Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Der skal flere vagter på stadion, hvis et totalt rygeforbud på Odense Stadion skal kunne håndhæves, siger fanklubformand fra Vejle.
Opdatering
-
Artiklen er opdateret med video (se den nederst i artiklen) om, at OB sammen med Røgfrit Odense og Odense Kommune har besluttet at gøre tribunerne røgfrie og indføre rygezoner bag tribunerne. Det er netop trådt i kraft. Men det kan blive svært at håndhæve et rygeforbud, erkender klubbens kommercielle direktør Jack Jørgensen.
Der er politisk flertal for at gøre boldbaner og idrætsanlæg i hele Odense Kommune røgfri. Det rammer således også superligaklubben OB's hjemmebane på Odense Stadion, som ejes af kommunen.
Men det vil blive op ad bakke, at håndhæve et sådant forbud, siger formanden for fanklubben The Crazy Reds, Brian Jørgensen.
Fodboldformand om rygeforbud:
- Jeg vil ikke være bussemand
Der er politisk opbakning til at Odenses boldbaner og idrætsanlæg skal være røgfri.
På den regnfulde januar-torsdag blev der på gangene på rådhuset i Odense taget de første skridt til at skodde smøgerne på byens boldbaner og idrætsanlæg.
Odense kommune vil ganske simpelt have bugt med en usund kultur - både nu og for fremtidens potentielle rygeres skyld.
Men det bliver ikke med Peter Nielsens gode vilje. Han er formand for Old Boys-afdelingen i den hæderkronede fodboldklub B 1913.
- Jeg forestiller mig ikke, at jeg skal gå rundt på 1913's anlæg og være bussemand.
Den holdning er Peter Nielsen ikke alene om. I paraply-organisationen SIKO (Samvirkende Idrætsklubber i Odense, red.) der samler 220 foreninger, er der heller ikke begejstring for forslaget.
- Det er vi lidt bekymrede for, fordi vi synes det er et lidt for stort indgreb i den personlige frihed, siger SIKO-formand Henrik Schmidt.
Helt basalt handler det om kultur, en fodboldkultur, hvor en øl og en smøg ved sidelinjen har været en del af spillet i generationer.
- Der er folk der er kommet i klubben i en menneskealder eller måske endda to, siger B 1913-formanden Peter Nielsen og tilføjer, at hvis han føler sig generet, kan han sige det eller gå et andet sted hen.
Skudt over målet
Formanden for SIKO ser gerne at fremtidens unge bliver røgfri, men forslaget er skudt langt over målet, mener han.
- Vi er enige i at vi skal hen og påvirke både børn og unge mennesker til ikke at komme i gang med at ryge, men det mener vi ligger i opdragelsen hjemmefra, siger Henrik Schmidt.
Både Henrik Schmidt og Peter Nielsen imødekommer gerne politikerne, og mener at et kompromis med rygeområder er løsningen.
- Odense Kommune må lave to eller tre rygekabiner på 1913's anlæg, hvor man henstiller til at folk de ryger der, siger Peter Nielsen.
Forslaget om et rygeforbud på Odenses boldbaner og idrætsanlæg er født af Susanne Crawley (R), og meget tyder på, at der kan samles et flertal i byrådet for forslaget.
Både SF og Socialdemokratiet bakker nemlig op om den radikale børn- og ungerådmands forslag.
Det er Susanne Crawleys ønske at rygeforbuddet kommer til at gælde fra 1. april.
The Crazy Reds er Vejle Boldklubs sikre støtter, når klubbens førstehold spiller kampe i den næstbedste danske fodboldrække.
Og selvom det siden juli 2018 har været forbudt-forbudt at ryge på Vejle Stadion, så ryges der lystigt på tilskuerrækkerne.
- Vagterne har nok at se til på kampdage, så der skal hentes en del flere vagter ind, hvis de også skal til at prikke til folk der ryger på stadion.
- Så jeg tror ikke det har ændret det helt store.
Brian Jørgensens vurdering er, at det kan da godt være, at der blev indført rygeforbud, men at folk bare har trukket på skulderen og sagt: "ja, ja".
- Mange steder bliver der røgfrit, men det med at håndhæve det er en anden sag.
