Onsdag morgen var Fyns Politi på kontrol i krydset Stærmosegårdsvej og Munkebjergvej i det sydlige Odense.
- Her i krydset er problemet, at cyklisterne kører over for rødt lys, og så kommer de nemt i karambolage med fodgængerne, siger politikommissær Preben Ingemansen fra Fyns Politi.
Baggrunden for kontrollen er, at bløde trafikanter udgør en betydelig del af de dræbte og tilskadekomne i trafikken.
Cyklister og knallertkørere er mere udsat for alvorlige skader, når de er involveret i trafikulykker.
I en del af ulykkerne var årsagen, at cyklisterne og knallertkørerne har taget chancer eller brudt færdselsloven.
Efter en lille halv time måtte betjentene opgive kontrollen. I den bidende kulde og iskolde vind kunne hverken fingre eller kuglepenne udskrive flere bøder.
Men syv cyklister kan i den nærmeste se frem til en bøde på 1.000 kroner deres e-Boks.
- Her er der altså noget at komme efter. Det kniber lidt med for cyklisterne at respektere de røde lys, og de kører på fortorvet. Der er nogle cyklister, der laver deres egne regler, og så kører de efter dem. Det er ikke særligt hensigtsmæssigt, siger Preben Ingemansen.
I 2016 blev 31 cyklister og 8 knallertførere dræbt i trafikken, hvor yderligere 806 cyklister og 296 knallertførere kom til skade.