OB vil spille på Dyrskuepladsen

OB's børne- og ungdomsafdeling har vokset sig for stor til træningsanlægget i Ådalen. I stedet vil OB Amatører træne fast på Dyrskuepladsen, men Det Fynske Dyrskue har ikke råd til flytning.

Odense Boldklubs afdeling for børn- og unge har vokset sig stor.

Så stor, at det ikke længere giver mening at spille på træningsanlægget ved Ådalen. Det fortæller formanden for OB Amatører, Claus Eder, der i stedet har udset sig Dyrskuepladsen som fast træningsområde.

- Lige nu har vi kæmpe pladsproblemer på grund af klubbens mange medlemmer. Hvis vi får Dyrskuepladsen, vil vi have plads til alle vores børne- og ungdomsmedlemmer der.

quote Hvis ikke Odense Byråd vil finansiere flytningen, så er der ikke noget dyrskue i fremtiden.

Torben Povlsen, formand, Det Fynske Dyrskue

Odense Byråd er i øjeblikket i færd med at tage stilling til seks mulige scenarier, der skal løse pladsproblemerne for Odense Boldklub. At rykke til Dyrskuepladsen er ét af scenarierne, og det er Odense Boldklub og de andre fynske boldklubber gået sammen om at pege på.

I forvejen låner Odense Boldklub en del af arealet på Dyrskuepladsen til at træne, men hvis det står til Claus Eder, skal ordningen være permanent og banerne i top.

- Vi vil gerne have fodboldbaner, Og på Dyrskuepladsen er der græs med streger. Det er ikke fodboldbaner. Vi vil gerne have baner af høj kvalitet, som man bruger penge på at vedligeholde, forklarer han.

Det Fynske Dyrskue må flytte

Hvis forslaget vedtages betyder det, at der ikke længere er plads til Det Fynske Dyrskue. Af referater fra møder i By- og Kulturudvalget i Odense Kommune fremgår det, at det militære træningsområde Højstrup skal udgøre Det Fynske Dyrskues nye placering.

Den løsning bakker Brian Dybro (SF) op om.

- Den bedste løsning vil være, at vi flytter dyrskuet permanent og laver boldbaner derude til OB Amatører. Selvom jeg holder af dyrskuet, er tiden løbet fra, at det skal afholdes inde midt i byen, udtaler han.

Ifølge ham giver det ikke mening, at Odense Boldklub og Det Fynske Dyrskue deles om pladsen.

- Man kan ikke have dyrskue og boldbaner på samme areal. Dyrskuet ligger beslag på pladsen to til fire uger om året, og så skal banerne reetableres. Det er besværligt, det er dyrt, og det giver simpelthen ikke mening, siger han.

Har ikke råd til at flytte

Det Fynske Dyrskues formand, Torben Povlsen, er ikke begejstret over udsigterne til at skulle flytte.

- Vi har et super event, hvor vi formidler fødevareproduktionen inde i Odense for 57-58.000 mennesker om året. Hvis det skal lukke, fordi der er nogle børn og voksne, der skal spille fodbold, er vi nødt til at finde en løsning, hvor vi kan være der alle sammen, siger han.

For Torben Povlsen er det som udgangspunkt lige meget, hvor Det Fynske Dyrskue finder sted, men en flytning vil kræve nye faciliteter på området ved Højstrup. Det har kræfterne bag dyrskuet ikke råd til selv at betale.

- De midler, vi har, er brugt på Dyrskuepladsen. Hvis ikke Odense Byråd vil finansiere flytningen, er der ikke noget dyrskue i fremtiden, fortæller han.

Venstre: Overvej omkostningerne

SF's ønske om at flytte Det Fynske Dyrskue kan ende med at koste et beløb i millionklassen.

By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V) håber, byrådet har regningen i baghovedet, når de træffer den endelige beslutning.

- Jeg er bekymret for økonomien. For mig er det vigtigt, at vi også efterfølgende har et dyrskue. Det er Fyns største event med næsten 60.000 besøgende om året, forklarer hun.

- Jeg håber, byrådet overvejer, hvor de ekstra mange millioner skal komme fra.

Jane Jegind fortæller, at hun ønsker en løsning, som Det Fynske Dyrskue også kan se sig selv indgå i.

By- og Kulturudvalget vender tilbage til arbejdet med de mulige scenarier for fordelingen af boldbaner efter sommerferien.

Oversigt

    Oversigt