Muligt stenkast på motorvejen: Eftersøgningen udvides til en bro mere

Fyns Politi søger vidner til onsdagens mulige stenkast på Fynske Motorvej.

Vagtchef i Fyns Politi Thomas Bentsen oplyser torsdag morgen, at man efter al sandsynlighed udvider eftersøgningen efter onsdagens mulige stenkast på Fynske Motorvej.

Onsdag formiddag og aften ledte politiet efter den genstand, der ramte taget på en varevogn, mens den kørte forbi Odense i retning mod Nyborg.

Efter midnat natten til torsdag meldte vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland, at eftersøgningerne sluttede uden resultat.

- Vi har søgt med vores dygtigste hunde, og der er ikke fundet noget, der har kunnet kaste videre lys over sagen.

- Der er ikke rigtig noget at gå videre med, medmindre der dukker vidner op, siger Sten Nyland.

Politiet holder møde torsdag om det mulige stenkast fra en motorvejsbro.
Politiet holder møde torsdag om det mulige stenkast fra en motorvejsbro.
Foto: Natacha Djervad

Fyns Politi holder ifølge TV 2/Fyns oplysninger møde torsdag formiddag, og her vil man formentlig beslutte, at afsøge området omkring broen, hvor Holkebjergvej krydser motorvejen vest for Odense.

- Så vil vi have dækket hele strækningen gennem Odense, siger vagtchef Thomas Bentsen. 

Han kalder onsdag episode for "mystisk", men påpeger, at der ikke hersker tvivl om, at der er sket en skade på varebilen.

Bule på 40 centimeter

Føreren af varebilen er fra Vejle og kender ikke motorvejs-strækningen gennem Odense i detaljer. Derfor er der usikkerhed om, hvor præcist genstanden ramte køretøjet. 

Han stoppede i Langeskov, og her viste det sig, at der var en bule på 40 centimeter i højre side af taget.

Det mulige stenkast er snævret ind til tidsrummet onsdag mellem klokken 9.15 og 9.25.

Teorien er, at episoden kan være sket på strækningen fra Odense SV til Tietgenbyen og sandsynligvis mellem afkørsel 52 og 51.

Men nu undersøger man altså med stor sandsynlighed et område ved en bro i den modsatte retning.

Føreren af varebilen har oplyst, at han så to personer stå på broen. 

Fyns Politi er meget interesseret i at høre fra vidner, som ved noget om sagen, tog kan kontaktes på telefonnummer 114.

Oversigt

    Oversigt