Rasmus Lyberth sagde tre ord, da han så Annette første gang - og så ringede han til sin mor
kopieret!
Når man ser en smuk kvinde, skal man sige det til hende. Sådan er grønlandske Rasmus Lyberth opdraget.
Så da han i 1991 så en underskøn kvinde træde ind af døren på en restaurant, gik han straks op til hende og sagde:
- Du er smuk.
Og så inviterede han hende med i byen samme aften.
Annette Bogø, som hun hed, nåede aldrig hjem på eget værelse den nat. De har faktisk været sammen lige siden.
Også selvom parret aldrig var blevet matchet i DR's datingprogram "Kærlighed ved første blik", for som Annette siger:
- Vi har jo ingenting til fælles!
Det var bestemt ikke planen, at 30-årige Annette Bogø fra Søborg den aften skulle finde sig en kommende ægtefælle. Hun arbejdede som lærer i Sydgrønland og var på ferie med sine forældre i Ilulisat, hvor Rasmus samme dag skulle holde koncert i anledning af byens 250 års jubilæum.
Han havde på det tidspunkt længe haft en solid karriere i Grønland og Danmark som musiker og sangskriver, så Annette kendte til ham, men havde aldrig mødt ham før.
- Det var against all odds, for ganske vist var det kærlighed ved første blik, men vi har i virkeligheden ingenting til fælles! Vi kommer fra forskellige kulturer, har forskellig alder og forskellige interesser. Men han var jo en flot mand.
Jeg sagde vist nok ja
For Rasmus var vejen klar allerede efter den første aften med Annette:
- Der var ikke noget at rafle om. Jeg kunne bare mærke, at mit liv skulle ligge der. Det er den smukkeste oplevelse, jeg har haft.
Der gik heller lang tid før Annette fik noget af en overraskelse.
Hun var stadig på samme ferie, nu på en sejltur langs Grønlands kyst, da det pludselig gjaldede udover skibet, at der var telefon til en Annette Bogø Jensen.
Hun tog telefonen på kaptajnens kontor. Det var via kystradioen, så alle kunne følge med. Så kom spørgsmålet fra Rasmus: Vil du gifte dig med mig?
Snart efter vidste hele Grønland, at et af deres helt store sangikoner, Rasmus Lyberth, havde fundet kvinden i sit liv.
- Jeg sagde vist nok ja, men jeg var ret overrumplet. Dels over spørgsmålet, men mere over, at alle kunne høre det. Og lynhurtigt var det officielt, for i Grønland kan man ikke holde noget hemmeligt.
Som nat og dag
Selvom Rasmus og Annette aldrig var blevet matchet i et datingprogram, har de passet sammen i alle årene som fod i hose. For de har det bare godt i hinandens selskab.
Og så er de gode til at sige undskyld.
- Hvis der kommer en høj lyd fra køkkenet, mens jeg laver mad, kan Rasmus råbe UNDSKYLD ude fra badeværelset. Bare for en sikkerheds skyld. For ikke at få skældud. Og når der virkelig har været grund til at sige undskyld - og der er der efter så mange års samliv - har vi været gode til det. Men også gode til at holde op med at snakke om det. Det er lige så vigtigt, understreger Annette.
For det er ikke en mulighed for parret at forlade hinanden.
- Når man har sagt ja, har man sagt ja. Problemer er en del af livet og faktisk en gave, for problemets energi er fantastisk. Vi går ind i dem, fortæller om dem og kommer over dem. Jeg havde aldrig været sangskriver, hvis der ikke var problemer i verden., siger Rasmus.
For Annette har skilsmisse heller aldrig været en mulighed på trods af problemer hen ad vejen:
- Jeg kan ikke forestille mig et liv, hvor vi ikke er sammen. Jeg har måske truet med at gå, eller haft lyst til at slå ham ihjel. Men det er ikke en følelsesmæssig mulighed at gå fra hinanden. Rasmus får mig til at grine og til at havde det godt med mig selv. Det er den største gave, han har givet mig.
Dig og mig
I serien Dig og mig fortæller fynske par deres kærlighedshistorie. Hvordan de mødte hinanden, hvad de faldt for, hvad de bliver mest irriterede over og om, hvordan de bare ikke kan undvære hinanden.
