Mohamads hjem i Vollsmose skal rives ned:
- Mine børn bliver ved med at spørge, hvornår vi skal hjem igen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
1000 husstande i Vollsmose må flytte, fordi deres bolig skal rives ned. Den besked bliver modtaget forskelligt af Vollsmoses beboere.
Tomme lejlighedskomplekser står efterladt i Vollsmose. Deres beboere er blevet flyttet.
- Hver eneste gang vi kører forbi Bøgeparken, spørger mine børn: "Hvornår skal vi hjem til vores lejlighed igen, far?", siger 33-årige Mohamad Al Khalaf.
Vi er netop kørt ind på parkeringspladsen til boligområdet Bøgeparken i Vollsmose. Mohamad Al Khalaf ser op på det store, tomme lejlighedskompleks.
Her har han boet med sin familie de sidste syv år.
Men familien skal ikke tilbage til Vollsmose. Deres velkendte og trygge lejlighed i Bøgeparken skal rives ned.
1000 husstande skal flytte fra Vollsmose
Mohamad Al Khalaf, hans kone Maha Al Khalaf og deres tre børn er blevet genhuset. Og det er de ikke den eneste familie fra Vollsmose, der er blevet.
Genhusningen af beboerne i Vollsmose er nemlig i fuld gang.
I alt 1000 boliger skal rives ned og 1000 husstande skal flytte til nye boliger andre steder i Odense Kommune.
Odense Kommune og boligorganisationerne FAB og Civica, som står bag projektet, kalder det for en udviklingsplan, der går under navnet "Fremtidens Vollsmose".
Målet med planen er at gøre Vollsmose til en attraktiv og tryg bydel, som ikke længere står på regeringens liste over såkaldte omdannelsesområder, den tidligere ghettoliste for 'hårde ghetto-områder'.
Indtil videre er 190 lejligheder blevet revet ned, og beboerne er blevet flyttet til nye permanente boliger.
En af de beboere er 33-årige Mohamad Al Khalaf og hans familie. De nåede at bo syv år i Vollsmose, inden de skulle flytte.
I dag bor Mohamad Al Khalafs familie i stedet i et rækkehus i den nordøstlige forstad til Odense, Seden.
Da vi møder Mohamad Al Khalaf, sidder han i en blå veloursofa i sin varme, store og nye stue. Vi bliver budt indenfor med arabisk kaffe og dadler.
Fik et brev fra kommunen
I juni 2022 blev familien genhuset i rækkehuset i Seden, fordi deres lejlighed i området Bøgeparken i Vollsmose snart skal rives ned.
- Bøgeparken i Vollsmose var et rigtigt dejligt og trygt sted for os at bo. Vi havde det rigtigt godt med vores naboer, vores børn var glade for skolen i området, og der er gode indkøbsmuligheder, siger Mohamad Al Khalaf.
Familien ville gerne være blevet boende i deres gamle treværelses lejlighed på 4. sal i Bøgeparkens vante rammer, hvor de har boet siden januar 2015.
Men i februar 2022 fik Mohamad Al Khalaf et brev for kommunen om, at familien skulle flytte fra lejligheden i Bøgeparken.
- Det kom ikke som en overraskelse, at vi skulle flytte. Jeg ved jo, at hele Vollsmose står til at blive forandret, siger han.
Siden februar er tiden fløjet afsted.
Venner fra Bøgeparken og boligforeningen Civicas genhusningspersonale har hjulpet familien med at flytte fra Bøgeparken til Seden. Og på den nye vej er familien blevet taget godt imod.
- Nede ad vejen bor Astrid og Helga, de er så søde. De kommer ofte på besøg hos os og drikker kaffe, siger Mohamad Al Khalafs kone, Maha Al Khalaf, med et smil.
Hendes mand giver hende ret.
- Vi behandler alle mennesker, som vi møder, med respekt. Og det betyder meget for os, at vi kender vores naboer, siger han.
- Her er så stille
Vi går med Mohamad Al Khalaf ud på den vejen foran familiens nye rækkehus.
- Her er så stille, siger han og griner.
- Det er nærmest kun vores bil, der kører op og ned ad vejen. Det var anderledes i Vollsmose, der var der altid folk på gaden, fortsætter han.
Mohamad Al Khalaf savner alle sine naboer Vollsmose, men han savner ikke den gamle lejligheds mange trapper og små rum.
Da Mohamad Al Khalaf var 22 år mistede han begge sine arme under et bombeangreb i Syrien. Derfor gør rækkehusets store rum og placering hverdagen en del lettere for ham.
- Den her bolig er jo bedre for os end den gamle. Her har vi have og egen parkeringsplads, siger han.
Bag huset ligger børnenes nye skole og en fodboldbane, som familien bruger dagligt.
Da vi spørger Mohamad Al Khalaf, om det var en stor omvæltning for ham at skulle flytte fra Vollsmose til Seden, trækker han på skulderen og siger:
- Det er ikke første gang i mit liv, jeg skal flytte fra et sted til et andet. Jeg har efterhånden boet mange steder. Først i Syrien og siden i Libanon, Thisted, Vollsmose og nu Seden.
