Lars sagde fra over for bandetrusler:
- Det har haft store konsekvenser for mig
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det har haft store menneskelige konsekvenser for tatovør Lars Pedersen, at han for tre år siden gik op mod banden Black Army. Det fortæller han til TV 2/Fyn.
Det startede i februar 2017 med trusler mod flere tatovører i Odense. Truslerne kom fra den kriminelle bande Black Army.
- Betal en donation på 5.000 kroner månedligt til støtte for de hjemløse, lød beskeden fra bandemedlemmerne. Ellers så.
Lars Pedersen var selv tatovør i Odense samt formand for foreningen Professionelle Danske Tatovører. Derfor sagde han fra over for truslerne fra bandemedlemmerne og blev med ét slag talsperson for de afpressede tatovører.
- Det fatter man jo simpelthen ikke, at det er Danmark. Det minder jo om noget, der foregår ovre i Bronx. Jeg er rystet, vil jeg sige, sagde han til TV 2/Fyn dengang.
Vil aldrig gøre det igen
Det blev startskuddet på flere retssager og trusler - også mod Lars Pedersens søn. Tre år senere er han sikker på, at han aldrig ville gøre det igen. Prisen har været for høj, siger Lars Pedersen.
- Når jeg tænker på, hvordan jeg har det i dag, og hvordan det er gået mig siden, så skal jeg måske bare lade være med at sige, at jeg har fortrudt. Så skal jeg bare sige, at jeg gør det ikke igen, siger Lars Pedersen.
Opbakningen fra politikerne var der ellers med det samme, da Lars Pedersen tog bladet fra munden og råbte op.
Først erklærede Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), at byen skulle stå sammen mod banderne og vise, at de ikke var velkomne i Odense.
Også nuværende statsminister Mette Frederiksen (S) besøgte Lars Pedersens forretning og erklærede sin støtte.
Føler sig stadig utryg
Men selvom tre personer efterfølgende blev idømt fængselsstraffe for truslerne, oplever Lars Pedersen stadig, at der bliver holdt øje med ham.
- Det er kun ligesom en advarsel om, at du fortsat forholder dig i ro. Men det er bestemt ikke rart - på ingen måde rart. Man aner jo ikke, hvad der sker, hvis man en dag går igennem en mørk gade, hvor der ikke er kameraer, eller hvor der ikke er mennesker, siger han.
Følelsen af konstant at skulle kigge sig over skulderen betyder, at Lars Pedersen i dag tager antidepressiv og angstdæmpende medicin. Det har kostet dyrt i de personlige relationer, og i dag er forholdet til den daværende kæreste gået i stykker, og han har ikke længere kontakt til sin søn, forklarer han.
Mistet kontakten til sin søn
- Jeg har mistet ufattelig mange venner og familie. Det sidste, der er sket, er, at jeg har mistet min kæreste. Jeg har mistet min søn, jeg har ikke kontakt med ham mere. Det har været både fysisk og psykisk en kæmpe deroute, siger Lars Pedersen.
Derfor føler han i dag - trods den verbale opbakning fra indflydelsesrige politikere - at der ikke blev passet godt nok på ham, efter han havde sagt fra over for bandemiljøet.
- Ikke i mine øjne, nej. Der skal man simpelthen passe bedre på de folk, man beder om at hjælpe. Man skal simpelthen støtte hinanden, siger Lars Pedersen.
Mens Lars Pedersen stadig betaler prisen for at sige fra over for bandetrusler, blev de tre medlemmer af Black Army idømt henholdsvis seks, syv og otte måneders fængsel.