Målscorer spår OB en plads i top-6

OB-profil spår fynboerne en plads i top-6, efter at holdet har fundet gode takter oven på en skidt sæsonstart.

Der skulle gå seks kampe, før OB fik sæsonens første sejr. Siden da har holdet kun tabt en enkelt kamp i Superligaen og spillet sig ind i kampen om top-6.

Fynboernes gode form og seneste pointhøst giver den offensive profil Issam Jebali tro på en plads i den eftertragtede øverste halvdel af tabellen.

Det siger han efter sæsonens sidste kamp inden vinterpausen, hvor holdet fra Odense spillede 3-3 ude mod AC Horsens.

- Spiller vi, som vi gør nu, så ender vi i top-6. Jeg tror på holdet, og jeg tror på top-6. Mine holdkammerater har det på samme måde, så vi skal bare fortsætte det gode arbejde.

- Det var en svær start på sæsonen med mange skader og dårlige resultater. Nu har vi ikke tabt siden ottende runde, og det siger meget om holdets kvalitet.

- Som fodboldspiller er det svært at sige, at man er tilfreds, men vi skal være glade for den måde, vi har vendt sæsonen på, siger Issam Jebali.

Tuneserens holdkammerat Bjørn Paulsen kom til klubben i sommer, og forsvarsspilleren har spillet samtlige kampe i OB's sæson.

Forsvarsspilleren sætter efter den sidste kamp før vinterpausen pris på holdets position, hvor fynboerne foreløbigt er nummer fem i tabellen inden rundens afslutning.

- Det er dejligt selv at kunne afgøre skæbnen i forhold til top-6, og det er også sådan, det skal være.

- I starten af sæsonen var vi hurtige til at sige, at det var spillerne, der bar det fulde ansvar for resultaterne. Vi var simpelthen for dårlige, men hele truppen har arbejdet på at blive bedre, siger Bjørn Paulsen.

Issam Jebali leverede i kampen mod Horsens en pragtpræstation af en kamp, hvor han både satte en bold i spil, der endte med et mål, og selv scorede et enkelt mål.

Det offensive es har tidligere været en del af det tunesiske landshold, der senere på måneden møder Danmark til VM.

Derfor håber han også på at blive en del af den trup, der rejser til Qatar i den kommende uge.

- Jeg skal holde øje med telefonen. Der er intet officielt, og jeg venter på den officielle trup i de kommende dage.

- Det bedste, der kan ske for mig, er at spille VM. Jeg er spændt, siger Issam Jebali.

Oversigt

    Oversigt