Vil ikke tilbage til Vollsmose
Mohamad Al Khalaf tager os med til Bøgeparken. Her står vi og kigger op på familiens gamle lejlighed.
- Det er underligt at være her. Alle lejlighederne er tomme. Alle mine naboer er flyttet til alle mulige steder. Nogle langt, langt væk fra os, siger Mohamad Al Khalaf.
Familien forsøger at holde kontakten til deres gamle naboer fra Vollsmose. Men det er svært, når alle beboerne er blevet spredt ud over hele Odense Kommune.
- Alle vores venner har travlt med at blive en del af deres nye områder og møde deres nye naboer. Men vi forsøger at besøge dem, så ofte vi kan, siger Mohamad Al Khalaf.
Han går hen mod sin gamle opgang nummer 84. En dør han er gået ind af mange gange. Nu er den låst med en stor hængelås, og bygningen venter egentlig bare på at blive jævnet med jorden.
Mohamad Al Khalaf og familien vil ikke flytte tilbage til Vollsmose, selv hvis de fik tilbuddet i fremtiden. Det Vollsmose, de boede i, findes ikke mere. Og kommer ifølge Mohamad Al Khalaf ikke tilbage.
Ibrahim vil blive i Vollsmose
Ikke langt fra Bøgeparken ligger et lignende boligområde. Birkeparken. Her bor 21-årige Ibrahim El-Hassan med sine forældre.
Hans område er det næste i køen til at blive revet ned, og han er sammen med sine naboer de næste til at blive genhuset rundt i Odense Kommune.
Modsat Mohamad Al Khalaf, der gjorde, som kommunen bad ham om, da han fik besked på at flytte fra Vollsmose, er Ibrahim El-Hassan langt fra begejstret for udviklingsplanens indtog på hans hjem.
- Man er i en meget sårbar situation, når man får at vide, at det hjem, hvor man har slået rod, skal rives ned, og man skal flyttes. Det er meget udmattende, og man føler sig magtesløs. Særligt når beslutningerne bag er blevet besluttet udenom det lokale beboerdemokrati, siger Ibrahim El-Hassan.
Ibrahim El-Hassan ved endnu ikke, hvor og hvornår hans familie skal genhuses. Men han ved, at det bliver et nyt og forandret Vollsmose, som han efter nedrivninger og renovering må vende hjem til.
For han har ikke planer om at flytte fra Vollsmose. Han kommer tilbage. Også selvom lejlighederne stiger markant i pris.
- I Birkeparken, hvor jeg bor, stiger huslejen i gennemsnit med 25 procent. Selvom det er voldsomt, er vi faktisk sluppet billigt i forhold til vores naboafdelinger i Vollsmose. Jeg har naboer, som frygter hvad fremtiden bringer. Især når de i forvejen har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk, siger han.
De ressourcestærke flytter
Ibrahim El-Hassan læser til dagligt statskundskab på Syddansk Universitet. Ved siden af sit studie bruger han meget tid på frivilligt arbejde. Blandt andet i foreningen Almen Modstand, som kæmper for beboerne i almene boligområders rettigheder.
Han er, hvad man kalder en ildsjæl. Det er også en af grundene til, at han vil blive boende i Vollsmose. Han giver ikke op.
Hans lyst til at blive boende i Vollsmose står i modsætning til andre såkaldte ressourcestærke beboere.
- Vi ser en tendens, hvor de ressourcestærke flytter ud af Vollsmose på grund af høj stigmatisering og forskelsbehandling. Og de såkaldte ressourcesvage bliver fastholdt, da de ikke har råd til at bo andre steder end i Vollsmose. Det er dem, der bliver ramt af prisstigninger og diskriminationen med de såkaldte ghettokriterier, siger Ibrahim El-Hassan.
Regeringens krav til beboerne i Vollsmoses almene boliger
Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande må ikke være højere end 50 procent.
Samtidig skal mindst to af følgende fire kriterier være opfyldt:
Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der ikke er i arbejde og heller ikke er i gang med en uddannelse, må ikke overstiger 40 procent opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år.
Andelen af beboere, der er dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer må ikke udgøre mere end 3 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år.
Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, må ikke overstige 60 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) må ikke være mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.
Kilde: Regeringen.dk
Rent ud sagt er 21-årige Ibrahim El-Hassan bekymret for, hvad der kommer til at ske med beboerne i Vollsmose, når de bliver permanent flyttet fra området.
Indtil videre er 190 husstande blevet permanent genhuset rundt i Odense Kommune. Det er tæt på en femtedel af de samlede genhusninger, der er i vente.
- Nu har man formået at genhuse de første. Men det bliver spændende at se, hvor folk fremadrettet skal bo. Jeg har meget svært ved at se, hvordan man skal kunne finde passende boliger til flere tusinde mennesker, når vi samtidig har mangel på letbetalelige boliger i storbyerne, siger Ibrahim El-Hassan.
