Retningslinjer forvirrer: Friluftsbad må alligevel ikke åbne

Må friluftsbadene åbne eller ej? I første omgang fik de et ja, i næste omgang fik de et nej. Nu håber Chef for Fritid og Folkeoplysning, at de snart får noget klarhed.

Torsdag tikkede en glædelig besked ind til Rune Bille.

- Man kiggede faktisk på udendørs swimmingpools som noget, der godt måtte åbnes med det samme. Og den melding var vi rigtig glade for at få, fortæller Rune Bille, der er chef for Fritid og Folkeoplysning i Odense Kommune.

quote Lige pludselig får vi en spand koldt vand i hovedet

Chef for Fritid og Folkeoplysning, Odense Kommune

Men glæden var kort. Efter en længere mailkorrespondance med politiet hvor de i første omgang bekræftede, at friluftsbadende godt kunne åbne sammen med campingpladsers swimmingpools, selvom der var flere end ti, lukker Politiet ned igen i en mail til Dansk Svømmebadsteknisk forening. Her skriver de: 

"Jeg må forholde mig til, det vi ved, og det er swimmingpools. Ved friluftsbade, havnebade og badesøer må man antage at 10 personers reglen gælder, da intet andet er nævnt."

- Den lyder på at vi skal holde lidt igen, fordi de faktisk ikke er helt sikre på den melding, vi fik i går, forklarer han.

Og det er forvirrende.

- Vi var helt vildt glade for at måtte gå igang - både borgere og medarbejdere glædede sig helt vildt til at starte op, og så lige pludselig får vi en spand koldt vand i hovedet, siger chefen.

Rigspolitiets første udmelding

Det tager en mere end en uge at åbne

De skiftende meldinger kan være svære at håndtere for svømmebadene. De kan nemlig ikke bare åbne fra den ene dag til den anden. Det tager tid at gøre bassinerne klar.

- Bare det at få vandkvaliteten til at være der, hvor der er nogen, der kan hoppe i, det tager mere end en uge, forklarer han.

Bassinene skal nemlig både fyldes op og rengøres, og det tager tid. Derudover skal også personalet vide besked i god tid.

quote Vi vælger at satse en lille smule nu.

Rune Bille, Chef for Fritid og Folkeoplysning, Odense Kommune

- Vi skal jo varsle vores medarbejdere i forhold til, hvornår de skal arbejde, og hvordan de skal arbejde, og det er heller ikke noget, man bare lige sætter sig ned og gør fra den ene dag til den anden, siger han.

Håber at kunne åbne alligevel

Usikkerheden frustrerer chefen fra Odense Kommune.

- Jeg er ikke vred, jeg er en kende frustreret. Jeg har stor forståelse for, at vi har et Danmark, der er ved at åbne op. Jeg kan sagtens se, at selvfølgeligt bliver der lavet fejl. Jeg havde håbet, at det ikke lige var mig, det ramte, siger han.

Nu hvor hans medarbejdere faktisk nåede at gå i gang med åbningen af de to friluftsbade, har han valgt at bede dem fortsætte arbejdet, så de er klar, hvis de får lov til at åbne.

- Vi vælger at satse en lille smule nu. Nu har jeg sat nogle medarbejdere igang, så vi kører egentligt bare på med rengøring, så vi er klar til 1. juni. Hvis det så undervejs viser sig, at det er noget, vi ikke må, så retter vi jo selvfølgeligt ind efter det.

Men indtil de får yderligere besked, må han vente.

- Det jeg er spændt på nu, det er at høre, hvad den endelige udmelding bliver, så vi ikke får et måske igen, men så vi enten får et ja, eller et nej, afslutter han.

Oversigt

    Oversigt