Afsnit 1: Jim Lyngvild og Morten Paulsen. "Vi er hinandens åndedrag"
Jim Lyngvild og Morten Paulsen fandt hinanden på dating.dk for 24 år siden. Første date bød på både store overraskelser om Mortens udseende og på spagat fra Jim. Parret har været sammen lige siden.
Afsnit 2: Lasse Helner og Mathilde Bondo. "Mathilde kan være røvirriterende"
Fyn er fin. Den sang har Lasse og Mathilde sunget i evigheder. Deres kærlighed er ligeså fin, den har holdt i 49 år. Selvom de begge kan være vanvittigt irriterende.
Afsnit 3: Rasmus Lyberth og Annette Bogø Lyberth. "Jeg har haft lyst til at slå ham ihjel, men har aldrig overvejet at forlade ham."
Det var kærlighed ved første blik, da den grønlandske sanger og kunstner Rasmus Lyberth i 1991 fik øje på en smuk kvinde og straks inviterede hende ud. Danske Annette Bogø, som hun hed, sagde ja til at gå i byen med ham samme aften, og de har været sammen lige siden.
Bilist bragede ind i bageri - der er ødelæggelser for "et større beløb"
kopieret!
Lørdag middag fik kunder og forbipasserende ved Baks Bakery og Deli i Middelfart sig noget af et syn, da en større BMW bragede ind i butikkens facade.
Det fortæller ejer, direktør og bagermester Carsten Bak, der har delt billeder af ødelæggelserne. Han var ikke selv til stede ved ulykken.
- En af mine ansatte ringede til mig og sagde, at en bil var kørt ind i bageriet. Så kommer der mange billeder hen over nethinden, siger Carsten Bak til TV 2 Fyn.
Stor materielle skader
Inden han satte kurs mod sin butik, fik han fat i politiet, der til Carsten Baks overraskelse var hurtigere fremme, end han selv var.
Da han kom frem, kunne han se, at en bilist havde ramt et bord-bænkesæt foran butikken. Det var blevet presset ind i vinduespartiet og havde efterfølgende skubbet en tonstung ovn et par meter ind i produktionsområdet.
- Det var ikke fordi, det var så voldsomt, og så alligevel. Da vi kiggede nærmere, kunne vi se, der var sket en del skader. Det ser ret voldsomt ud, fortæller Carsten Bak.
Fyns Politi bekræfter over for TV 2 Fyn, at de har været på stedet for at se nærmere på ulykken. Vagtchef Sten Nyland fortæller, at ulykken er sket som følge af en kørerfejl.
Ingen personskader
Ifølge Carsten Bak bunder kørerfejlen i, at bilisten havde taget fejl af speeder og bremser.
Heldigvis var der ikke nogen personer til stede i produktionsområdet, da ulykken skete, og politiet bekræfter ligeledes, at der ikke er sket nogen personskader. Der er heldigvis kun sket materielle skader - dog for et “større beløb”, oplyser vagtchefen.
At ingen personer er kommet til skade, glæder Carsten Bak, der af samme årsag også finder plads til lidt galgenhumor:
- Det sjove ved det hele er, at der på facaden står “Bak”, og så kører han fremad.
Til trods for de omfattende skader er Carsten Bak klar til at åbne sin butik allerede søndag morgen.
Gitte har skrevet ny bibel til kvinder i overgangsalderen - revet væk inden udgivelse
kopieret!
En fynsk debutforfatter har selv udgivet en bestemt bog og slået alle de store forlag.
Gitte Boesen rådgiver kvinder i overgangsalderen, og hun har skrevet en bog, der allerede er gået nummer et på bestsellerlisten. Det er sket udelukkende på forsalget, da bogen først udkommer på tirsdag.
Lørdag holdt hun et lille releaseparty for bogen i Aaruphallen.
Selv er forfatteren ikke i tvivl om, hvorfor hendes bog er så efterspurgt fra udgivelsen.
Dartklub har VM-feber: - Håber flere unge begynder at spille
kopieret!
I Assens Dart Club var der lørdag særlig god stemning ovenpå den spektakulære VM-finale fredag aften, hvor den kun 17-årige englænder Luke Littler på suveræn vis sikrede sig VM-titlen som den yngste nogensinde.
Med triumfen i Alexandra Palace i London blev der endnu en gang sat to tykke streger under, at den unge knægt er et ekstraordinært fænomen.
Og at en ung gut kommer ind og dominerer verdenseliten, det håber dartentusiasten Lars Nielsen kan få flere unge til at søge mod en dartklub.