Boligforening forsøger at tage hensyn til beboere
Det er en stor opgave, som Odense Kommune og boligorganisationerne har igangsat med udviklingsplanen "Fremtidens Vollsmose". Det er rigtigt mange mennesker, der skal genhuses.
Direktøren i boligorganisationen Civica, Jens Pilholm, er bevidst om, at det ikke er en lige behagelig oplevelse for alle 1.000 husstande, der skal flytte permanent fra Vollsmose.
- Vores genhusningsfolk har en god dialog og samarbejde med alle familierne, der skal flytte. Det foregår i god ro og orden i en erkendelse af, at det er sådan tingene er, siger han og fortsætter:
- Det er ikke os, der har opfundet ghettoloven. Vi løser den opgave, som politikerne har stillet. Og så forsøger vi at løse opgaven bedst muligt med hensynstagning til vores beboere og området, siger Jens Pilholm.
I alt seks boligområder i Vollsmose skal igennem en gennemgribende renovation og flere boligblokke fjernes, inden hele området forventes at være færdigt i 2029.
190 husstande er allerede blevet flyttet permanent til nye boliger rundt i Odense Kommune. Her finder du en oversigt over, hvor beboerne er blevet flyttet hen.
Vanvidsbilist blæste fra politiet med 230 kilometer i timen
kopieret!
En 28-årig mand fra Vestfyn bragte en masse liv i fare, efter han kørte fra politiet med svimlende 230 kilometer i timen mandag eftermiddag.
Det oplyser Fyns Politi til TV 2 Fyn, og som nu efterlyser vidner til episoden.
- Vidnerne skal beskrive, hvad de har set, og hvor meget i fare de har følt sig, siger vagtchef Kenneth Taanquist.
Kørslen foregik i Ørbæk, Svindinge, Glorup, Langå og til Nyborg, hvor en patrulje havde opsat en vejspærring, hvorefter manden blev anholdt.
Manden, der var narkopåvirket og kørte uden kørekort, kørte i en sort Seat Leon på papegøjeplader.
- En patrulje forsøger at standse ham, og der starter jagten.
Jurister skal nu vurdere, om manden skal varetægtsfængsles.
Specielt vil vi gerne tale med en sort og en grå form. Mercedes som ca. kl. 1456 blev dels overhalet og dels måtte trække ind i siden for at undgå påkørsel på Svendborg Landevej kort før Nyborg. Ring 114 #politidk https://t.co/nNJFvqDsWT
— Fyns Politi (@FynsPoliti) January 6, 2025
Se deres skema: Elever bestemmer selv, hvornår de møder i skole - og de var ikke i tvivl
kopieret!
Hvor længe vil I gå i skole?
Så kort tid som muligt.
Så tydeligt var svaret, da Mulernes Legatskole i Odense som det første gymnasium i landet har ladet det være op til eleverne selv, hvor længe de skal være i skole.
- Det er megafedt, at eleverne kan møde klokken 09.00 og have fri klokken 14.30. Det øger virkelig koncentrationen, siger Malak Itani, der går i 3. yz på Mulernes Legatskole.
I stedet for at møde klokken 08.10 vil undervisningen fra næste skoleår først begynde klokken 09.00, og før og efter den lovpligtige undervisning kan man møde på skolen og få hjælp til skolearbejdet.
Hjælp til lektier
Man kan også lade være.
- Før og efter skole kan man sidde med sine venner og få hjælp af lærere og studievejledere med lektier og afleveringer. Hvis man har lyst til at tage hjem, må man det, men man kan også blive færdig med sine lektier inden klokken 16, forklarer Malak Itani.
Herunder kan du se eksempler på et skema med de gamle og nye regler:
Ifølge rektor Jeppe Kragelund begrænser man med det nye initiativ tiden, hvor eleverne sidder i et fyldt klasselokale, i håb om at skabe en bedre balance mellem de unges skolearbejde og deres privatliv.
- Vi kan se, at unge har svært ved at få deres hverdag til at hænge sammen. De skal nå mange ting, de er stressede, og der er mistrivsel, siger Jeppe Kragelund.
- Der er for meget spildtid i undervisningen, og vi ser unge, der ikke kan koncentrere sig sidst på eftermiddagen, forklarer han.
Undersøgelser fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at det går den forkerte vej med trivsel, især blandt unge.
20 procent styres af eleverne
Med det nye skema gøres 20 procent af skoletiden mere frivillig og fleksibel med den enkelte elev i fokus.
Den nye ordning er resultatet af en undersøgelse af elevernes ønsker. Det er Mulernes Legatskole, der har foretaget undersøgelsen.
Med ordningen holder gymnasiet sig inden for Undervisningsministeriets retningslinjer om, at man kan omlægge 20 procent af undervisningen.
Selv om eleverne fortsat vil have et bestemt antal lovpligtsmæssige timer, får de i højere grad mulighed for selv at planlægge opgaveskrivning og lektielæsning.
Er der evidens for, at modellen virker?
