OB's kanonkonge slår fast om spekulationer:
- Mit fokus er at score mål for OB
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Luca Kjerrumgaard scorede hele tre gange for OB onsdag aften og jubler over den gode sæsonstart. Han drømmer stort men fortsætter gerne i OB.
OB har fået en forrygende start på sæsonen i NordicBet Liga med seks sejre i de første seks kampe, og den helt store stjerne for holdet har været den 21-årige angriber Luca Kjerrumgaard.
Onsdag scorede han alle tre mål i OB's 3-0-sejr over FC Fredericia, og med otte mål i seks kampe er han topscorer i NordicBet Liga. Tæller man de sidste fem kampe af sidste sæson i Superligaen med, har Luca Kjerrumgaard scoret 12 mål i sine seneste 11 ligakampe for OB, og han glæder sig over den aktuelle succes.
- Det betyder alt. Når man har vokset op her og spillet i OB i otte år, så har man selv stået på tribunerne og set rigtig mange OB-kampe.Man har altid drømt om, at det skulle være en selv, der står og scorer målene nede på banen. Så for mig er det en ære at få lov at score mål for OB. Det betyder alt for mig, siger Luca Kjerrumgaard efter onsdagens kamp.
Efter meget modgang er han topscorer i OB:
- Det har været en rutsjebanetur
21-årige Luca Kjerrumgaard har mødt meget modgang i sin korte tid som professionel fodboldspiller, men nu nyder han succesen som topscorer for OB.
Der er fodboldskole på OB’s træningsanlæg i Ådalen denne uge, så mens klubbens førstehold knokler på bane 1, er der masser af unge purke, der kigger på midt i en pause fra sommertræningen. Det giver ekstra opgaver for OB’s professionelle spillere, der giver sig tid til autografskrivning og selfiesessions under den blå sommerferiehimmel, hvor de unge fans med begejstring stimler sammen om de voksne helte.
En af de mest populære spillere er Luca Kjerrumgaard, der med tre mål i de første to kampe er OB’s topscorer og en af de nye profiler på holdet. Og han tager sig gerne tid til fansene, for opmærksomheden er positiv.
- Jeg har selv stået her mange gange som dreng og forsøgt at få autografer eller et par handsker eller støvler fra spillerne på førsteholdet, så jeg kan sætte mig ind, hvordan de har det, og jeg vil jo gerne gøre alle glade. Det er en kæmpe ære for mig at kunne få lov at leve af mit arbejde og skabe noget glæde til de folk, der også elsker at se os spille. Så det vil jeg sige, det er jeg superglad for, siger Luca Kjerrumgaard til TV2 Fyn.
Stemningen i Ådalen er i det hele taget anderledes let og positiv her i juli, hvor OB har fået en fin start på sæsonen i 1. division. Forårets mørke skyer er ved at drive væk, og selvom skuffelsen over nedrykningen fra Superligaen stadig sidder i kroppen hos flere af spillerne, er fokus nu rettet mod det altoverskyggende mål denne sæson: Oprykning.
Her er Luca Kjerrumgaard en vigtig figur for OB-holdet. Den 21-årige angriber er udset en nøglerolle på holdet, og med tre scoringer i sæsonens første to sejre har han været en væsentlig faktor i fynboernes førsteplads.
- Vi har fået seks point, som vi selv mente, at vi skulle have. Vi startede svært med en hård kamp mod Esbjerg, hvor vi alligevel trak sejren til sidst, og jeg synes, at vi som trup er kommet godt ind i sæsonen. Vi har noget selvtillid og positivitet og en anden energi, end vi havde i starten af sidste sæson. Så jeg synes, at det går godt, og jeg synes også selv, at jeg er kommet godt i gang, siger Luca Kjerrumgaard.
At vokse som mand og menneske
Han glæder sig over, at han har fået masser af spilletid og tillid fra træner Søren Krogh denne sommer. Den personlige optur begyndte egentlig i slutningen af sidste sæson, hvor han kom ind i de sidste fem kampe og scorede fire mål.
