9. okt. 2019 kl. 14:08
Ole Holbech

Rygning forbydes i hele skoletiden: - Det går ud over fællesskabet, siger elever

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Fra næste sommer må eleverne på Syddansk Erhvervsskole ikke længere ryge i skoletiden, også selv om de forlader skolens område.

Som det er nu, skal eleverne på Syddansk Erhvervsskole gå uden for skolens område, hvis de vil tænde en smøg, men fra næste sommer bliver det også forbudt.

Læs også: På vej mod røgfri generation: Færre skoleelever i Odense ryger
Gå tilbage Del
30. aug. 2019 kl. 15:51

På vej mod røgfri generation: Færre skoleelever i Odense ryger

Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

Der bliver færre elever i skolerne i Odense, der ryger. Det viser en ny undersøgelse om skoleelevernes sundhed og trivsel.

Odense har som ambition, at ingen børn og unge ryger i 2025 – altså om lidt over fem år. De seneste tal fra den årlige undersøgelse af elevernes trivsel og sundhed viser, at det går den rigtige vej.

I løbet af de seneste fem år er antallet af rygere i 8., 9. og 10. klasse faldet mærkbart. I 10. klasserne er der i 2018/2019 12,6 procent af eleverne, der ryger, mens tallet i 2013/2014 var på 21,6 procent. Altså et fald på ni procentpoint.

Andelen af elever, der ryger i 8. og 9. klasserne er væsentligt mindre. Nu angiver henholdsvis 1,7 og 3,9 procent af eleverne, at de ryger. For fem år siden var tallene 2,8 og 6,6 procent. Altså et fald på begge årgange.

Tallene bliver modtaget med tilfredshed i Odense Kommune.

- Det ser generelt ud til at gå den rigtige vej. Der gøres rigtigt meget i øjeblikket sammen med skolerne for at forebygge rygning blandt unge i Odense, og vi kan håbe, at det intensiverede arbejde kun kan betyde, at andelen af unge, der ryger, falder endnu mere, sådan som vi nu kan se resultaterne på de ældre årgange ser ud til at gøre, siger Anders Seekjær, der er sundhedsstrategisk leder i Odense Kommune.

Men selvom de ældste elever ryger mindre, så viser undersøgelsen også, at antallet af i 7. klasserne nu stiger en smule.

Én procent af eleverne på 7. årgang angiver i nyeste undersøgelse, at de ryger. Tallet er det samme som for fem år siden, men andelen af de helt unge rygere har været stigende de seneste tre-fire år.

- Det er naturligvis en bekymrende udvikling i 7. klasserne, og det arbejder vi på at vende de kommende år, siger Anders Seekjær.

Kilde: Odense Kommunes sundhedsprofilundersøgelse 2018/2019

Men selvom der har været en marginal stigning i 7. klasserne, glæder den sundhedsstrategiske leder sig over de nye tal.

- Det går den rigtige vej for de fleste årgange, men det er fortsat en stor opgave i at forebygge rygning, fordi det har så alvorlige konsekvenser. Og det betyder, at der er nogen derude, der gør noget, der virker over for denne meget svære målgruppe, siger den sundhedsstrategiske leder.

Den såkaldte sundhedsprofilundersøgelse er blevet gennemført siden 2011. Alle elever i 33 folkeskoler, en ungdomsskole og syv privat- og friskoler har fået tilsendt spørgeskemaet. Svarprocenten har været på 85.

Det er Odense Byråd, der har vedtaget visionen om at gøre Odense helt røgfri i 2030, og samtidig få den første generation helt uden rygere i 2025.

Skolen, der har 10.500 elever og 850 ansatte fordelt på 14 afdelinger i Syddanmark, vil gøre rygning forbudt i hele skoletiden.

- Vi har truffet beslutning om, at vi vil have røgfri skoletid fra næste sommer. Vi skal finde frem til, hvordan og hvorledes vi vil regulere det, siger direktør på Syddansk Erhvervsskole Lars Bregnehøj til TV 2/Fyn.

