg Kommune er en kystkommune, fremgår det af et facebookopslag på kommunens hjemmeside.
Der er tale om et såkaldt integreret kunstprojekt, hvor kunsten er integreret i selve bygningen. Det er derfor ikke kun de kunstværker eller lamper, der hænger rundt omkring, men også udsmykning i form af maling, paneler, møbler og andet inventar.
Men tager man et kig på reaktionerne under opslaget, så lader det ikke til, at nyborgenserne falder på halen over den kunstneriske udsmykning.
Nogle er forargede over, at kommunen har brugt 700.000 kroner af skatteborgernes penge på udsmykningen, mens andre tilsyneladende mener, at kunsten kunne være lavet i en børnehave.
Hilser debatten velkommen
Blandt de 60 kommentarer, der er kommet, siden opslaget blev lagt op fredag aften, finder man også nogle, der kan lide, hvad de ser.
Formanden for Sundheds- og forebyggelsesudvalget i Nyborg Kommune, Jan Reimer Christiansen (V), hilser debatten velkommen, men håber, at kunsten vil vokse på folk.
- Jeg tænker, at det er lige meget, hvad man laver, så vil der væren nogen, der kan lide stilen, og andre der ikke kan. Der er ytringsfrihed i Danmark, så folk må have den holdning, de har, men jeg håber, de ændrer holdning, når de ser det med egne øjne, siger han til TV 2 Fyn.
Finansieringen af værkerne er - udover penge fra kommunen - kommet på plads via et tilskud på 500.000 kroner fra Statens Kunstfond.
Og selvom der er nogen, der give udtryk for, at de penge kunne være brugt bedre andre steder - eller at børnehaven kunne have gjort det billigere - så er Jan Reimer Christiansen meget tilfreds med det, han ser:
- Jeg synes, det er bundet godt sammen. Jeg ved godt, det kan dele vandene, og det er også okay. Men da jeg så det første gang, tænkte jeg “wow”. Jeg synes, det er flot og passer godt ind i sundhedshuset.
Jan Reimer Christiansen understreger, at ingen politikere har været involveret i processen med at udvikle kunstværkerne, og at kunstnerne bag har fået frie hænder.
Vejdirektoratet forventer jævn juletrafik søndag
kopieret!
Vejdirektoratet forventer, at søndag bliver en rejsedag med jævn trafik på de danske veje.
Det oplyser Mark Sigvardt, vagthavende i Vejdirektoratets trafikcenter.
Mandag ventes til gengæld at blive den helt store rejsedag på vejene med mest trafik fra klokken 11 til 14.
- Vi regner ikke med, at i dag bliver den helt store juletrafikdag. Det bliver først i morgen.
- I dag kalder vi en "grøn dag", men lillejuleaften forventer vi, at der kan være stærk trafik særligt fra øst mod vest og omvendt mellem klokken 11 og 14, oplyser Mark Sigvardt.
Han tilføjer, at de største hjemrejsedage bliver juledag og særligt 2. juledag fra vest mod øst.
DSB forventer julens travleste dag
kopieret!
Søndag bliver julens travleste dag for DSB. Det fortæller DSB's informationschef, Tony Bispeskov, til TV 2.
Men selvom rekordmange julerejsende skal med toget i år, er der stadig afgange at få i dag såvel som de næste dage, lyder det.
- Togene kører, som de skal. Og sammen med Banedanmark vil vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan for, at det også er tilfældet i morgen, siger Tony Biskeskov.
Han tilføjer, at DSB løbende holder øje med, om togafgange bliver fyldt op, og i de tilfælde kan tilføje ekstra togvogne.
Gymnasie indfører kortere skoledage
kopieret!
Der skal være bedre balance mellem skole og fritid. Det mener eleverne på Mulernes Legatskole i Odense, og det har ledelsen på gymnasiet valgt at lytte til.
Derfor er mødetiden efter sommerferien ændret fra klokken 8 til klokken 9, mens skoledagen slutter klokken 14.30. Det fremgår af gymnasiets hjemmeside, hvor de også skriver, at det gerne skulle mindre pres på eleverne, uden at det sker på bekostning af pensum.
Eleverne har dog mulighed for at møde ind tidligere og blive længere, da der er indført såkaldt flexundervisning. Her kan man få hjælp og rådgivning af lærerne, hvis man har burg for hjælp eller ekstra faglige udfordringer.
Dødsfald og misbrug af skattekroner: - Vi er ligeglade, så længe det ikke koster for meget
kopieret!
Så længe, de ikke koster for meget, så accepterer vi som samfund, at udsatte mennesker ikke får det bedre på de bosteder, vi placerer dem på.
Sådan lyder den dystre analyse fra en af dem, der selv har været med til at lave den lovgivning, der skal sikre tilsynet med landets bosteder.
