Odense-direktør tiltalt for tocifret millionsvindel

En fynsk direktør skal tirsdag for Retten i Odense. Manden er tiltalt for uberettiget at have trukket 8,6 millioner kroner ud af sit firma og for at have snydt konkursboet for 2,1 millioner kroner, da han solgte sit hus i Thailand.

En 54-årig mand står til både fængselsstraf og et stort erstatningskrav, hvis anklagemyndigheden hos Fyns Politi får medhold i sin påstand.

Ifølge anklageskriftet har den 54-årige odenseaner svindlet for over ti millioner kroner ved at begå både mandatsvig og skyldnersvig, skriver Fyens Stiftstidende.

Ifølge anklagerne begik manden mandatsvig ved uberettiget at trække 8,6 millioner kroner ud af et selskab i Odense, hvor han misbrugte sin stilling som direktør. Det skal være foregået i perioden februar 2005 til september 2009.

Mandens selskab blev erklæret konkurs af Skifteretten i Odense i december 2010, hvorefter hans bo blev taget under konkursbehandling. Men direktøren undlod at afregne de indtægter, han fik ved at sælge sit hus i Thailand, hvilket betød at kreditorerne, der havde penge til gode, ikke fik en krone. 

Ifølge Fyens Stiftstidende gjorde selskabets revisor flere gange opmærksom på, at der var et ugennemskueligt tilgodehavende hos et asiatisk søsterselskab. Tilgodehavendet voksede fra knap 1,5 millioner kroner i regnskabsåret 2005/2006 til godt seks millioner kroner i 2009/2010.

Konkursbehandlingen varede næsten seks år, inden den 54-åriges selskab til sidst blev opløst i august 2016.

Oversigt

    Oversigt