- Nej, det er der ikke. Der er ikke lavet undersøgelser. Det er et forsøgsprojekt. Vi har erfaring med at omgås en masse unge mennesker, siger Jeppe Kragelund.
Gør I det for at gøre Mulernes Legatskole mere attraktiv for elever, når de skal søge gymnasium?
- Vi får tildelt elever fra regionen, og eleverne, der bliver tildelt os, laver vi den bedst mulige undervisning for. Vi gør det her, fordi der er nogle problemer i klasselokalerne. Der er for meget spildtid og for stor forskel på, hvad eleverne kan, siger Jeppe Kragelund.
Eleverne glæder sig ekstremt meget
TV 2 Fyn har talt med en lang række nuværende elever på tværs af årgange på Mulernes Legatskole, og de er alle positivt indstillet over for det nye skoleskema, hvor eleverne først skal møde i skole klokken 09.00.
- Jeg glæder mig ekstremt meget til at prøve det af, siger Andreas Kronborg Markussen, der læser musik og engelsk i 2. ac.
- Jeg sidder lidt og halvsover og er ikke særlig motiveret til at deltage eller lære. Det er først op ad formiddagen, at jeg begynder at vågne, forklarer han.
Samme følelse sidder hans klassekammerat med.
- Jeg vil ikke sige nej til at få en time længere om natten, siger William Calasahan Arvad, der også håber på et fagligt output.
- Jeg tror også, jeg får en bedre studentereksamen, fastslår han.
Det er efter sommerferien, at det nye skoleskema træder i kraft, og resultaterne vil senere blive evalueret.
Hvor længe kører forsøget?
- Jeg håber, det kører de næste 100 år, siger Jeppe Kragelund.
Når eleverne har fri klokken 14.30, er der indtil klokken 16.30 mulighed for at få hjælp, råd og vejledning af deres lærere. Men de kan altså også vælge at tage hjem og lave deres opgaver hjemme.
Læger ”blæst bagover” - Tines usædvanlige opfindelse kan redde menneskeliv
kopieret!
Det sprøjter ud med blod.
Tine Elisiussen står ved siden af en hvid mannequindukke udformet som en torso og et hoved fra en menneskekrop.
Hun fører langsomt kameraet længere ned i dukkens spiserør, og på skærmen kan man se blodet strømme fra små udposninger, åreknuder og et mavesår.
Tine Elisiussen har selv opfundet den særlige dukke.
Nu håber hun, den kan blive begyndelsen på et iværksættereventyr, der potentielt kan redde menneskeliv langt ud over Danmarks grænser.
Havde aldrig set noget lignende
Det var i jagten på et specialeprojekt som ingeniørstuderende, at Tine Elisiussen fik kontakt til en læge fra Odense Universitetshospital.
Han manglede et såkaldt fantom: en slags dukke, med blødninger i spiserøret.
Den ide tog Tine Elisiussen til sig. Hun lavede en prototype og inviterede en gruppe læger og sygeplejersker til at afprøve den.
- De var blæst bagover, da de så hvor virkelighedstro, jeg havde lavet den. De havde aldrig nogensinde set noget lignende, fortæller Tine Elisiussen og tilføjer, at det var gentagne opfordringer fra en af overlægerne, der gav hende modet til at forsøge at gøre opfindelsen til en forretning.
Kan redde liv
Tine Elisiussen kalder sin opfindelse en kompliceret version af den slags dukker, mange af os har mødt på et førstehjælpskursus.
Hendes dukke skal dog bruges af læger og kirurger til at træne sjældne operationer, der i sidste ende kan betyde forskellen på liv og død. Hvis man ikke handler hurtigt, kan eksempelvis et blødende mavesår nemlig blive fatalt.
- Med vores fantom kan lægerne løbende øve sig i at stoppe blødningerne, så de er trygge i at gøre det. Forestil dig, at du står med et menneske, der er ved at dø, og skal udføre en behandling, du ikke har lavet i tre måneder. Det er ikke så rart, slår Tine Elisiussen fast.
Store drømme
I dag driver Tine Elisiussen virksomheden Nordic Phantoms sammen med sin forretningspartner, Kicki Norman. To gange om året træner alle landets kirurger på deres dukke, der simulerer blødninger i den øvre mave-tarm-kanal.
Drømmen er at sælge opfindelsen til hospitaler over hele Europa og med tiden udvikle flere forskellige fantomer, der vil gøre det muligt for læger at træne indgreb andre steder i kroppen.
- Som ingeniør kunne jeg helt sikkert gå ud og få et job et sted, hvor jeg kunne tjene det dobbelte af det, jeg gør nu. Men det er ikke det vigtigste. Jeg vil rigtig gerne gøre en forskel for andre mennesker - så at skabe noget, der i sidste ende kan redde menneskeliv, er meget vigtigt for mig, siger Tine Elisiussen.
Væltet campingvogn på Lillebæltsbroen - nu frarådes det at passere
kopieret!