Den gode stime er fortsat efter sommerferien, så han nu er oppe på syv scoringer i sine seneste syv kampe i denne sæson. Han har følt sig i god form er og taknemmelig for den nye rolle, han har fået på holdet, for det har ikke altid været lige let for den næsten to meter høje fynbo.
- Det har været noget af en rutsjebanetur. Det har været meget lærerigt, for jeg har stille og roligt skulle vokse som menneske og som en mand nu. Jeg er ikke længere teenager, men jeg har lært noget af de ture, jeg har været på, siger Luca Kjerrumgaard.
Han fik allerede OB-debut som 19-årig for to år siden, men da han ikke slog til i første omgang, blev han primært henvist til bænken i OB, inden han blev lejet ud til Nykøbing FC i 2022 og siden til norske Stabæk i 2023. Her oplevede han både medgang og modgang, inden gennembruddet i OB nu er kommet to år efter debuten.
Artiklen fortsætter efter faktaboksen
Luca Kjerrumgaard
Født: 9. februar 2003
Klub: OB
Position: Angriber
Debut: 18. juli 2022 (OB-FCN 0-2)
Kampe/mål for OB: 21/7
Tidligere klubber: Dalum, Nykøbing FC, Stabæk
-Jeg har lært rigtig meget af de ture, jeg har haft på udlejning, men også i tiden her. Der har været gode og dårlige ting, men jeg er taknemmelig for, at jeg er nået hertil. Jeg har haft nogle gode folk omkring mig til hele tiden at støtte op og minde mig om, at jeg har det, der skal til. Så når jeg fik chancen, så skulle jeg nok tage den, siger Luca Kjerrumgaard, der fremhæver sin familie og rådgivere som vigtige støtter.
Lærdom fra landsholdsspiller
Han var end ikke fyldt 20 år, da han i efteråret 2022 blev lejet ud fra OB til den daværende 1. divisionsklub Nykøbing FC, hvor den tidligere landsholdsspiller Claus Jensen var træner. Drømmen om et OB-gennembrud blev sat på stand by, men tiden på Falster blev en succes for Kjerrumgaard, der scorede 13 mål i 28 kampe for Nykøbing FC.
-Det var et år, hvor jeg skulle lære at spille seniorfodbold. Jeg skulle tage skridtet fra at spille U19 til at komme ind og spille 1. division. Jeg havde en træner, som viste mig rigtig meget tillid og troede rigtig meget på mig og lærte mig en hel masse i Claus Jensen, siger Luca Kjerrumgaard om træneren i Nykøbing FC.
-Han var rigtig god for mig, og jeg tror, han var med til at guide mig i en retning, hvor jeg også fandt mig selv som en anderledes fodboldspiller. For det er en anden måde at spille fodbold, når man kommer op og spiller seniorfodbold, siger Luca Kjerrumgaard.
Opholdet på Falster var altså en succes for Luca Kjerrumgaard, men da han kom tilbage til OB, mødte han igen modgang og manglende tillid fra den daværende OB-træner Andreas Alm.
-Det var både klubbens og min plan, at jeg skulle spille for OB, men sådan havde Andreas Alm det ikke. Jeg spillede ikke så meget i træningskampene, og selvom jeg scorede i en træningskamp mod Twente, kunne jeg godt mærke, hvad klokken var slået, fortæller angriberen, der i stedet skulle på et nyt lejeophold væk fra Odense.
Modgang i Norge og Odense
I efteråret 2023 tog han derfor til Norge hos bundklubben Stabæk, men hvor han fik succes i Nykøbing, gik det stik modsat i Norge. Her var han kun i startopstillingen to gange på tre måneder, og det blev ikke til nogen scoringer.
