OB rykker stortalent op i førsteholdstruppen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Den blot 18-årige Elias Hansborg-Sørensen kan nu officielt kalde sig for OB-førsteholdsspiller.
Klubben har nemlig valgt at rykke stortalentet op fra Akademiets U19-trup fra den kommende sæson, oplyser klubben på dens hjemmeside.
- Det bliver megafedt at være en fast del af førsteholdstruppen. Jeg glæder mig helt utrolig meget, og det er en stor drøm, der går i opfyldelse: at kunne kalde sig professionel fodboldspiller - og så i OB, som betyder rigtig meget for mig, siger Elias Hansborg-Sørensen.
Elias Hansborg-Sørensen kom til OB fra Munkebo Boldklub, og han har repræsenteret klubben flot som topscorer i U17-Ligaen i 2022. Han har desuden blevet udtaget til alle danske ungdomslandshold fra U16- til U19-landsholdet.
Førsteholdstruppen har sæsonens første træning mandag den 24. juni, men her deltager Elias Hansborg-Sørensen ikke, da han samme dag har sin sidste studentereksamen.