Få masser af dartstemning fra Assens i videoen ovenover.
Hvor er Poul? Mere end 50 frivillige deltog i eftersøgning
kopieret!
Lørdag fortsatte eftersøgningen af Poul Frank Andersen, der har været savnet siden han forlod hjemmet i Årslev 2. juledag.
Politiet stoppede deres eftersøgning torsdag, men den frivillige organisation Missing People havde samlet 51 personer, som var med til at lede efter den 70-årige mand.
Foreningen hjælper til, fordi de, der kender ham nærmest, havde kontaktet foreningen, der desuden havde fået grundig overlevering af Fyns Politi.
Talspersonen turde ikke gætte på chancerne for at finde den ældre mand i live. Vigtigst er dog at få ham fundet, lyder det.
Poul Frank Andersen var iført en sort eller grå kedeldragt. Han har hvidt hår og gråt fuldskæg.
Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.
DMI varsler "spændende vintervejr" de kommende dage
kopieret!
Selvom søndagen umiddelbart kommer til at starte stille og roligt, så er der “spændende søndagsvejr” i sigte, skriver meteorolog Henning Gisselø i en kommentar på DMI’s hjemmeside.
For som dagen skrider frem vil vinden tiltage, og samtidig er der sne eller tøsne på vej over Danmark fra sydvest. Det giver risiko for snefygning flere steder.
Ud på natten vil nedbøren gå over i regn, og med temperaturer under og omkring frysepunktet, så kan man opleve isslag med superglatte veje, cykelstier, fortove, når man skal ud ad døren mandag morgen.
I alt forventer DMI, at der kommer mellem 10 og 20 millimeter nedbør, og derfor opfordrer de til, at man færdes udenfor med ekstra forsigtighed.
Vej spærres i ni måneder - skal bygge ny bro
kopieret!
Arbejdet med at anlægge den nye jernbane mellem Odense Vest og Kauslunde er godt i gang, og fra mandag og frem til september i år kommer det til at påvirke trafikanter på Søndersøvej ved Vissenbjerg.
Der skal nemlig bygges en ny bro, som skal føre jernbanen under Søndersøvej ved Fynske Motorvej. Derfor omlægges trafikken til en midlertidig vej lige nord for motorvejen ved frakørsel 54 Vissenbjerg, oplyser Assens Kommune på sin Facebookside.
Trafikanter på strækningen skal være opmærksomme på, at hastigheden på omlægningsstrækningen er sænket til 40 km/t.
Flere togafgange rammes - passagerer risikerer at vente 50 minutter
kopieret!
Skal du med regionaltog mellem Odense og Fredericia i de sene aften- eller nattetimer, så skal du være ekstra opmærksom den kommende uge.
Fra søndag 5. til torsdag 9. januar og natten efter kører enkelte tog på strækningen efter en ændret køreplan på grund af sporarbejde, skriver DSB på sin hjemmeside.
Det betyder, at man skal hold et ekstra godt øje med Rejseplanen, da de berørte tog kører mellem otte og 50 minutter senere end normalt fra flere stationer undervejs.
SFO-børn satte Danmarks-rekord - nu vil de i rekordbog
kopieret!
273,5 meter.
Så lang en musetrappe havde børnene på Soltoften SFO i Marstal på Ærø lavet i løbet af december, inden de gik på juleferie. Og det er intet mindre end en Danmarksrekord, skriver Ærø Kommune på sin Facebook-side.
Og Ærø Kommune skriver, at de forventer, at rekorden finder vej til Børnenes Rekordbog.
Børnene har selv lavet musetrappen, men med god opbakning fra det voksne personale, lyder det fra pædagog Christian Kurt Nielsen.
- Vi voksne holdt os på sidelinjen – dog ikke uden at friste med brændte mandler og æbleskiver undervejs.
Clay-direktør sørger over tabet af Peter Brandes: - En af de helt store, der har forladt os
kopieret!
Den fynske multikunstner Peter Brandes er lørdag morgen afgået ved døden i en alder af 80 år.
Og det er en af de helt store kunstnere, vi har mistet. Sådan lyder det fra Pia Wirnfeldt, der er direktør for CLAY Keramikmuseum Danmark i Middelfart.
- Det er en af de mest begavede kunstnere, vi har mistet. Peter var et menneskeligt og kunstnerisk intellekt ud over det sædvanlige, fortæller hun til TV 2 Fyn.