Kosmetikerelev: Det skal vi selv bestemme

En regel ligger dog fast. Når eleverne er i skole, er det slut med cigaretterne.

- Mens man har undervisningstid, ryger man ikke, uanset hvor man opholder sig, fastslår Lars Bregnehøj.

Eleverne må ikke ryge, uanset hvor de opholder sig, fastslår Lars Bregnehøj.
Video: Ole Holbech

Det får blandede modtagelser blandt eleverne på Syddansk Erhvervsskole i Odense. Stine Nielsen, der er kosmetikerelev på Syddansk Erhvervskole, mener, det bør være op til den enkelte, om rygning må foregå i skoletiden.

- Det synes jeg ikke er særlig fedt. Det er rart for mig at komme ud og slappe af i pauserne, siger Stine Nielsen til TV 2/Fyn.

- Jeg synes, man skal have lov til at gå ud og ryge en cigaret, fastslår hun.

“Det synes jeg ikke er særlig fedt. Det er rart for mig at komme ud og slappe af i pauserne”

— Stine Nielsen

Ryger: Vi må gøre, hvad vi har lyst til

Stine Nielsen bakkes op af Nicklas Matzeit Østerskov, der læser kommunikation, it og design på skolen.

- Folk skal gøre, hvad de har lyst til, ligesom nogle går i kantinen og køber noget chokolade, siger Nicklas Matzeit Østerskov, der selv ryger.

Daglig rygning er ifølge Statens Institut for Folkesundhed langt mere udbredt for erhvervsskoleelever sammenlignet med gymnasieelever.

“Folk skal gøre, hvad de har lyst til, ligesom nogle går i kantinen og køber noget chokolade”

— Nicklas Matzeit Østerskov

Ryger mere end gymnasieelever

Erhvervsskoleelever, som ryger dagligt, ryger i gennemsnit 15 cigaretter om dagen - til sammenligning med gymnasieelever, som gennemsnitligt ryger 9 cigaretter om dagen.

Camilla Myrup Nielsen, som læser fysik og matematik, ryger ikke selv. Hun er dog klar over, at det bliver en omvæltning for skolens mange rygere.

- Det bliver hårdt for dem, der ryger. Det er en trang, men det er en god måde at få stoppet denne rygekultur, vi har i Danmark, siger Camilla Myrup Nielsen.

Går ud over fællesskabet

Hun frygter dog, at rygerne i klasserne kan blive mere urolige. Samme holdning finder man hos hendes klassekammerat Sune Storgaard Kjeldsen.

“Det er en god måde at få stoppet denne rygekultur, vi har i Danmark”

— Camilla Myrup Nielsen

Han frygter ligeledes, at et komplet rygeforbud i skoletiden vil gå ud over fællesskabet. Både rygere og ikke-rygere oplever et fællesskab, når de kan gå udenfor og snakke sammen i fred og ro, når der ryges.

- Rigtig mange nyder det fællesskab, der kommer med rygningen. Man behøver ikke ryge for at stå herude, siger Sune Storgaard Kjeldsen.

- Det ødelægger fællesskabet, fastslår han.

Konsekvenser for brud på reglerne

Hvis nogen bryder reglerne, er det dog endnu uvist, hvilke konsekvenser det vil få for eleverne.

- Det er nogle af de ting, vi vil snakke om. Vi kan få hjælp fra regionen til at uddanne nogle ressourcepersoner, og vi ved, at kommunerne vil være behjælpelige med rygestopkurser, siger Lars Bregnehøj.

“Det ødelægger fællesskabet”

— Sune Storgaard Kjeldsen

En del af eleverne tilbringer store dele af skoletiden i praktik væk fra skolen. Det er endnu ikke klarlagt, om reglerne også gælder for eleverne, når de opholder sig i virksomhederne.

- Vores elever er hovedsageligt på skolen i undervisningstiden. Det er dér, vi er røgfrie, forklarer Lars Bregnehøj.

Det er delte meninger om, hvorvidt det er en god idé med et totalt rygeforbud på Syddansk Erhvervsskole.
Video: Ole Holbech

Erhvervsskoleelev: Det bliver godt for ikke-rygerne

Der er også elever, der mener, at et rygeforbud i hele skoletiden er positivt.