På grund af den kraftige blæst fraråder Vejdirektoratet vindfølsomme køretøjer at passere Ny Lillebæltsbro samt Svendborgsundbroen, fremgår det af dets trafikkort.
Fyns Politi oplyser til TV 2 Fyn, at en campingvogn og en trailer har været væltet på Ny Lillebæltsbro, hvilket har spærret et spor i hver sin retning.
På Storebæltsbroen er passage med påhængskøretøjer under 2.500 kilogram forbudt.
Tidligere mandag kom det frem, at der er risiko for, at Storebæltsbroen kan blive helt spærret for biltrafik i løbet af mandag aften og natten til tirsdag
Vinden forventes at aftage i løbet af tirsdag.
Flere megakoncerter på Dyrskuepladsen? Formand raser efter møde
kopieret!
I dag mødtes foreningen Dyrskuepladsens Naboer med Odense Kommune for at diskutere udkastet til en ny lokalplan for området omkring Dyrskuepladsen.
Den nye lokalplan skal være med til at sikre, at kommunen fremover lovligt kan afholde megakoncerter på pladsen.
Foreningsformand Nils Skeby var dog ikke just tilfreds efter mødet.
- Jeg synes ikke, der er lyttet til os faktisk overhovedet. Der var ikke taget standpunkter i forhold til CO2-udledning, trafik, støj og udrykningskøretøjer, siger han.
- Jeg synes, vi har taget dem ind, inden den officielle høringsperiode starter, og så når den starter, kan de komme med deres input, siger chef for Kultur og Fritid hos Odense Kommune, Martin Petersen.
Kommune er "kommet i tvivl" - kryber til korset efter heftig Tinderbox-debat
Et af de helt store spørgsmål, der har floreret siden weekenden, har været, om den ultrapopulære festival Tinderbox har været afholdt ulovligt, og om den kan fortsætte i fremtiden.
Tirsdag var lektor på Juridisk Institut på Syddansk Universitet Jøren Ullits ude henvise til en manglende lovhjemmel, og nu tager Odense Kommune bladet fra munden.
I et skriftligt svar til TV 2 Fyn skriver By- og Kulturforvaltningen, at der gennem en årrække har været afholdt koncerter og andre arrangementer i Tusindårsskoven, og at forvaltningen vurderede, at “det var muligt at afholde Tinderbox uden at være i konflikt med gældende plangrundlag”.
Lægger sig fladt ned
Den eksisterende lokalplan er fra 1992, og i den står, at der “kun opføres mindre bebyggelse, som er nødvendig for områdets drift som friareal og græsningsareal for kreaturer”.
Men selvom koncerter ikke er nævnt i planen, er kommunen kommet i tvivl, erkender den:
- Selvom Planklagenævnets afgørelse om Dyrskuepladsen ikke kan overføres direkte på plangrundlaget for Tusindårsskoven og Tinderbox, er forvaltningen dog kommet i tvivl om, hvorvidt det eksisterende plangrundlag er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for fortsat afholdelse af arrangementer i Tusindårsskoven, skriver forvaltningen.
By- og Kulturudvalget går nu i gang med at udarbejde en ny lokalplan, der skal “modernisere og dermed fremtidssikre området i forhold til afholdelse af arrangementer”.
- Denne lokalplan forventes at kunne fremlægges til endelig politisk behandling for byrådet i foråret 2025.
Borgmester Peter Rahbæk Juel og rådmand Søren Windell har inviteret foreningen Dyrskuepladsens Naboer til et såkaldt dialogmøde om emnet torsdag eftermiddag.
- Før skete det hvert 20. år - nu sker det hvert år, siger beboer om vild oversvømmelse ved Odense Å
kopieret!
Det våde og voldsomme vejr gør, at Odense Å nok engang er løbet over sine breder.
I Nørre Broby i Faaborg-Midtfyn Kommune er det ingen undtagelse, beretter borger i området Christian Hansen til TV 2 Fyn.
- Før i tiden skete denne type oversvømmelser måske en gang hvert tyvende år. Nu sker det hvert år, siger Christian Hansen, der ejer Herregaarden Lundegaard, som ligger i Nørre Broby tæt ved Odense Å.
Han fortæller, at borgere i området snakker meget om udviklingen, og at han løbende er i kontakt med kommunen om situationen.
- Frustrerende
Qua sit arbejde som herregårdsejer er det for Christian Hansen afgørende, at vandet trækker sig tilbage, inden foråret kommer, forklarer han.
- Jamen vi har en masse dyr, der skal på græs, så hvis ikke vandet er væk, er vi nødt til at holde dem inde, hvilket er frustrerende, siger Christian Hansen og tilføjer, at omkostningerne til foder desuden vil stige.
- Jeg har en ven, der bor tættere på åen, end jeg gør. Han er meget nervøs, lyder det videre.
Normalt går der en uge, fra det stopper med at regne, til at vandet begynder at trække sig tilbage, beretter Christian Hansen. Nogle år har det dog regnet så meget, at der går væsentligt længere tid.
