Odense Zoo på vej mod besøgsrekord: Alligevel hæves prisen i det nye år
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Odense Zoo er på vej mod det bedste år nogensinde, men ser sig nødsaget til at hæve billetprisen.
Odense Zoo har rundet 417.000 gæster i år og har dermed allerede nu det bedste år siden 2008, hvor Zoo åbnede sit tigeranlæg.
Alligevel kan den zoologiske haves mange gæster se frem til at skulle betale mere for adgangsbilletten i det nye år.
Det fortæller direktør i Odense Zoo Bjarne Klausen.
- Vi bliver nødt til at hæve priserne, fordi vi ikke kan bære at tage yderligere prisstigninger ind i det næste år.
Han understreger dog, at priserne kun hæves en "lille smule".
Har selv ædt prisstigninger
Prisstigningen kommer ovenpå, hvad der kan blive et af de bedste år for Odense Zoo nogensinde.
Fortsætter de gode takter, så kan den zoologiske have slå rekorden fra 2001 på hele 440.000 gæster. Det var det år, hvor Oceanarium åbnede.
Direktøren peger selv på, at publikumssuccesen kan skyldes, at haven selv har ædt de prisstigninger, der har ramt dem.
- Vi har taget en heroisk beslutning tidligt på året om, at vi ikke ville lade priserne stige, selvom alt andet stiger, og så har vi håbet, at der kom flere gæster, siger Bjarne Klausen.
Men det er altså slut nu.
Odense Zoo er både ramt af ekstraomkostninger på el og de stigende priser generelt.
For at reducere omkostningerne har haven blandt andet skåret i antallet af lystimer i havens store juleudsmykning. Således tænder haven i år først lyset klokken tre, hvor lyset også har været tændt i dagstimerne tidligere.
Lover forbedringer af zoo
Zoo-direktøren lover dog udover prisstigningerne også flere forbedringer af zoo-oplevelsen i det kommende år.
- Julen bliver bedre til næste år. Og vi gør sommerferien endnu bedre. Desuden åbner vi et alligatoranlæg, fortæller direktøren.
- Det skal nok trække nogle folk til, tilføjer han.
Det er dog vejret, der er den helt store joker i forhold til havens besøgstal.
- Jeg har altid sagt, at det bedste, vi kan gøre, er at købe DMI og lave nogle gode vejrudsigter, fordi det betyder alt for os, siger Bjarne Klausen.
Det er ikke kun i Odense Zoo at priserne stiger, i ni ud af ti kommuner stiger prisen på at få hentet affald ved ens bopæl også.