- Det bliver godt. Der bliver knap så mange underlige pauser midt i undervisningen, hvor vi skal vente på andre, der er ude at ryge midt i det hele, siger Mads Kikkenborg Nielsen.

Han erkender dog, at det kan blive svært for nogle rygere at holde helt op med at ryge i dagtimerne.

- Rygerne vil få det svært og skal finde på noget andet. Lur mig, om de ikke nok skal prøve alle mulige andre måder at komme ud og ryge alligevel. For os, der ikke ryger, bliver det godt, siger Mads Kikkenborg Nielsen.

Skolen forsikrer, at retningslinjerne vil være på plads, inden reglerne træder i kraft næste sommer.

19. dec. 2024 kl. 8:16
Tophistorie
Fyn
Lasse Mikkelsen / TV 2 Fyn

Tungt regnvejr giver problemer - politi kommer med opfordring

LYT
Del
Link
kopieret!

Himlen har åbnet sig torsdag morgen, og der forventes at falde op mod 11 millimeter regn på Fyn.

TV 2 Fyn giver dig herunder et overblik over vejrets udvikling.

Vejret 19. december

Følg opdateringerne herunder

19. dec. 2024 kl. 6:00
Tophistorie
Ken Petersen

Jesper vinder igen over letbaneentreprenør – men venter stadig på sine millioner

LYT
Del
Link
kopieret!

Konkurs, skilsmisse og stress. Det har været nogle af konsekvenserne for Jesper Clemen efter en årelang strid med letbanens hovedentreprenør.

- Jeg kan ikke låne penge, lease en bil, kan kun bo til leje og har lånt penge af mine forældre. Det har været et kæmpe hårdt slag og jeg tænker på det hver dag, siger Jesper Clemen.

Hans firma Clemen Montage og Byg blev i 2019 opsagt af Odense Letbanes hovedentreprenør, mens de var i gang med at opbygge letbanens kontrolcenter.

Årsagen var en strid om sociale klausuler. Entreprenøren mente, at Jesper Clemen aflønnede sine medarbejdere i strid med kommunens sociale klausuler. Det afviste Jesper Clemen, og en afgørelse i Voldgiftsnævnet gav ham ret, blandt andet fordi der aldrig var indgået en kontrakt mellem parterne.

I sidste uge - fem år efter, at sagen begyndte - afgjorde Københavns Byret, at fynske Munck skal betale 6,7 millioner kroner plus renter og sagsomkostninger til den fynske iværksætter. I alt løber det op i et samlet beløb i nærheden af 12 millioner kroner.

- Det er den helt rigtige dom. Det har vi vist fra starten af, siger Jesper Clemen.

For fem år siden betød den pludselige fyring, at Jesper Clemen pludselig stod med et krav fra Comsa-Munck på i alt 20 millioner kroner.

- Jeg gik ned med stress og sad bare hjemme i tre måneder. Det var hårdt, lyder det fra Jesper Clemen.

Først i december 2022, fik Jesper Clemen oprejsning. Voldgiftsnævnet gav ham ret i, at Comsa-Munck skulle betale 6,7 millioner kroner for det arbejde, han havde udført for Odense Letbane.

I mellemtiden var samarbejdet mellem spanske Comsa og fynske Munck dog gået i stykker. Ingen af parterne ville betale Jesper Clemen, og derfor lagde han sag an mod Munck.

- Det forkasteligt er, at Munch prøver at snyde sig uden om at betale. Har du været en del af interessentskabet så har du bare at betale. Reglerne er klokkeklare, mener Jesper Clemen.

Sejr i byretten

Munck Gruppen mener, at det burde være Comsa, der skal betale.

- Kurator i Clemens konkursbo har indgået en aftale med Comsa, om at sagsøge Munck via de danske domstole, men for Comsa´s regning og risiko, som vi finder meget usædvanlig. Den aftale har derfor trukket sagen unødigt ud, lyder det fra Hans Christian Munck, der er administrerende direktør i Munck Gruppen.