- Sidste år var det ekstra slemt, siger Christian Hansen, der krydser sine fingre for, at situtationen ikke gentager sig i år.
- Jeg håber på en tør periode til marts, lyder det videre.
Ifølge Christian Hansen fjerner kommunen jævnligt planter og siv, så der bliver skabt en såkaldt strømrende, der der skal lede vandet væk fra markerne.
Se flere billeder fra oversvømmelsen i galleriet her.
- Det er sommerdæksklubben, vi kommer ud til, siger Jan fra Dansk Autohjælp
kopieret!
Når sneen falder, skal SOS Dansk Autohjælp og andre rykke ekstra hurtigt.
- Første gang, der kommer sne, er der altid travlt. Folk har ikke fået deres vinterdæk på, så det er jo populært sagt sommerdæksklubben, vi kommer ud til først, siger Jan Madsen, der er tekniker ved Dansk Autohjælp.
Derudover er der folk, der sidder fast, eller som har vanskeligheder med at starte bilen.
Til de, der skal afsted tidligt om morgenen, har Jan Madsen to råd.
- Husk at bruge bilen. Mange af dem, der får hjælp af os, er nogen, der har bilerne til at stå stille i længere tid - fire, fem, seks dage. Ellers kan du ikke forberede dig andet, end at du kan stå op i god tid og så komme afsted i god tid, siger han.
Voldsomt vejr afføder risiko for lukning af Storebæltsbroen
kopieret!
Da det ifølge prognoserne vil blæse kraftigt mandag aften og frem til tirsdag formiddag, er der risiko for, at Storebæltsbroen lukker for al biltrafik, oplyser Sund & Bælt på X.
Hvis det sker, vil lukningerne gælde i et kortere tidsrum fra omkring klokken 20 mandag og mellem klokken 04 og 10 tirsdag, lyder det.
Det er lavtrykket, som førte både sne og blæst med sig søndag og natten til mandag, som stadig spøger.
Natten til tirsdag nærmer centrum af lavtrykket sig Danmark, og der vil blive skruet voldsomt op for vinden, som tiltager og bliver frisk til kuling fra sydvest med kraftige vindstød fra sydvest.
TV 2 Fyn følger situationen.
Mandag aften frem til tirsdag formiddag rammer kraftig blæst Storebæltsbroen. Ifølge DMI’s prognose vil der være risiko for lukning af vejtrafikken i et kortere tidsrum omkring kl. 20 og igen senere på natten i perioden mellem kl. 04.00 og 10.00 tirsdag morgen.
— Sund & Bælt (@sundogbaelt) January 6, 2025
Følg udvikling…
Se den vilde video: Kæmpefugl spottet i byområde
kopieret!
Det var alt andet end at normalt syn, der mødte Torben Hjorth fra Tarup, da han luftede sin hund fredag.
Ved Stavis Å - omkring 100 meter fra Rismarksbroen i Odense NV - spottede han nemlig en havørn, og Torben Hjorth, der efter egen udsagn “er meget interesseret i fugle”, tog fluks sin smartphone frem og filmede kæmpefuglen.
- Den var en superfed oplevelse og en kæmpe glæde at se så stort et dyr i "hverdagsnatur", siger Torben Hjorth til TV 2 Fyn og påpeger, at han har gået netop den tur med hunden hver dag i knap 20 år og “aldrig har set noget lignende”.
Malurt i bægeret
Torben Hjorth beskriver, hvordan det “gav et sus”, da han spottede rovfuglen, der med sit vingefang på knap 2,5 meter er en af Europas største.
- Det var bare et smukt syn at se den flyve der i det frostklare vejr, siger Torben Hjorth, der selv holder fugle.
Selvom Torben Hjorth aldrig har set en havørn på sin gåtur, er det faktisk ikke helt så usædvanligt, at havørne kan finde på at søge mod byområder. Det oplyser en af Danmarks førende eksperter i havørne og medforfatter til bogen Havørnens Danmark, Erik Ehmsen, til TV 2 Fyn.
- Jeg er ked af at skulle fylde malurt i bægeret, men du kan se havørne overalt, siger Erik Ehmsen og tilføjer, at det både gælder befærdede stier, beboede huse og landsbyer.
Ifølge Erik Ehmsen er der tale om “en gammel havørn”, da en sådan kendes på den karakteristiske hvide hale.
Han oplyser videre, at kæmpefuglen formentlig har befundet sig i området for enten at jage ænder eller blishøns, da “fisk for tiden svømmer for dybt i vandet”.
Havørnen vendte i 1995 tilbage som dansk ynglefugl efter mange års fravær.
Bølgerne går højt - kan omstridt byggeri holde til 10.000 års ekstremvejr?
kopieret!
Mens Folketingets partier advarer landets kommuner mod byggeri tæt ved kystlinjen, går bølgerne højt i Nyborg om, hvorvidt det er forsvarligt at bygge 75 lejligheder lige ud til Storebælt.