-Det blev et uheldigt forløb, for klubben havde det svært, og træneren blev fyret to dage efter min ankomst. Så jeg fik ikke lige et gennembrud, men det var stadig en tid, hvor jeg lærte meget. Jeg fik nye øjne på mig, og det er også vigtigt for fodboldspillere, for det er en måde at udvikle sig på. Da jeg kom tilbage til OB i januar, havde jeg nogle nye og andre kompetetencer, konstaterer Kjerrumgaard.
I januar 2024 skulle Luca Kjerrumgaard jagte et gennembrud i OB for tredje gang, men selvom Søren Krogh var kommet til som træner, og Kjerrumgaard scorede mål i vinterens træningskampe, røg han igen hurtigt på bænken i forårets første måneder, hvor OB kæmpede i bunden af Superligaen.
-Der var meget hurlumhej i klubben i de måneder, og de turde nok ikke at satse så meget på os unge. Jeg følte egentlig, at der var tillid fra Søren, men der var også nogle profiler, der havde mere erfaring end mig. Jeg mente selv, at jeg skulle spille, og jeg følte ike, at jeg fik lang nok snor, så det var en hård tid. Jeg skulle lige finde mig selv, men jeg har altid været god til at arbejde mig tilbage og håndtere de svære perioder, siger Luca Kjerrumgaard om endnu et vanskeligt kapitel i hans relativt korte karriere som professionel fodboldspiller.
For selvom det kun er to år siden, han blev seniorspiller, har han allerede været i tre forskellige klubber og oplevet en masse modgang. Men i foråret 2024 kom gennembruddet med fire mål i Superligaen for OB, og de gode takter er fortsat i 1. division.
Artiklen fortsætter efter billedet.
-Det handler om at bevare troen på sig selv, så man ved, at man nok skal tage chanden, når den kommer. Jeg tror også, at det er vigtigt, at man er sammen med de mennesker, som stoler på én, og som er med til at gøre én til et bedre menneske, både på og ude for banen. Jeg har fundet ud af, at hvis jeg giver alt og arbejder hårdt, så kommer de andre ting også. Nu er jeg bare glad for, at jeg også har overskud til mere end bare at arbejde hårdt, siger Luca Kjerrumgaard.
Mulig topscorer i 1. division?
Han ser positivt på OB’s sæsonstart og mulighederne for at rykke op i Superligaen.
-Vi er et godt sted som trup. Vi hænger godt sammen, og vi har en masse spillere, som faktisk har lyst til at være her, og har lyst til at hjælpe klubben i den retning, som vi gerne vil have. Vi skal op igen, og jeg føler, at folk er glade, siger angriberen efter en sommer, hvor der har været mange spekulationer om spillere, der vil væk fra OB efter nedrykningen.
-Jeg ved egentlig ikke, hvad der er foregået, men udadtil kunne det godt se lidt mærkeligt ud. Nu synes jeg, at det ser godt ud, og jeg har en forventning om, at vi skal skrabe en masse point sammen. Jeg glæder mig bare til, at vi skal spille på vores egen stadion nu og prøve den nye bane. Jeg skal selv tage en masse ansvar og prøve at se, om jeg kan lede holdet i den rigtige retning sammen med de andre, siger Luca Kjerrumgaard.
Og hvad med målene? Han har scoret tre mål i sæsonens første to kampe, og lige nu er han en af favoritterne til at blive topscorer i 1. division.
-Jamen, det kunne da være meget fedt. Jeg vil jo i bund og grund sige, at jeg skal bare udligne det, som jeg gjorde sidste gang, at være i 1. division, og så må man jo tage den derfra. Men det kunne være rigtig fedt at tage den titel, siger han.
OB spiller lørdag mod Hvidovre IF på hjemmebane med kampstart kl. 13.00 på stadion i Odense.
Et stærkt signal
Angriberen mener, at OB har sendt et stærkt signal ved at vinde sine første seks kampe i NordicBet Liga.