At det spanske selskab Comsa skulle stå bag og betale sagen mod deres tidligere fynske samarbejdspartner afviser kuratoren for Clemen Montage og Byg.

- Vi er ikke betalt af Comsa, men vi har fået en såkaldt tabskautionering fra Comsa, der betyder, at hvis vi ikke via retten får pengene fra Munck, så vil de betale. Vi fik et lignende tilbud fra Munck, hvis vi ville anlægge sag mod Comsa, lyder forklaringen fra kurator Jan Bruun Jørgensen.

Fare for mere ventetid

Dommen i Københavns Byret giver Jesper Clemen ret i, at det er Munck, der skal betale det skyldige beløb.

- Jesper er blevet en brik i et økonomisk spil mellem to store byggekoncerner, og det kan ingen af parterne være bekendt. Men en dag får han sine penge, siger Jan Bruun Jørgensen.

Selvom Jesper Clemen nu har rettens ord for, at Munck Gruppen skylder ham 6,7 millioner kroner plus renter, så kan Munck Gruppen anke sagen til landsretten.

- Vi er ved at sætte os ind i dommen sammen med vores advokat og kan derfor ikke udtale os om dette på nuværende tidspunkt, skriver Munck.

Udsigten til mere ventetid gør Jesper Clemen frustreret.

- Jeg kan ikke forstå det danske retssystem, at det skal tage så lang tid, siger Jesper Clemen.

TV 2 Fyn har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Comsa.

19. dec. 2024 kl. 9:02

Fynboer ramt af inflation - bortset fra her

LYT
Del
Link
kopieret!

I 2023 svandt købekraften ind for den typiske borger i størstedelen af landets kommuner, viser analyse på baggrund af nye indkomstdata. Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Kun i 19 kommuner oplevede medianborgeren en fremgang i sin indkomst. Bortset fra Odense Kommune og Bornholm Regionskommune ligger alle kommunerne med positiv udvikling i hovedstadsområdet.

Opgørelsen er korrigeret for inflation, så indkomsttallene i analysen er den reale udvikling i indkomsterne – altså hvor langt indkomsten rækker sammenlignet med året forinden.

Kommune Vækst på median
Assens -0,8 pct.
Faaborg-Midtfyn -1,5 pct.
Kerteminde -0,8 pct.
Langeland -0,8 pct.
Middelfart -1,1 pct.
Nordfyns -1,6 pct.
Nyborg -0,4 pct.
Odense 1,1 pct.
Assens -1,5 pct.
Ærø -1,6 pct.
19. dec. 2024 kl. 7:53

Bekymrede børn får hjælp: - De er ekstra på vagt i julen

LYT
Del
Link
kopieret!

I julen bliver der skålet en del i procenter. En klingende lyd som, gør børn i familier med alkoholproblemer særligt bekymrede, fortæller Helle Theede, leder af Barnets Blå Hus i Svendborg.

- Julen er forbundet med et ekstra forbrug af alkohol, og det betyder, at børnene er på vagt.

Barnets Blå Hus er et tilbud for børn med forældre, der har et misbrug. Nogle af børnene bliver henvist, og andre kommer af sig selv. Tilbuddet fra Blå Kors indebærer terapi som behandling for mistrivsel, men stedet tilbyder også børnene oplevelser og pakker til jul.

Barnets Blå Hus findes syv steder i landet.

19. dec. 2024 kl. 6:48
TV 2 SPORT

GOG-fans udsat for ”voldsom og ubehagelig” hændelse efter pokalbrag

LYT
Del
Link
kopieret!

Pokalbraget tirsdag aften mellem Bjerringbro-Silkeborg (BSH) og GOG havde håndbold i topklasse og fantastisk stemning.

Men det sidste ændrede sig efter opgøret, da fans fra de to klubber kom i konfrontation med hinanden. BSH bekræfter til TV 2 Sport, at der foregik en "kedelig" hændelse uden for hallen.

