Ny bandepakke præsenteret: Nu håber Odense-politikere at lukke rockerborg
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Nu har politikerne fået bandepakken, som de har ønsket sig så meget - men de er i tvivl, om det var det, de ønskede sig.
- Vi har en rockerborg her i Odense, og den vil jeg gerne lukke. Får jeg værktøjerne til det, så vil jeg gerne gøre det i morgen.
Får Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) det sylespidse lovværktøj, som han egentlig har ønsket sig, så er der ingen tvivl om, hvad han vil bruge det til.
Med regeringens nye bandepakke håber borgmesteren, at han snart kan slå til.
Odense Kommunes beskæftigelses- og socialrådmand er enig.
- Rockerborgen på Petersmindevej bør lukkes. Helt bestemt, lyder det fra Christoffer Lilleholt (V), der dog har et lille 'men' i baghånden.
- Det er meget luftigt, siger han om det initiativ, som regeringen har fremlagt, som en hjælp til kommunerne til at få utrygge klubhuse lukket.
Håber på nemmere lovgivning
Initiativ 31 i regeringens nye bandepakke bliver af rådmanden kaldt en "pakke til Odense." Regeringen vil nemlig give kommunerne de bedste forudsætninger for at forbyde rockerborge og bandeklubhuse.
Konkret foreslår regeringen, at der bliver udarbejdet en vejledning om den nuværende lovgivning, så kommunerne har de bedste forudsætninger for at anvende loven i praksis.
Og det er her, at beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt fornemmer en vis luftighed, selvom han er glad for regeringens lydhørhed.
- Kan vi få noget vejledning fra regeringen, så er vi glade for det, og så håber jeg på, der kommer noget nemmere lovgivning, siger rådmanden, der understreger, at han vil bide sig fast i ministerens bord for at sikre konkrete forbedringer.
Værktøjerne skal slibes
Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) antyder også, at gavens anvendelighed er lidt uklar.
- I dag er jeg glad for, at ministeren har lyttet, men der er ingen tvivl om, at det, der tæller, er, om vi bliver i stand til at bruge loven ude i virkeligheden.
Hvilket borgmesteren understreger, at den nuværende lovgivning ikke er.
- Den er meget omstændig, og meget tvetydig, siger borgmesteren om den lovgivning, som regeringen nu vil give vejledning til.
Bliver det ikke bedre ved hjælp af den varslede vejledning, så er borgmesteren dog også meget klar.
- Pakken er ikke god nok, hvis man ikke får slebet værktøjerne, siger Peter Rahbæk Juel.
Væk med bøvlet
Ifølge Socialdemokratiet retsordfører i Folketinget Bjørn Brandenborg bliver der ikke pillet ved selve loven.
- Men det skal ikke være bøvlet for kommunerne, siger han og uddyber:
- Det handler om, at kommunerne kan få den fornødne hjælp, når de har brug for det.
Bjørn Brandeborg indrømmer, at det netop var for bøvlet for kommunen at forbyde Satudarahs indtog i byen i 2022, selvom det lykkedes til sidst.
- Vi ønsker slet ikke, at kommunerne skal brug tid på det. Det skal være nemt og hurtigt for kommunerne at forbyde de her bandegrupperinger, siger han.
Kan du garantere, at klubhusene der er tilbage på Fyn kan lukkes med den her bandepakke?
- Det er jo vores ambition, at der ikke skal være nogle bandegrupperinger nogle steder overhovedet, siger Bjørn Brandenborg.