Bygherre Bøg Madsen Ejendomme garanterer, at den påtænkte kystsikring kan holde stand op til 2,55 meter - svarende til en 10.000-års-hændelse.
Men en ting er statistik, noget andet er politik. Og i dag skal Nyborgs politikere i Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til projektet.
Klap hesten
- Folketinget har netop vedtaget, at der vil komme fælles retningslinjer for kommunerne i år som en del af planloven. Det skal forhindre, at kommerne giver tilladelser til byggeri, hvor man risikerer oversvømmelser. Derfor mener jeg, at vi bør sætte byggeansøgningen på pause, inden vi sætter lokalplan og offentlig høring i gang. For hvad nu hvis loven forbyder byggeri inden for en 100 meters grænse til kysten, siger Michael Gertsen, der er byrådsmedlem for Konservative og 1. viceborgmester.
Bøg Madsen Ejendomme har på baggrund af oplysninger fra Miljøstyrelsen, Miljøministeriet og Klimatilpasningsværktøjet KAMP beregnet, at en 100 års hændelse vil få vandstanden til at stige til 2,19 meter.
Det vil berøre den ene af projektbygningerne, men den påtænkte kystsikring på 2,55 meter i form af blandt andet en kyststi vil kunne holde til en 10.000-års-hændelse, fremgår det af projektmaterialet.
Og det betrygger både et flertal i den socialdemokratiske gruppe og Venstres byrådsgruppe, der har absolut flertal i Nyborg Byråd.
SF mener - lige som Konservative - derimod, at flertallet i byrådet er på slingrekurs.
I november udsendte borgmester Kenneth Muhs en pressemeddelelse på Venstres vegne, hvor han foreslog, at DSB giver afkald på boligbyggeri på naboområdet netop af hensyn til risikoen for fremtidige højvande-situationer.
- Der er her en oplagt mulighed for at udtage areal med et samlet boligareal på 25.000 kvadratmeter. I Nyborg er de gamle DSB-arealer udlagt til boligudvikling. Nyborg Kommune har etableret en bypark på en del af området som et væsentligt element i hele den rekreative sammenhængsplan for området, hed det i pressemeddelelsen.
Ballade om højt luksusbyggeri med havudsigt - socialdemokrat provokeret over Anker Boye-rolle
To gange har Nyborgs Teknik- og Miljøudvalg sagt nej til et syv-etagers byggeri i strandkanten.
Men nu er et overvældende flertal i byrådet tilsyneladende vendt på en tallerken - blandt andet efter et besøg af Anker Boye sidste år.
På mandag skal udvalget se på projektet igen.
75 lejligheder - nu kun i seks etagers højde, men fortsat få meter fra vandkanten i det område, der hedder Sølyst i Nyborg, kan snart være en realitet.
Provokeret af Anker Boye
Men byggeriet har slået dybe skår i Sociademokratiet, og SF og Konservative er direkte modstandere af projektet, der vil blive højere end det nye udsigtstårn ved Nyborg Slot.
Socialdemokraten Vibeke Ejlertsen er helt uforstående overfor kollegaernes kursskifte.
- Og jeg synes, det er provokerende, at man inviterer Anker Boye til at skulle overbevise byrådspolitikerne i Nyborg om, at det er fornuftigt at gennemføre et stort byggeprojekt på grunden. I samme kvartér ligger et område, som kommunens egen forvaltning har omtalt som særligt bevaringsværdigt. Og så er jeg også forundret over, at man pludselig ikke ser noget problem i at bygge på en grund, hvor der er risiko for oversvømmelse, siger Vibeke Ejlersen.
Anker som privatperson
Anker Boye oplyser til TV 2 Fyn, at han var til stede som privatperson under en rundvisning på grunden i Nyborg, fordi han var inviteret til at skabe dialog, og ikke som repræsentant for Bøg Madsen.
Ifølge TV 2 Fyns oplysninger fra en deltager ved rundvisningen fortalte Anker Boye blandt andet om erfaringer med at byudvikle Odense.
Anker Boye er i dag formand og direktør i ejendomsselskaber i Gartnerbyen i Odense, Komplementarselskabet Køge Kyst og bestyrelsesmedlem i Udviklingsselskabet for Billige Boliger.
Historien om Sølyst
Den gamle Sølyst-bygning, der i 1826 blev opført som lystejendom og i 1891 brugt som plejehjem for “mindre bemidlede damer af de dannede samfundsklasser”, er vurderet som bevaringsværdig og tinglyst mod nedrivning.
I dag er bygningen nedrivningsmoden og kondemneret efter mange års misrøgt - senest af kinesiske ejere, der i 2021 solgte ejendommen til Bøg Madsen Ejendomme for 15 millioner kroner.
Lokalplanen og tinglysningen muliggør ikke nedrivning og massivt boligbyggeri på den meget attraktivt beliggende grund.
Derfor har politikerne i Nyborg hidtil trukket håndbremsen over for diverse projekter, der ser en god forretning i at bebygge området med attraktive lejligheder.
