Kvinde bragede ind i Netto - nu leder politiet efter bestemt person
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Onsdag den 17. april kørte en 72-årig kvinde sin bil ind gennem ruden i Netto på Nyborgvej i Odense. I forbindelse med efterforskningen af sagen søger Fyns Politi et vidne.
På videoovervågning af uheldet har Fyns Politi fået øje på en kunde, der er tæt på at blive ramt af bilen og sandsynligvis bliver ramt af noget plastik fra butikken. Fyns Politi vil gerne i kontakt med denne kunde, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Kunden, som politiet gerne vil tale med, står på gerningstidspunktet for enden af kasselinjen og pakker sine varer efter netop at have betalt, da bilen kører gennem ruden. Da manden betalte kontant, har det ikke været muligt at finde frem til ham på anden vis.
Kunden beskrives som: En ældre mand med gråt hår, cirka 170 centimeter høj og lettere foroverbøjet. Han er iført mørke bukser, en karrygul trøje og en mørk jakke. Han bærer en sort skuldertaske og støtter sig til en grøn/turkis rollator.
Manden bedes kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.
- Det kunne være gået grueligt galt, siger Netto-chef
Onsdag eftermiddag bragede en 72-årig kvinde fra Odense gennem vinduet i Netto på Nyborgvej. Det har skabt store ødelæggelser i butikken, men heldigvis er hverken personale eller kunder kommet til skade.
Og det er ifølge distriktschefen i Netto, Rasmus Rose, utrolig heldigt.
- Det kunne være gået grueligt galt mange forskellige steder i denne her situation, men det er der heldigvis ikke, siger han.
Men selvom personalet intet er kommet til, så fik de sig en forskrækkelse ud over det sædvanlige efter ulykken.
- Personalet var selvfølgelig chokerede og har fået hjælp. Vi har heldigvis et rigtig godt krisekorps i Salling Group, som træder til, når sådan noget her sker. De fik hjælp i går aftes og holder fri i dag, og får lige en puster, fortæller Rasmus Rose.
Skaderne var store, men hjælpen var om muligt større, og det betyder, at butikken allerede satser på at åbne op igen i dag.
Distriktschefen ved endnu ikke, hvad der ligger til grund for ulykken.