Lucas kæmpede i syv måneder: Nu får skole busrute tilbage
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det tog Lucas Westphal syv måneders kamp at få overbevist Odenses politikere om, at der skal være en busrute fra banegården til Tietgenskolen - men det lykkedes.
"Du kan lige så godt give op - det kommer jo ikke til at ske"
Det var, hvad elevrådsformand Lucas Westphal fra Tietgenskolen i det vestlige Odense fik at vide, da han i sommer opdagede et problem på handelsskolen.
Bilerne væltede ind før skolestart, langt mere end de plejede, og årsagen var ganske simpel. Den direkte busrute, der gik imellem banegården og Tietgenskolen var stoppet.
Men det gav bare Lucas Westphal blod på tanden. Lige siden har han kæmpet for at få den offentlige transport til at fungere for eleverne på Bolbro-skolen.
Og i dag, syv måneder efter, er det endelig lykkedes.
- Det er jo en kæmpe forløsning, at det har båret frugt. Det man har brugt vildt mange timer på, siger Lucas Westphal.
Stor læring
Ikke nok med at det har givet Lucas, de andre elever og lærere en nemmere tur til og hjem fra skolen, så har det også været en øjenåbner for, hvad man kan være med til at ændre, hvis man er standhaftig nok.
- Det har givet virkelig meget stof til eftertanke, hvor meget man kan rykke, hvis man åbner munden op og har nogle saglige ting at sige, fortæller Lucas Westphal.
Også Dorthe Wang, der er rektor på skolen, er imponeret over det, som Lucas og resten af elevrådet er lykkedes med at få igennem.
- Jeg tror på, at når man går på gymnasiet, så lærer man meget i fagene, men også om sig selv, om demokratiet og det at være borger i et demokratisk samfund. Og jeg tror, at Lucas og elevrådet har fået en lektion i, hvordan man får indflydelse, siger Dorthe Wang.
Imponerede forarbejde
På skolen foretog Lucas Westphal og elevrådet en større undersøgelse, der blandt andet viste, at 83 procent ville skifte bilen ud med bus, hvis de fik ruten tilbage.
Og det var noget, som Odenses klima- og miljørådmand Tim Vermund (S) kunne se ræson i.
- Vi har det samme mål, vi vil gerne have flere til at bruge den kollektive trafik, siger Tim Vermund og fortsætter:
- Vi fandt ud af, at vi med ret få midler, med ret få busser faktisk, kunne rykke ret meget.
Fremover, vil der derfor blive indsat én bus om morgenen og to om eftermiddagen. Det kunne man sætte sammen for omkring 20.000 kroner om året. Den nye rute bliver sat igang fra den 19. februar.
- Det er klart, at antallet af biler bliver jo ikke halveret fra den ene dag til den anden. Men jeg håber over en årgang, at folk faktisk vil benytte det. For det er nemmere og billigere, siger Lucas Westphal.