Ishuset ved Skovsøen er lukket, der er koldt og revydirektør Lars Arvad kan ikke undgå, at få lidt mudder på sine sko. Han står og kigger på den tomme eng i Fruens Bøge, hvor Odense Sommerrevy om seks måneder slår deres telt op. I de seneste to år har teltet dog langt fra været udsolgt, men det bliver det til sommer.
Vi havde næsten 10.000 igennem, men forsalget til sommerrevyen i 2018 har allerede overgået det
- 2017 var vores bedste år. Vi havde næsten 10.000 igennem, men forsalget til sommerrevyen i 2018 har allerede overgået det. Vi har allerede nu solgt langt mere, end hvad jeg havde forventet, siger Lars Arvad, revydirektør.
Med de to ekstra-forestillinger er der nu 16.000 billetter, men de bliver solgt tror Lars Arvad.
- Med al respekt så har vi Danmarks suverænt bedste revy-lineup i 2018. Vi har rigtig dygtige og erfarne revyskuespillere, men Bodil Jørgensen og Niels Olsen er i en klasse for sig. De har været vores helt store trækplaster og derfor tror jeg også, at vi kan melde alt udsolgt inden teltet bliver rejst.
Sidste skud i bøssen
Det er bestemt ingen hemmelighed, at Odense Sommerrevy ikke har kunne sælge nok billetter, og ydermere har kæmpet med underskud i sine to første leveår, men sådan bliver det ikke næste år garanterer Lars Arvad.
- Det er ikke et spørgsmål, hvorvidt vi får overskud, men mere hvor stort det bliver, siger Lars Arvad.
- Nu har vi kørt med underskud i to år og det var på tide at vi vendte skuden. Jeg har aldrig gjort det her for pengene, men jeg var lidt træt af, at skulle tage penge med på arbejde.
Til sommer kan man foruden Bodil Jørgensen og Niels Olsen også opleve Thomas Mørk, Vicki Berlin og revydirektør Lars Arvad, når Odense Sommerrevy spiller for tredje gang.