Nyt liv til luksusprojekt
Senest i juni måned sidste år blev der sagt nej til Bøg Madsens planer om 75 lejligheder med tilhørende p-pladser, men nu har investeringsselskabet skåret en etage af højden og åbnet byggeriet med en offentlig promenade og adgang til stranden.
Det har omvendt to tredjedele af Socialdemokratiets gruppe - og også Venstre støtter nu projektet.
Selv om både regeringen og KL i disse dage advarer mod byggeri lige ud til kysten, føler flertallet sig betrygget af en kystsikring mod vandstigning op til 2,55 meter.
Hos modstanderne er det heller ikke så meget kystsikringen, der er skydeskive for kritikken.
- Det er ikonisk bygning af en kulturarv, vi skal passe på. Man kunne sagtens bygge noget i mindre skala, men så hænger økonomien ikke sammen i projektet. For kystsikring er jo dyr. Og det er nok også derfor, man skal bygge helt op i 21 meters højde, der er højere end det nye vagttårn på Nyborg Slot, siger Michael Gertsen, konservativ og 1. viceborgmester.
Ikonisk bygning
SF’s byrådsmedlem Suzette Frovin understreger, at Bøg Madsen Ejendomme har købt en grund velvidende, at Sølyst er bevaringsværdig og ikke kan rives ned.
- Den primære opgave må være at bevare en historisk bygning midt i Nyborg By, siger Suzette Frovin.
Østfyns Museer har tidligere givet udtryk for, at bygningen bør bevares, fordi den har kulturhistorisk værdi, og det synspunkt har man fortsat, siger direktør for Østfyns Museer, Mette Ladegaard Thøgersen.
Nina Bøg Madsen, direktør i Bøg Madsen Ejendomme oplyser følgende i et skriftligt svar til TV 2 Fyn.
- Vi har indsendt et nyt og tilrettet projekt til behandling i Teknik- og Miljøudvalget vedrørende Sølyst-grunden. Projektet er ambitiøst og vil betyde en investering på et trecifret millionbeløb. Det er et projekt, der blandt andet skal hjælpe kommunen med at indfri et ønske om at tiltrække flere borgere. Med det tilrettede projekt har vi samtidig lyttet til de bemærkninger, der har været, og blandt andet reduceret højden på byggeriet og med projektet følger tillige en omfattende kystsikring, der sikrer mod såkaldte 10.000-års hændelser samt et rekreativt område ned mod vandet. Alle dele er fuldt finansieret af projektet.
Før mødet i Teknik- og Miljøudvalget i dag har hele byrådet modtaget et åbent brev fra naboerne, Ejerforeningen Færgevej og Arbejdsgruppen vedrørende DSB’s aflagte arealer ved Nyborg Havn.
- Selv om der er skåret en etage af det tidligere projekt, og at der etableres kystsikring, så ændrer det ikke på, at det bliver to store Dubai-lignende boligenheder, der arkitektonisk ikke harmonerer med boligenhederne ved Nyborg Fjord og på DSB’s aflagte arealer, hedder det blandt anet i henvendelsen.
Bestyrelsesmedlemmer trækker sig fra stor biogas-koncern
kopieret!
Længere tids uenighed i bestyrelsen og med direktionen i virksomheden BioCirc er nu resulteret i at tre bestyrelsesmedlemmer forlader deres plads.
BioCirc har kontor i Middelfart og driver otte biogasanlæg rundt om i landet, med formålet at producere grøn biogas til 120.000 husstande.
På sin hjemmeside skriver virksomheden nu, at den skal se fremad.
- For at se fremad har bestyrelsen set indad, og begravet stridsøksen, så BioCirc igen kan fokusere på at gå forrest i den grønne omstilling og skabe lokale grønne jobs.
En af løsninger er ifølge virksomheden, at der indsættes en ledelsescoach, der skal hjælpe virksomheden på vej. Det er Bertel Maigaard, der er direktør i BioCirc.
Lavede 1 meter hotdog: Grillbar begynder året med generationsskift
Stedet med de lange… rigtigt lange hotdogs står nu over for en forandring. Banjos Grillbar oplyser nemlig på Facebook, at grillen begynder året med et generationsskift.
Det betyder at de én meter lange hotdogs i fremtiden bliver langet over disken af nye ejere, lyder det. Søren Bersang Rasmussen, der indtil nu har været ejer, er kendt for at have lavet Danmarks Største hotdog.
Privatansatte får flere penge mellem hænderne
kopieret!
Lønningerne på det private arbejdsmarked steg med 4,6 procent i fjerde kvartal i 2024, når man sammenligner med samme periode i 2023.
Det viser tal fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der er hovedorganisation for 11 arbejdsgiverforeninger på det private arbejdsmarked.
Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, påpeger, at lønstigningerne generelt har bevæget sig hurtigere op end priserne i 2024.
- Det står i modsætning til 2022, hvor priserne omvendt stak af fra lønningerne, skriver han i en kommentar.
Foreløbige tal for inflationen viser, at forbrugerpriserne steg med 1,6 procent i fjerde kvartal.