- Det er fantastisk. Det er et statement, vi sætter over for de andre hold, at vi er på en mission. Vi er ikke kommet for at blive; vi skal op igen. Vi går benhårdt efter det, og det føler jeg også, vi får vist i dag. Vi viser den klasse, vi er kommet med i de andre kampe. Vi vil kun én vej; det er op. Jeg synes, vi er overlegne på rigtig mange punkter i dag, og det får vi vist med manér, siger han.
På samme dag, hvor TV 2 Fyn har lanceret kampagnen "Fyn fortjener et hold i Superligaen" viser OB, at klubben er klar til at leve op til forventningerne om en hurtig retur til landets bedste række. Luca Kjerrumgaard mener, at OB har gode muligheder for at sikre oprykning i første forsøg.
- Vi har det fint med forventningspresset. Vi vidste godt, at vi skulle påtage os rollen som favorit, fordi vi kommer som det største hold. Vi er en stor klub, og vi bør slet ikke være her, så hvis ikke man turde tage den på sig, så skulle man ikke være her. Jeg ved, at alle på holdet har den mentalitet og den vilje, der skal til for at tage favoritrollen på sig og bringe os op igen. Så jeg er 100% sikker på, at alle er klar over, at vi gør alt for at bringe os op igen, siger Luca Kjerrumgaard.
Klar til at blive i OB
Efter hans fornemme sæsonstart i Nordic Bet Liga, spekulerer flere fans og medier i, om Kjerrumgaard kan være interessant for større klubber end OB. Det internationale transfervindue er åbent frem til og med 2. september, men Luca Kjerrumgaard tager opmærksomheden med ro og tænker ikke over at skulle skifte klub.
- Det er jo ikke så simpelt. Der har ikke været noget konkret, og jeg har egentlig bare prøvet at fokusere på OB. Hvis der kommer noget, så må man tage den der, men lige nu har mit fokus bare været på OB og hjælpe dem frem ved at score mål og gøre det godt her. Jeg bør ikke lægge mit fokus alle mulige andre steder, siger Luca Kjerrumgaard.
Han lægger dog ikke skjul på, at han har ambitioner for fremtiden.
- Hvis jeg skulle skifte en dag, skulle det være til et sted, hvor jeg bliver prioriteret. Jeg vil jo gerne op på en højere hylde en dag, men om det er Danmark eller udlandet, ved jeg ikke. Jeg ser helst mig selv i udlandet, men nu må vi se, tilføjer han.
Luca Kjerrumgaard er altså klar til at fortsætte i OB i resten af denne sæson, hvis ikke der dukker et uimodståeligt tilbud op.
- Jeg er hundrede procent klar til at blive her. OB er et godt sted at være, og jeg vil rigtig gerne bringe OB op igen. Så hvis jeg bliver her, hvilket jeg tror, at jeg gør, så vil jeg sørge for, at vi kommer op igen. Jeg vil gøre alt, og jeg vil dø ude på banen for at vi kommer op. Jeg har ikke andre tanker i hovedet end at fokusere på klubben og holdet, siger han.
Støjbergs Syrien-forslag frister ikke - Jafar vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien
kopieret!
31.000 syriske flygtninge skal vende tilbage til hjemlandet.
Det fortæller partiformand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, i Jyllands-Posten torsdag. Og hun har sågar en klar plan for, hvordan hun skal få hovedparten af de 45.000 syrere i Danmark til at rejse tilbage.
Jafar Hassan, der kom til Danmark i 2015, har dog ingen planer om at takke ja til dette tilbud.
Tak for tilbuddet, men nej tak
Som det ser ud nu, giver den danske stat en repatrieringsydelse på lidt over 150.000 kroner til syrere, der vender hjem.
Dette beløb vil Inger Støjberg fordoble, så ydelsen kommer til at hedde 310.834 kroner per voksen syrer.
Hun forklarer til Jyllands-Posten, at man for de penge vil have mulighed for at skabe sig en indtægt og et hjem dernede.