Knud Aarup er tidligere mangeårig kommunal leder og direktør i socialstyrelsen, og han har fulgt med i TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidendes afdækning af omsorgssvigt og kritisabelt forbrug af skattekroner på tre fynske bosteder.
- Det er virkelig skræmmende læsning. Det handler mere om ansvarsforflygtigelse end om de unge og voksne, som er udsat for de her vilkår på anbringelsessteder eller krisecentre. Så det får mig til at tænke: "Åh nej. Igen igen."
Ikke værdigt
Knud Aarup var selv med til at lave loven om sociale tilsyn i 2014. Ambitionen dengang var, at tilsynene skulle opdage og sætte en stopper for landets værste bosteder.
Men den ambition er fejlet. Stort. Det erkender Knud Aarup selv.
Det er der mange grunde til, mener han. Den primære er, at vi som samfund kort og godt har givet op på tanken om, at udsatte mennesker borgerne kan få det bedre på landets bosteder.
- Der er lidt en samfundsmæssig kynisme der går ud på, at vi accepterer det, hvis bare de her mennesker ikke ødelægger for meget for den store, brede middelklasse, siger han.
For det virker, i følge Knud Aarup, som om man politisk har besluttet, at udgifterne på det specialiserede område må koste 50 milliarder kroner om året - og ikke en krone mere.
Til gengæld har politikerne og samfundet givet op på ideen om, at de penge og den indsats rent faktisk skal hjælpe de børn og voksne med handicap og socialt udsathed, der bor på landets bosteder.
- Man har ligesom accepteret at, at de penge skal vi ikke have noget ud af. At det er et acceptabelt spild i samfundet. Et menneskeligt spild, siger Knud Aarup, og tilføjer:
- Det er ikke et velfærdssamfund værdigt.
Serien om de fynske bostedsbosser:
TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har siden sommer afdækket kritisable forhold på tre fynske bosteder.
På Opholdsstedet Den Lille Gård døde en 18-årig kvindelig beboer i juli af en overdosis. Da socialtilsynet 10 dage senere kom på besøg, var det en pedel, som havde opsyn med selvmordstruede unge. Bostedet havde forinden fået fem påbud af socialtilsynet og var under skærpet tilsyn. Blandt andet kritiserede tilsynet stedet for manglende faglighed og direktørens høje løn på 1,1 millioner kroner i 2022. Direktør Peter Stausgaard valgte at lukke stedet efter beboerens død.
På bostedet Mellemstoppet kunne en af de tidligere beboere til TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende fortælle, hvordan hun ikke fik den rette hjælp. Mellemstoppet havde samtidig et meget højt overskud i 2023 på over seks millioner kroner, som ekspert kaldte "rigtig, rigtig usædvanligt".
Krisecentret TimeOut Fyn blev lukket i slutningen af 2023, efter direktøren indgik en kontrakt med sin søns vagtfirma, der kunne beløbe sig til op mod 162 millioner kroner. Efterfølgende kunne TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende fortælle, hvordan kvinder oplevede at blive udsat for social kontrol. Direktør Morten Lohmann Lauritzen og hans søn tjente samtidig millionlønninger og kørte i dyre luksusbiler. Efter lukningen af krisecentret startede de pornokonceptet Mansion Voyeur, hvor de ansatte aldrig fik løn. Selskabet er i dag gået konkurs.
I september kunne det nye Top Safe Krisecenter slå dørene op på TimeOut Fyns tidligere adresse - dog med samme bestyrelsesformand, samme daglige leder og flere at de samme ansatte. Beslutningen har mødt stor politisk modvind. Det er ejendomsinvestor Kurt Vindeløv, der er direktør i selskabet.
19 bosteder lukket på fire år
Siden august har TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende beskrevet kritisable forhold på de tre fynske bosteder Den Lille Gård, TimeOut Fyn og Mellemstoppet.
Alle tre steder er tidligere beboere stået frem og fortalt om omsorgssvigt og manglede hjælp – mens bostederne har haft store overskud og udbetalt høje lønninger til ledelsen.
Nye tal peger på, at de tre fynske bosteder langt fra er de eneste steder, hvor der er problemer. I forrige uge kunne Fagbladet FOA afsløre, at 19 private botilbud på godt fire år er blevet tvunget til at lukke, fordi de har fået inddraget deres godkendelse.
Begrundelsen er typisk 'alvorlige bekymringer' for borgernes trivsel og udvikling, viser Fagbladet FOAs gennemgang af sagerne. Samtidig har flere af ejerne tjent styrtende med penge, skriver fagbladet.
Statsministeren skal gribe ind
Sagerne og tallene fra FOA overrasker ikke Knud Aarup. For det ville kræve politisk slagkraft at ændre grundlæggende på området. En slagkraft, som Socialministeriet ifølge ham slet ikke har.
