Natten til tirsdag fik Fyns Politi en anmeldelse om en skudepisode i området omkring Blangstedgård i det sydøstlige Odense.
Anmeldelsen kom klokken 04.12. Kort efter ankom patruljer til stedet.
- Fyns Politi har foretaget forhøringer og tekniske undersøgelser i området og kan bekræfte, at der har været afgivet skud, oplyser kommunikationsrådgiver ved Fyns Politi, Sunniva Pedersen-Reng.
Kredsen oplyser, at ingen blev ramt af skud, og at ingen personer endnu er sigtet i sagen.
Foreløbigt vil Fyns Politi ikke fortælle hvor mange skud der er afgivet, eller hvilken adresse episoden fandt sted på.
Politikredsen holder disse oplysninger hemmelige af hensyn til efterforskningen.
- Vi kan heller ikke sige noget om, hvorvidt episoden er banderelateret, men det er naturligvis en af de ting vi undersøger, siger Sunniva Pedersen-Reng.
Fyns Politi har for nuværende ikke flere kommentarer til sagen.