Men hvis Inger Støjberg bankede på Jafar Hassans dør med en check på 300.000 kroner, så ville svaret være kort og klart.
- Jeg ville sige tak for tilbuddet, men pænt nej tak, fortæller han til TV 2 Fyn.
Han forklarer dog videre, at han tror, mange vil takke ja til tilbuddet.
- Du kommer langt i Syrien for 300.000 kroner, men jeg vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien, siger Jafar Hassan.
Han uddyber, at mange syrere blot har ventet på, at Bashar al-Assad blev væltet, og at flygtninge nu vil vende tilbage i større grad.
Jeg rejser tilbage, hvis …
Jafar Hassan har siden 2015 bygget et liv op i Danmark, og bor i Ullerslev. Han ser det ikke som en mulighed at rejse permanent tilbage til Syrien.
- Jeg har afsluttet 9. klasse, 10. klasse og er i gang med en pædagoguddannelse, så jeg har næsten alt her, fortæller han.
Dog findes der også noget, der trækker ham tilbage til hjemlandet.
- Min mor, far og tre søskende bor stadig i Syrien, og dem vil jeg meget gerne se noget mere, siger han.
Derfor ser han, at der kun findes ét tilbud, der kunne få ham til at rejse tilbage til Syrien.
- Jeg skulle have mulighed for at bo begge steder og kunne rejse frit mellem landende, forklarer han afrundende.
Jafar Hassan er bevidst om, at han kan bidrage i Syrien, men står det til ham, kan han også bidrage i Danmark med sin uddannelse.
Et land han hellere vil være i.
Krudtsælgere frygter kunder kvæler nytårsaften: - Synd for de små
kopieret!
I år er nye regler for fyrværkeri trådt i kraft, som betyder, at det nu kun er lovligt at fyre af i to dage - fra den 31. december til 1. januar.
Men den nye lovgivning får flere fynske fyrværkerisælgere til at se på fremtiden med bekymring. To fyrværkeriforhandlere, som TV 2 Fyn har talt med, tvivler nemlig på, at alle kan overholde reglerne.
Og hvis ikke folk kan holde i raketterne i ro, så frygter forhandlerne, at det kan føre til yderligere stramninger, som i sidste ende vil betyde, at man ikke må sælge eller købe nytårsfyrværkeri.
- Så siger politikerne, at nu er der ikke noget, der hedder nytårskrudt, og det vil være synd for de små, siger Claus Oldenbjerg, der driver Krudttossen.
Kan du forudse, hvad der sker i 2025? Tip en 13'er og vind kæmpe gavekurv
kopieret!
Vinder Viktor Axelsen Denmark Open, bliver det nye supersygehus udskudt endnu en gang, og vender forsiden tilbage på tv2fyn.dk?
Hvis du kan spå om året 2025, kan du vinde en gavekurv til en værdi af 500 kroner.
Du skal have kigget i spåkuglen og indtastet dine svar, inden kongens første nytårstale begynder den 31. december.
Vinderen findes, når året 2025 går på hæld.
Regler og betingelser:
Husk at udfyld både mail og telefonnummer, så vi kan komme i kontakt med vinderen. Ved deltagelse accepterer du samtidig, at vi må kontakte dig. Vinderen vil blive kontaktet direkte og skal være indstillet på, at præmieoverrækkelsen filmes til web og tv. Flest korrekte svar vinder. Er der lige mange korrekte svar, findes vinderen ved lodtrækning. Seneste besvarelse gælder.
Er din hund klar til nytår? Få tjeklisten her
kopieret!
Er man en af de hundeejere, hvis firbenede ven reagerer kraftigt på fyrværkeri, så er Dansk Kennel Klub klar med en tjekliste, der kan hjælpe ens hund gennem nytårsdagene.
I et opslag på Facebook opfordrer de til, at man har planlagt, hvor ens hund er nytårsaften, hvis man ikke er hjemme. Kan man ikke tage den med sig, skal man overveje, om den skal passes.