- Socialministeriet er i bund og grund et svagt ministerium. En god socialminister er historisk set en minister, der ikke vil for meget, og som får lukket problemerne ned.
TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har i flere måneder forgæves forsøgt at få et interview med socialminister Sophie Hæstorp Andersen i forbindelse med afdækningen for at få svar på, hvad ministeren vil gøre for at forhindre lignende sager i fremtiden.
Den seneste besked fra ministeriet er, at vi muligvis kan få et interview i det nye år.
Men i følge Knud Aarup skal en helt anden minister træde i karakter, hvis der effektivt skal sættes ind overfor de omstridte bosteder.
- Hvis området skulle ændres, ville det kræve, at det var statsminister Mette Frederiksen, der selv sætter sig for at få ændret på det her og selv sætter sig for enden af forhandlingsbordet.
Knud Aarup: Derfor ser vi skandalesagerne om bosteder
Kommunerne har ikke den nødvendige faglighed til at vurdere, hvilken hjælp og hvilket bosted, udsatte borgere har brug for.
Knud Aarup: Da vi lavede loven om de sociale tilsyn, troede vi stadig på, at der var en vis grundfaglighed tilbage i kommunerne. Den mangler alvorligt.KL og kommunerne modarbejder et stærkt social tilsyn
Knud Aarup: KL og kommunerne har forsøgt at at modarbejde at de sociale tilsyn blev tilstrækkeligt stærke, fordi de enkelte kommuner vil ikke ses over skulderen. Det er en misforstået opfattelse af, hvad kommunalt selvsyre er. At der skal ikke komme nogen udefra og bestemme.Politikerne og samfundet har givet op på at den hjælp, udsatte borgere får, gør en forskel
Knud Aarup: - Det er som om vi som samfund har accepteret, at mennesker med særlige behov, uanset om de har en funktionsnedsættelse, er psykisk syge eller har sociale problemer, så må det koste 50 milliarder. Man har accepteret at, at de penge skal vi ikke have noget ud af.
Om sit eget ansvar som tidligere direktør i socialstyrelsen og medvirkende til at udforme lovgivningen om de sociale tilsyn siger Knud Aarup:
- Vi troede dengang, at når vi så 10 år frem, så ville vi se tilbage og sige at denne her lov var der, vi for alvor forbedrede indsatsen og løftede bunden (af de dårligste bosteder, red.). Det er vi ikke lykkedes med. Det er jeg ret træt af.
TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har foreholdt kritikken for KL. I et skriftligt svar skriver formand for Socialudvalget, Ulrik Wilbek:
"Det billede, Knud Aarup tegner, genkender vi simpelthen ikke – så den kritik må stå for hans egen regning.
Vi og kommunerne er dybt bekymrede over de sager, der kommer frem. Og det understreger først og fremmest, at der er behov for både at styrke fagligheden og ledelsen på de tilbud, vi visiterer til, og sikre de rette kompetencer i sagsbehandlingen. Samtidig kalder det også på, at lovgiverne skaber rammer, som gør det sværere at etablere tilbud for egen vindings skyld"
Han tilføjer, at 98 procent af tilsyn på landets bosteder ikke giver anledning til bemærkninger, og at KL ønsker et mere "fokuseret" tilsyn.
TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har desuden foreholdt kritikken for Social- og Boligministeriet.
Socialminister Sophie Hæstorp Andersen har ikke haft mulighed for at stille op.
Søndag byder på mulighed for både sne og sol
kopieret!
Det ustadige vejr fortsætter frem mod jul med en blanding af byger og flere fronter.
Søndag er ingen undtagelse, og det bliver en dag med lidt sol og spredte byger.
Temperaturen lander et sted mellem fire og seks graders varme med en let til frisk sydvestlig vind. Ved kysterne kan man vinden blæse op til hård vind.
De lave temperaturer gør, at det ikke kan udelukkes, at der kommer en byge forbi med noget hvidt i form af sne eller slud.
Den mulighed bliver ikke mindre som aftenen skrider frem og temperaturerne daler.
Aryan skabte fodboldfest for flere hundrede piger
kopieret!
Hundredevis af unge piger får lørdag rørt benene i Odense idrætshal.
Her har et stort fodboldpigestævne været i gang hele dagen. Stævnet er kun for pigehold, og over 500 piger har valgt at bruge de sidste dage inden jul på at få rørt bentøjet.
Bag stævnet står Aryan Abdel Rahman fra B1909's ungdomsafdeling. Han mener, der mangler flere stævner til piger.
Derfor har han sammen med sin søster søsat Domina Cup, som gerne skulle inspirere endnu flere piger til at spille fodbold.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her