NordicBet Liga-klubben OB måtte tirsdag aften indkassere sæsonens første nederlag, da klubben i pokalturneringen tabte efter straffesparkskonkurrence til Middelfart fra 2. division.
OB var ellers favorit til at vinde kampen, og dagen derpå er skuffelsen derfor stor i OB. Det fortæller sportsdirektør Troels Bech i et interview med TV 2 Fyn.
- Pokalturneringen er skabt for, at favoritten skal tabe engang i mellem, men for os er det et kæmpe slag - også strategisk. Vi er Øens Hold, og vi er samarbejdspartnere med Middelfart, og så skal vi altså ikke tabe til dem. Det er på ingen måde en god idé, siger Troels Bech.
- For mig var det endnu dyrere, at vores udtryk var så langt fra det, vi ellers går og arbejder med. Men vi har lært noget, og sætningen lyder jo, at vi vinder hver gang - nogle gange er det desværre kun erfaring, vi vinder. Det var det, vi fik i går, tilføjer han.
Er nederlaget og præstationen et tilbageslag for jeres samlede projekt og det kulturarbejde, I er i gang med?
- Nej, det er det ikke. Det er det, hvis vi ikke reagerer på det. Der er generelt en tendens til i mange fodboldklubber - og Odenses bedste fodboldhold har det på samme måde - at vi tit overregerer på sejre og på nederlag. Det her nederlag er en forventelig bølgekurve, der skal nå højere, end vi kender, men lige linjer findes ikke i fodbold. Det her er et bump på vejen, som ikke må blive et setback. Det bliver det, hvis vi ikke reagerer.
Udfordret på bredden
Flere af OB's unge spillere og normale reservespillere kom på banen mod Middelfart, men Troels Bech ser ikke nederlaget som et udtryk for manglende bredde og kvalitet i truppen.
- Der var nogen, som ikke holdt det niveau, vi forventer, men det var jo ikke kun dem, som kom ind. Det var jo også nogen, der spiller hver gang, og det der er den store ubekendte i det her: Var det de nye, der forringede os og smittede af på de andre? Eller var det reelt den anden vej rundt, så de normale startere gjorde det svært at komme ind for de nye? Det kræver nok en længere undersøgelse og længere talerække, end det vi to har lige nu. Men vi er udfordret i bredden, hvis du spørger mig, siger Troels Bech.
Han peger også på, at OB gav spilletid til mange uerfarne spillere i kampen mod Middelfart.
- Der er mange, der glæder sig over, at vi har fået mange unge spillere ind på holdet, og mod Middelfart sluttede vi af med otte akademister. Alle råber op om muligheden for, at de unge skal få chancen, og det får de også. Når mange unge får chancen - især på samme tid - så får vi også ustabile præstationer. Så lige så fantastisk, det var i lørdags at se 17-årige William Martin skabe en chance, som 19-årige Elias Hansborg scorede på, lige så tydeligt er det, at når det hele ikke kører, så har nogle af de unge har brug for mere støtte. Jo flere unge, jo mere støtte er der brug for, siger Troels Bech.
Hvordan kommer I videre herfra?
- Jeg hylder gerne det her begreb, som jeg kalder overvinderkultur. Det består blandt andet i at kunne forstærke sit fokus, når der er et bump på vejen. Og det er ikke for at nedgøre nederlaget i pokalen til Middelfart. Det er vores opgave at gøre det til et bump på vejen ved hurtigst muligt at reetablere. Det må vi bevise, at vi kan nu.