Derudover skal man skynde sig, hvis hunden skal have angstdæmpende medicin, og i tilfælde af at ens hund kan finde på at løbe væk, er det en god idé at sikre sig, at der er et lovpligtigt hundetegn i hundens halsbånd.
Sidst men ikke mindst kan man venligt huske folk på den nye lovgivning, hvis de affyrer fyrværkeri før 31. december.
Ventetiden i Familieretshuset stiger - fynsk politiker vil undgå "tåbeligt dobbeltarbejde"
kopieret!
Foreningen af Faste Værger i Danmark foreslår, at det fremover skal være kommunerne, som skal oprette værgemål for demente og senhjerneskadede borgere.
Blandt andet for at mindske ventetiden og undgå dobbeltadministration ved, at der ikke er to myndigheder, som skal sagsbehandle de samme sager, lyder argumentet. Det skriver DR.
KL er ikke videre begejstret for forslaget, men flere ordførere på Christiansborg synes, at forslaget er spændende, og de er parate til at kigge på, om kommunerne skal overtage opgaver fra Familieretshuset. Blandt andet fynskvalgte Katrine Daugaard, der er socialordfører for Liberal Alliance.
- Hvis der er dobbeltarbejde, er det jo tåbeligt, siger hun.
Vej kortvarigt spærret på grund af politiarbejde
kopieret!
Torsdag eftermiddag var det ikke muligt at passere Lillebæltsbroen.
Af Vejdirektoratets trafikinfo fremgik det, at broen var spærret i begge retninger på grund af politiarbejde.
TV 2 Fyn har været i kontakt med Fyns Politi, der oplyser, at Sydøstjyllands Politi kortvarigt var til stede på broen, men derudover ikke har yderligere at tilføje.
Selv Christian Eriksen har deltaget - Traditionsrigt fodboldstævne sparket i gang
kopieret!
2. juledag blev et af Danmarks største indefodboldstævner sparket i gang i Odense idrætshal.
Stævnet, Fyens Stiftstidendes indefodboldstævne, er en tilbagevendende tradition og har været afholdt næsten hvert år siden 1961.
Over fem dage spilles mere end 1.000 kampe.
Gennem årene har fodboldtalenter som Christian Eriksen og Rasmus Falk slået deres folder til stævnet.
Og hos både stævneleder og forældre glæder man sig til at bruge de kommende dage rundt om det brune trægulv.
Vejret skifter frem mod nytårsaften
kopieret!
Vejret over Danmark styres i øjeblikket af et højtryk over Centraleuropa, der giver os det milde og grå vintervejr. Til gengæld sørger det også for mest tørt vejr.
Det bliver der dog lavet om på i den kommende weekend, hvor et vejrskifte ventes at finde sted.
Året ser således ud til at slutte af med markant mere ustadigt vejr, når der bliver åbnet for, at lavtrykkene kan sende regnvejr ind over landet.
I starten af det nye år viser prognoserne så lidt køligere, som måske kan være med til at give sne til Danmark.
Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024
kopieret!
Danske elkunder har kunnet glæde sig over et rekordhøjt antal dage, hvor strømprisen har været under nul kroner.
Det viser en opgørelse lavet af energiselskabet NRGi og forsikringsselskabet Gjensidige. I Østdanmark har der været 275 timer, hvilket er 19 procent flere end de 231 timer i 2023.
- Der har været et stort fokus på de tidligere års meget svingende elpriser, særligt når prisen er høj. Men vi ser nu også flere perioder med lave eller negative elpriser, siger Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi, i en pressemeddelelse.
Det er særligt kunder med en variabel elaftale, der har fordel af de negative elpriser.
Flere er blevet julemillionærer - her er den fynske vinderkupon købt
kopieret!
1. juledag blev 29 danskere en million kroner rigere, da Danske Spils nye “juletradition” Det Store Jule Lotto løb af stablen.
