Professor: Et salg af Fjernvarme Fyn vil give højere varmepriser til odenseanerne
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Hvis Odense Kommune vælger at sælge Fjernvarme Fyn, kommer det ifølge professor til at koste odenseanerne penge i form af dyrere varmeregninger.
Odense Kommune overvejer at sælge Fjernvarme Fyn, så der kan komme flere penge i kommunekassen.
Venstre i Odense: Sælg Fjernvarme Fyn til forbrugerne
Venstre i Odense vil skaffe millioner til velfærd ved at sælge Fjernvarme Fyn til det forbrugerejede Energi Fyn.
- Venstre vil foreslå, vi afsøger muligheden for at sælge Fjernvarme Fyn til borgernes forbrugerejede selskab Energi Fyn.
Det siger Venstres politiske ordfører, Christoffer Lilleholt, i sin budgettale i Odense Byråd.
Byrådet er samlet onsdag eftermiddag for at førstebehandle budgettet.
- Der er behov for større investeringer i vores fælles velfærdsinstitutioner. I daginstitutioner, skoler, bosteder, fritidsfaciliteter og infrastruktur. Derfor skal vi tænke ud af boksen. Over en tiårig periode vil vi bruge pengene på vores rammer for velfærden og hverdagslivet. Vi tror ydermere, det vil bidrage positivt til den grønne omstilling og bedste betingelse for, at vi kan holde priserne i ro, siger Christoffer Lilleholt.
Prisen ukendt
Fjernvarme Fyn er ejet af Odense og Nordfyns Kommune. Virksomheden ejer de største kraftvarmeværker på Fyn, har knap 300 ansatte og er en af Europas største varmeforsyninger.
Det er uvist, hvor meget salget af Fjernvarmen Fyn kan indbringe, men der kan være tale om et milliardbeløb.
- Vi kender ikke prisen på Fjernvarme Fyn. Det er jo det, der skal undersøges. Også om der et et ønske om at overtage. Det vil vi gerne have afprøvet, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind til TV 2/Fyn.
- Det er bestemt ikke småpenge, som vi mener skal bruges til vores fælles rammer for velfærd og infrastruktur. Men det handler også om, at vi tror andre bedre kan løfte udfordringen om at omstille til bæredygtig produktion.
Venstre lægger stor vægt på, at salget sker til et forbrugerejet selskab. Og peger derfor på Energi Fyn som en mulig køber. Energi Fyn ejes og styres af selskabets 200.000 andelshavere. Det vil sige, at det i sidste ende er forbrugerne, der beslutter, hvordan andelsskabet skal fungere og udvikle sig.
Et salg - måske i milliardstørrelsen - vil dog komme til at betyde højere varmepriser for forbrugerne.
- Varmeprisen vil stige i Odense, hvis man sælger Fjernvarme Fyn, siger professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Frede Hvelplund til TV 2/Fyn.
Hvordan kan man undgå, at det går ud over fjernvarmekunderne?
- Det kan man heller ikke. Der er ikke nogen, der afleverer en milliard kroner til fjernvarmeforbrugerne, fordi de synes, at folk i Odense er flinke. De skal have forrentet pengene, og der er ingen andre til at forrente dem end fjernvarmeforbrugere, forklarer Frede Hvelplund.
Skjult skat
Professoren kalder manøvren for en “skjult skat”.
- Det er en måde, hvor Odense kan bruge penge på noget andet. I stedet for at hæve kommuneskatten, som politikerne i Odense ikke må, får de flere hundrede millioner kroner, siger Frede Hvelplund.
Politikerne kan bruge pengene fra et eventuelt salg på andre projekter, men det er en skjult skat, fordi det i sidste ende er skatteborgerne i Odense, der betaler i form af højere varmeregninger.
Odense vil tabe penge på salg
Kommunen skal betale 40 procent af salgsprisen til staten i omkostninger og skat, og de penge vil gå tabt for odenseanerne.
På den måde er det ifølge Frede Hvelplund ikke politikerne, der kommer til at fremstå som dem, der har bedt om ekstra skattekroner til kommunekassen, men energiselskabet, som opkræver pengene, når de sender en dyrere varmeregning.
Med andre ord vil Odense Kommune og odenseanerne ifølge professoren vinke farvel til et trecifret millionbeløb ved at sælge Fjernvarme Fyn.
Onsdag foreslog Venstre at sælge Fjernvarme Fyn til borgernes forbrugerejede selskab Energi Fyn.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Energi Fyn.