Nu rykker OB ungdomslandsholdsspiller op på førsteholdet
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Onsdag blev talentet Elias Hansborg-Sørensen præsenteret som ny førsteholdsspiller i OB, og i dag er det så et andet talent: nemlig Nikolaj Juul-Sandbergs tur.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Ungdomslandsholdsspilleren bliver rykket op fra U19-holdet.
- Jeg er rigtig glad, og jeg er også stolt. Det er en stor drøm for mig, og jeg er rigtig glad for, at jeg allerede som andenårs U19-spiller rykkes op. Der er lidt mere ansvar på mig selv, og det er selvfølgelig fedt, og det bliver godt for min hverdag og min udvikling, siger Nikolaj Juul-Sandberg.
Midtbanespilleren kom til OB som U14-spiller fra Middelfart G & BK og har siden da udviklet sig gevaldigt.
- Allerede fra første øjekast kunne man se den aura, der er omkring ham. Han er en spiller, som har den DNA, vi søger, siger Akademichef Tonny Hermansen.
Nikolaj Juul-Sandberg vil være med, når spillerne træner første gang 24. juni.