I centrum for det hele var et særligt banner, som GOG-fansene medbragte, henvendt til klubbens tidligere profil Morten Olsen, der spillede kampen for silkeborgenserne. På banneret stod skrevet, "Morten O har ik’ niveau til mere end Silkeborg!".

I pausen skiftede banneret hænder – tilsyneladende i al fordragelighed –, fordi hjemmeholdets fans fik fingrene i det, men forløbet fik et større efterspil.

TV 2 Sport har snakket med flere kilder, som fortæller, at der opstod ballade, da GOG-fansene skulle hjem i busser.

GOG's fangruppe ’Det Gule Hjørne’ bekræfter ligeledes til TV 2 Sport, at der her foregik "en meget voldsom og ubehagelig hændelse".

Brændende banner startede konfrontation

Det hele startede, da der blev sat ild til det omtalte banner. Herfra udviklede situationen sig, og det endte med at gå ud over den 61-årige buschauffør Kim Nielsen.

I forbindelse med pokalkampen dagen forinden havde han ansvaret for at fragte unge gymnasieelever frem og tilbage til Oure. Efter kampen opsøgte en gruppe maskerede mænd, som virkede truende og konfrontatoriske, bussen.

- Da de gik forbi dobbeltdækkeren, som jeg holdt i, slog de på vinduerne. Det gjorde, at jeg holdt øje med, hvad der skete, for det er ikke så tit, det sker til en håndboldkamp. Det plejer at foregå stille og roligt, siger Kim Nielsen.

I sit sidespejl fik buschaufføren hurtigt øje på, at en person pillede ved bussen, og det fik ham til at reagere.

- Jeg løb ud ad min fordør og kunne se, at han rodede med min nødhane. Hvis den gik i stykker, kunne jeg ikke køre nogen steder, forklarer han.

- Jeg råbte til ham, at han skulle få fingrene væk og flytte sig fra bagdøren. Der var ingen reaktion, selvom jeg sagde det to gange mere. Han fortsatte bare, som om han skulle ind i bussen. Da jeg kom derhen, skubbede jeg ham væk.

Maskerede mænd trængte sig ind i fanbus

I første omgang fortrak de maskerede mænd sig, men de vendte tilbage i en større flok, inden Kim Nielsen havde fyldt bussen med gymnasieelever.

Det lykkedes personerne at komme ind i bussen via bagdøren, og Kim Nielsen gik igen ud for at understrege, at de ikke havde noget at gøre i bussen.

- Jeg ved ikke, om jeg fik et slag eller et ordentligt skub, men jeg har gået med et ømt kraveben og taget Panodiler, siger han og begrunder tvivlen med, at adrenalinen pumpede i kroppen.

Kim Nielsen satte sig ind i bussen, nulstillede nødhanerne, som blokerede for kørsel, og startede bussen, mens dørene stadig var åbne. Herefter kunne de forlade parkeringspladsen, mens det lød som om, at grene og kæppe blev kastet på bussen, fortæller den chokerede buschauffør.

TV 2 Sport har snakket med flere andre kilder, som uafhængigt af hinanden bekræfter Kim Nielsens udlægning, og at en gruppe personer trængte sig ind i bussen.

Direktør tager afstand fra episoden

Jesper Schou, der er direktør i BSH, er ærgerlig over, at "en fantastisk kamp i en fantastisk kulisse" skal overskygges af "et par kedelige episoder".

Direktøren vil gerne gøre det klart, at det ikke er en adfærd, som han før har stiftet bekendtskab med blandt håndboldfans.

Jesper Schou fortæller, at han har rakt ud til de forurettede parter for at undskylde på klubbens vegne.

BSH-direktøren varsler dog, at episoden kan få konsekvenser for, hvordan klubben vil afvikle kampe fremover.

19. dec. 2024 kl. 6:27
Marie Louise Florival Andersen

Flere kommuner vurderes i potentiel væsentlig risiko for stormflod

LYT
Del
Link
kopieret!

Antallet af kommuner med områder, der vurderes i potentiel væsentlig risiko for oversvømmelser, stiger fra 27 til 51, oplyser Miljø- og Ligestillingsministeriet torsdag morgen.