- Det ligger så meget i folk. En del får nogle øl og så skal der også ryges. Vi er udenfor ..., så jeg tror ikke det ændrer folks holdning, så det bliver røgfrit. På nogen måde.
Brian Jørgensen synes at rygeforbuddet er et fint signal at sende og at det ligger i tiden, men han har ikke den store tro på, at det kan blive overholdt.
- Alt skal være sundt og alt skal være i fineste orden og rygning er usundt. Det er et af de punkter man kan pege på, så har vi gjort noget, men vi har måske ikke gjort det helt store alligevel, siger Brian Jørgensen.
Rygning under tribunen i Vejle
Kommunikationschef i Vejle Boldklub, Morten Pelch, fortæller, at rygeforbuddet blev vedtaget blandt andet fordi, klubben rykkede op i superligaen. Opryningen øgede tilskuertilstrømningen, så ikke-rygerne ikke fik samme muligheder for at sidde på afstand af rygerne på stadion.
Forbuddet blev ikke modtaget med hurra-råb fra alle på stadion, fortæller Morten Pelch.
- Der er altid nogen der har det svært med forandring, og der er nogen der mener, at fodbold og en smøg og en øl hører sammen. Det kan det godt gøre, men så skal de gå nedenunder og ryge, siger kommunikationschefen.
Han synes dog, at publikum har taget forbuddet til sig. Og når det bliver påtalt, så bliver der lyttet, siger han.
Under tribunerne på Vejle Stadion er der lavet rygezoner, og stadionspeakeren gør en håndfuld gange under kampe opmærksom på, at Vejle Stadion er et røgfrit stadion.
Nyt forslag: Alle boldbaner i Odense skal være røgfri
Radikale i Odense vil med et nyt forslag gøre samtlige kommunale boldbaner røgfrie. Ifølge rådmand Susanne Crawley Larsen handler det om at sikre en røgfri generation i 2025.
Der er allerede indført røgfrie legepladser og røgfrie begivenheder på kommunale områder, og hvis det står til Radikale, skal boldbanerne i Odense snart også være helt fri for tobaksrøg.
Ikke bare engang i fremtiden, men fra 1. april 2020.
- Det er vigtigt, at vores næste generation skal være røgfri generation allerede i 2025. Den mest ambitiøse målsætning af alle kommuner, og hvis vi skal nå dét mål, bliver vi nødt til at tage de metoder i brug, som vi har i værktøjskassen, siger rådmand Suzanne Crawley Larsen (RV).
Et forslag om helt at forbyde rygning på Odense Stadion og kommunens boldbaner skal derfor nu drøftes i Økonomiudvalget.
Fællesskabet i rygezoner tiltrækker ikke-rygere
Det er ikke første gang, røgfrie boldbaner er på dagsordenen i Odense Kommune. I april diskuterede sundhedsudvalget forbud mod rygning på legepladser, i Munke Mose, Eventyrhaven - og på Odense Stadion.
- Det er Odense Kommune, der ejer Odense Stadion, så det er et lokalpolitisk anliggende, om stadion skal være røgfrit eller ej. Vi har på eget initiativ valgt at gøre vores familietribune røgfri, og det fungerer fint i dag, sagde Jack Jørgensen, der er kommerciel chef for OB, dengang til TV 2/Fyn.
Dengang lykkedes det ikke at få flertal for et forbud, og derfor forsøger Susanne Crawley Larsen nu i Økonomiudvalget, hvor hun forventer at få opbakning fra Socialdemokratiet og SF.
- Jeg blander mig ikke i hvad man foretager sig som voksen person. Men dér, hvor børn og unge går til sport og får sportsoplevelser, mener jeg, at jeg godt må blande mig i, hvor man ryger, siger Susanne Crawley.
På Odense Stadion er der eksempelvis allerede en familietribune, som er røgfri. Hvorfor mener du, at det er nødvendigt at gøre hele stadion røgfri?
- Der er rygezoner, og netop rygezoner tiltrækker ikke-rygere. Fællesskabet ved rygezonerne tiltrækker de unge mennesker. Det gør det acceptabelt at være ryger som ung, når de ser voksne stå og ryge disse steder, siger rådmanden.