Vinderne kommer fra alle egne af det ganske land, og på Fyn udløste en enkelt kupon en milliongevinst. Danske Spil oplyser, at kuponen er købt i Føtex på Møntergade i Svendborg, og at gevinsten var på en million kroner.
Det Store Jule Lotto fungerer præcis som alle andre trækninger i Lotto, men trækkes ekstraordinært den 25. december. Den helt store forskel er, at der trækkes 25 ekstra julemillionærer – og at trækningen ikke finder sted på en lørdag.
Her er forældrene mest tilfredse med folkeskolen
kopieret!
Umiddelbart kan det være svært at forestille sig, hvad Langeland-, Lemvig- og Thisted Kommune har til fælles. Men det er de tre kommuner i Danmark, hvor forældrene er mest tilfredse med folkeskolen.
Ifølge CEPOS, som står bag analysen, er der dog sket en ændring i den måde, hvorpå forældre vurderer folkeskolen. For i år lægger forældrene i højere grad vægt på børnenes trivsel og ikke længere kun på faglige resultater.
- Forældrenes øgede fokus på trivsel i forhold til for få år siden viser, at vi som samfund har taget en kraftig og hurtig drejning mod en mere helhedsorienteret tilgang til uddannelse, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Negativt pres på folkeskolen
Ifølge Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved VIA UC, er det øgede fokus på trivsel ikke kun en positiv ting for folkeskolen. Det kan nemlig være med til at skabe et uretfærdigt pres, som folkeskolen ikke kan løse alene.
- Trivsel er ikke stationær, og det påvirkes af mange andre forhold end skolen. Som barn indgår man i mange typer fællesskaber, så det er ikke en opgave, skolen kan løse alene.
Trivselsmålinger blandt elever viser ifølge Andreas Rasch-Christensen, at over 86 procent af alle elever i folkeskolen er glade for at gå i skole. Det er positivt, men der er en skæv tendens, hvor det primært er børn fra socialt velfungerende familier, som scorer højt.
Tilbage til Langeland, Lemvig og Thisted – for her er forældrene, målt på en skala fra et til fem, i gennemsnit 4,1 tilfredse med folkeskolen. Otte kommuner ligger med en tilfredshed over 4,0, mens tre kommuner ligger under 3,5.
Antallet af juleindbrud er næsten fordoblet
kopieret!
Indbrudstyvene har haft travl på Fyn, der er hårdere ramt af juleindbrud end i andre regioner.
Juleaften noterede Fyns Politi 24 anmeldelser om indbrud, og bare et døgn senere er det tal oppe på 40. Det fortæller vagtchef hos Fyns Politi, Bjarne Tykgaard, til TV 2 Fyn.
2. juledag forventes at være dagen med mest juletrafik, og derfor er der også mange, som vender snuden hjemad. Det kan få antallet af anmeldelser til at stige yderligere, fortæller vagtchefen:
- Det er desværre nok realistisk, at der er folk, som vender hjem til et hus, der har været indbrud i, fortæller han.
Onsdag lød det fra vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Anders Therkelsen, at intet er for småt til, at man ringer 114.
Politiet giver opdatering efter bil kørte i havnen
kopieret!
Tidlig torsdag morgen endte en bil i vandet i Svendborg Havn. Politiet blev tilkaldt og fik sendt dykkere ned til bilen for at undersøge sagen nærmere.
- Der var ikke nogen i bilen, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Bjarne Tykgaard til TV 2 Fyn.
Vagtchefen kan ikke fortælle, hvordan bilen er havnet i havnen, og at man stadig efterforsker sagen.
Politiet har været i kontakt med bilens ejermand, men vagtchefen ønsker ikke at fortælle, hvorvidt bilejeren selv har været involveret i episoden.
Bilens ejer har dog fået til opgave at få bilen hevet op af havnen, fortæller Bjarne Tykgaard.