Det viser en ny risikokortlægning over oversvømmelsestruede områder, som netop er offentliggjort.

På Fyn er Odense Fjord, som Odense-, Nordfyns- og Kerteminde Kommune ligger ud til, og Nyborg udpeget som områder, der kan risikere oftere at være udsat for de såkaldte 100 eller 1.000 årshændelser. Det er for så vidt ikke nyt, da de blev udpeget i henholdsvis 2011 og 2018.

Men de udpegede kommuner skal nu udarbejde konkrete risikostyringsplaner til at håndtere fremtidige oversvømmelser, lyder det i pressemeddelelsen.

19. dec. 2024 kl. 5:00
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Morgenen byder på masser af regn - men så kommer vejrskifte

LYT
Del
Link
kopieret!

Kraftig regn præger torsdag morgen, men omkring middagstid vil det klare op.

Temperaturerne vil ligge på mellem fem og ti grader dagen igennem, og vinden vil være let til frisk fra vest.

Det oplyser TV 2 Vejret.

I aften og i nat falder temperaturerne et par grader, men til gengæld holder det tørt. Vinden aftager en anelse torsdag aften, men tiltager igen natten til fredag.

18. dec. 2024 kl. 22:34

Bedste resultat nogensinde: Asfaltkonge præsenterer gigantoverskud

LYT
Del
Link
kopieret!

Som 20-årig ingeniørstuderende drømte Hans Chr. Munck fra Nyborg om at starte noget selv.

Han købte et par asfaltmaskiner.

Det er 36 år siden.

I dag afleverede Munck Gruppen med hovedsæde ved Nyborg sit 2023/24-regnskab. Det viser en omsætning på 4,1 milliarder kroner og et overskud på 490 millioner kroner.

Asfalten er i dag blevet til en hypermoderne entreprenørvirksomhed med ekspertise i store anlægsprojekter inden for en bred vifte af opgaver.

Ny lufthavn i Nuuk

I årets løb har medarbejderne i Munck været med til opførelse af en ny containerterminal i København, udvidelser af flere strækninger af E45-motorvejen mellem Vejle og Århus og etablering og renovering af fjernvarme- og elforsyningen.

Med mange store rammeaftaler for forsyningsselskaberne i hele landet forventes flere nye opgaver inden for sektoren.

I Grønland nåede Munck Civil Engineering en milepæl, da Nuuk internationale lufthavn blev afleveret i efteråret 2024.

Munck Asfalt har i året investeret betydeligt i at sikre en mere klimavenlig asfaltproduktion med fokus på genanvendelse af materialer.

Endnu mere gang i hjulene

Til trods for fortsat hård konkurrence i markedet kommer selskabet ud med et væsentligt bedre resultat end de foregående år, og man forventer at styrke aktivitetsniveauet yderligere i det kommende år.

Årets resultat er det bedste i selskabets historie, og omsætningen for 24/25 forventes ligeledes at vokse betydeligt.

Munck Gruppen beskæftiger cirka 1.700 medarbejdere.

18. dec. 2024 kl. 22:12

Så meget bruger din kommune på fratrædelsesaftaler

LYT
Del
Link
kopieret!

Ifølge aktindsigter fra TV 2 er der stor forskel på, hvor mange penge de fynske kommuner har brugt de seneste tre år på fratrædelsesaftaler til chefer.

Tre kommuner har eksempelvis ikke brugt en krone, mens Odense og Nyborg ligger sig i spidsen med over 10 millioner hver til aftalerne.

De seneste tre år har Odense afskediget ni chefer, mens Nyborg har afskediget fem. Alligevel har Nyborg det største forbrug på aftalerne blandt de fynske kommuner.

18. dec. 2024 kl. 21:40
Collage: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix og TV 2 Fyn

Stort millionbeløb - her bruger de flere penge end hovedstaden på fratrædelser

LYT
Del
Link
kopieret!

10.599.810. Så mange kroner har det kostet Nyborg Kommune at skille sig af med fem chefer og direktører på tre år, fremgår det af en aktindsigt, TV 2 har fået.