Står bag kæmpe-vase
Peter Brandes er blandt andet kendt for sine udsmykninger af flere danske kirker. Herunder Roskilde Domkirke og senest Aarhus Domkirke. I sin levetid har han også lavet kunstværker til udstilling i Danmark, i udlandet og til dronning Margrethe.
Ude foran CLAY Keramikmuseum i Middelfart står der en vase, der rager knap fem meter op i luften. Vasen er i folkemunde kendt som Sevilla-vasen, da Peter Brandes skabte den til verdensudstillingen i 1992 i Sevilla.
Men på kunstneren selv omtalte vasen som Isak-vasen, fortæller Pia Wirnfeldt:
- Reelt hedder den Isak-vasen, fordi motivet på vasen er Isak, der står på Morija-bjerget, hvor hans far Abraham havde taget ham hen for at ofre ham til gud.
Pia Wirnfeldt kalder vasen et “monumentalt værk og en milepæl i dansk keramikhistorie”. Et betydningsfuldt værk, som fortæller og markerer, hvilken betydningsfuld kunstner, Peter Brandes var.
Markant kunstner
En kunstner, der var optaget af at formidle de helt store religiøse og mytologiske fortællinger, som han udtrykte i alt fra maleri, keramik, glasmosaik, tegninger og meget andet.
- Vasen er et vartegn for museet. Folk, der har besøgt Clay, husker den vase, som står meget majestætisk ved siden af den gamle hovedbygning. Den er næsten 5 meter høj, og man skal bevæge sig rundt om den for at få historien foldet ud, fortæller Pia Wirnfeldt.
Men Peter Brandes var meget mere end den kendte vase, som i øvrigt også er afbilledet på et af de kendte, brunlige skilte, der står langs de danske motorveje for at vise bilisterne, at Clay Musuem er i nærheden.
Udsmykningen af kirker har altid draget multikunstneren, som også har udsmykket Nordlyskatedralen i Norge. Og det er også vigtigt for Pia Wirnfeldt at anerkende den betydning, som Peter Brandes har haft med udsmykning af kirker både i Danmark og internationalt:
- Han er måske en af de mest markante kunstnere i det seneste halve århundrede i forhold til udsmykning af kirker. Det er en af vores helt store og epokegørende kunstnere, der desværre har forladt os, slutter hun.
Havn tæt på at blive oversvømmet
kopieret!
I den sydlige del af Lillebælt er der blevet skubbet så meget vand ind, at vandstanden lørdag formiddag står omkring en meter over dagligt vande ved flere havne.
Det gør sig blandt andet gældende ved Faaborg Havn, hvor vandstanden er 99 centimeter over normalen.
Af den årsag ligger vandet nu og skvulper ved havnekanten.
Vandstanden er imidlertid nedadgående resten af dagen, så det forventes ikke at give problemer.
Undrede du dig også over denne lysende plet på himlen? Her er forklaringen
kopieret!
TV 2 Vejret har modtaget flere billeder fra undrende danskere fredag aften og natten til lørdag. Hele omdrejningspunktet er en lysende plet lige ved siden af Månen.
- Hvad er det, der er over månen? Det har jeg aldrig set før, spørger TV 2 Vejrets læser Kent Bering Coort.
Ved første øjekast kunne det ligne en meget klar stjerne, men faktisk er der tale om noget helt andet. Det er nemlig planeten Venus, der sammen med Månen lyst flot op på den danske vinterhimmel.
I anden halvdel af januar vil mange af planeterne være synlige på samme tid. Eksempelvis i perioden 16. til 20. januar, hvor Saturn og Venus står lige ved siden af hinanden.
Flere husstande ramt af strømafbrydelse
kopieret!
Opdateret klokken 14:27: Flere husstande har fået strøm igen.
Vores Elnet er ramt af driftsforstyrrelse, der påvirker strømforsyningen til flere husstande på det østlige Fyn.
Det fremgår af virksomheden hjemmeside, hvor de oplyser, at der er tale om en “uvarslet afbrydelse”.
Det oplyses ikke, hvor mange husstande, der er påvirket af strømafbrydelsen, men Vores Elnet har markeret et større geografisk område med en rød cirkel, som værende påvirket af strømafbrydelsen.
Strømafbrydelsen er registreret omkring klokken 08.30 og forventes afsluttet 10.32.
TV 2 Fyn arbejder på at få en kommentar fra Vores Elnet.