Politiet afslutter stenkaster-efterforskning: Tiårige børn legede på broen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Lørdag eftermiddag blev en bilist ramt af sten fra en bro ved Rismarksvej i Odense N. Stenen var ved et uheld røget ned på bilen, da to børn legede på broen.
Fyns Politi efterlyste lørdag vidner, der havde oplysninger om det stenkast, der havde ramt en bil ved Rismarksvej i det nordlige Odense.
Nu har efterforskningen vist, at stenen ikke blev kastet med vilje.
Det skriver Fyns Politi på Twitter.
De i pressen rundkastede drenge, som vi manglede vedr. stenslag i forrude på en bil, sket på Rismarksvej, er udfundet. Der er ikke tale om en forsætlig hændelse. Vi siger tak for hjælpen. #politidk
— Fyns Politi (@FynsPoliti) April 10, 2021
I løbet af aftenen kontaktede en forælder politiet. Hans tiårige barn havde leget med en jævnaldrende på broen, og det er formentlig derfor, der røg en sten ned på kørebanen.
Sagen afsluttes
- Vi er overbevist om, at der ikke er sket et kast af en sten eller lignende ned mod en bil. Det, der er sket, har være et uheld, og derfor har vi afsluttet sagen, siger vagtchef Peter Vestergaard til fyens.dk.
Bilisten kom ikke selv til skade, men bilen har fået et stenslag.
Derfor har parterne udvekslet kontaktoplysninger, og Fyns Politi betragter sagen som afsluttet.