Næsten en million om dagen: Enorme dagbøder på det nye OUH byggeri fra på mandag
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Daglige bøder på næsten en million kroner, det kan være virkelighed for totalentreprenøren for det nye OUH, Odense Hospital Project Team, fra på mandag.
Region Syddanmark forbereder sanktioner over for totalentreprenøren på det nye universitetshospital i Odense fra den 18. december i form af dagbøder på 960.000 kroner, det oplyser regionen i en pressemeddelelse.
Boden har været varslet siden maj og træder nu i kraft, fordi to aftalte delmål om installationer og validering ikke er nået.
De to delmål drejer sig om IT-systemet Scada, der skal overvåge teknikken på hospitalet, og en række rum, som kræver Lægemiddelstyrelsens godkendelse. I de rum er byggeriet ikke nået langt nok til at valideringsprocessen kan gå i gang.
Forventer ikke at delmål nås til tiden
Region Syddanmark forventer, ifølge pressemeddelelsen, ikke, at OHPT når i mål med to af de tre aftalte milepæle inden fristen på lørdag, men totalentreprenøren har indtil lørdag til at komme op med en løsning, der kan afværge dagbøderne.
Karsten Uno Petersen (S), der er formand for regionens Udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling, ærgrer sig over udviklingen og over, at det ikke er lykkedes at nå i mål til de aftalte deadlines.
- Vi er naturligvis meget opmærksomme, når vi ikke ser de fremskridt, som vi forventer på byggeriet, og det ligger os meget på sinde, at vi får færdiggjort det nye OUH så hurtigt som muligt. Da vi lavede den seneste aftale for et år siden, var det vores overbevisning, at entreprenøren havde fået den snor, der var brug for, men når det ikke er sket, er det logisk, at vi nu griber fat i kontraktens muligheder for dagbøder, siger han.
Kan betyde forsinkelser
De delmål, som ikke er opfyldt endnu, er afgørende for, at byggeriets næste fase kan starte. Det betyder, at byggeprocessen må rettes, og det kan give forsinkelser.
Det er endnu usikkert hvilken betydning forsinkelserne får for den samlede tidsplan. Region Syddanmarks projektorganisation for Nyt OUH er i gang med at beregne og analysere de krav til tid og økonomi, der er kommet fra OHPT.
Det er uvist, hvor længe dagbøderne vil blive uddelt, og beløbet vil blive tilbageholdt i forbindelse med betalinger af entreprenørens fakturaer.
Odense Hospital Project Team oplyser onsdag aften, at de ikke vil give en kommentar til Regionens pressemeddelelse i dag.