Til sammenligning havde Odense Kommune ni fratrædelser i samme periode, som beløb sig til 10.181.512 kroner. Københavns Kommune måtte slippe 9.901.073 kroner for fem fratrædelser.

Nyborg Kommune er blandt landets højdespringere med omkostning per fratrædelsesaftale og har i gennemsnit sat 2.119.902 kroner ind på fratrådte chefers og direktørers bankkonti.

Store beløb

Siden januar 2022, hvor kommunerne fik nye byråd, er chefansatte blevet sendt ud ad døren med mindst 257 millioner kroner. Det viser aktindsigter, TV 2 har søgt hos landets landets 98 kommuner. På Fyn tegner man sig for de 32 millioner kroner.

- Det strider mod befolkningens retsfølelse, når fyrede topchefer skal have så meget med sig. De her penge kunne jo være blevet brugt på alt muligt andet i kommunerne. Her får man ingenting for pengene. Det er en ren gavebod, siger Henning Jørgensen, mangeårig professor i offentlig forvaltning og i dag forskningsansvarlig ved Professionshøjskolen UCN.

Kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch undrer sig over, at kommunerne bliver ved med at have råd.

- En kvart milliard er ikke et ligegyldigt beløb, i en tid hvor man spinker og sparer, vender hver en øre og skærer på velfærd, lyder det.

- Dybt frustrerende

Det ærgrer Nyborg viceborgmester Michael Gertsen (K), at man har haft så store udgifter til fratrædelsesordninger, i en tid hvor kommunen har rigeligt andet at bruge penge på.

- Det er virkelig brandærgerligt, og det kan jeg sige på hele byrådets vegne. De penge kunne vi rigtig godt have tænkt os at bruge på noget andet, siger han.

Han har dog en forklaring på, hvorfor udgifterne har vokset sig så store i Nyborg.

- Den store udgift skyldes blandt andet, at vi har måttet sige farvel til en kommunaldirektør og en vicekommunaldirektør. Det er de dyreste medarbejdere i en kommune.

Anton Kranf

- Der ligger allerede ved ansættelsen en aftale om, hvad de skal have, når de stopper, og det kan vi ikke undgå, medmindre de har begået noget kriminelt. Der er altså ikke så meget spillerum, når man som kommune må sige farvel til medarbejdere i de her stillinger.

Men skulle man så ikke se på, hvor meget chefer og direktører bliver lovet i godtgørelse?

- Det kunne man godt, men jeg ser det som vanskeligt. Siger vi som kommune, at vi kun vil give det halve af, hvad de får tilbudt andre steder, så får vi nok ikke de rigtige folk ansat, siger han.

DJØF står fast

Nyborg Kommunes kommunaldirektør, Tim Jeppesen, erkender, at det er store summer, der er blevet brugt på fratrædelsesaftaler, og forstår godt, hvis borgere synes, det er for mange penge.

Han peger dog på overenskomsten for chefer og direktører i kommuner som årsag til summens størrelse.

- Vi kan ikke vælge nogle aftaler, som er dårligere her i kommunen. Så får vi nogle aftaler, som ikke er overenskomstmæssige, og det tror jeg ikke er løsningen, siger han.

Ida Alstrup

Hos DJØF er der dog ikke stor vilje til at ændre overenskomsten, selvom Kommunernes Landsforening forsøgte at få justeret fratrædelsesordningerne ved seneste forhandling.

I en tid, hvor der ifølge DJØF bliver fyret langt flere direktører og chefer end tidligere - og ofte med henvisning til et ønske om en ny profil på posterne, mener formand for de offentlige chefer i DJØF og kommunaldirektør i Middelfart, Steen Vinderslev, nemlig kun, at det er rimeligt, at offentlige chefer har gode vilkår, siger han til TV 2.

18. dec. 2024 kl. 21:09
Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Kommune vil indføre "klima" på skoleskemaet

LYT
Del
Link
kopieret!

En ny klimastrategi i Assens Kommune, der blandt andet indbefatter "klima” på skoleskemaet, er efter et byrådsmøde onsdag aften blevet sendt i høring i otte uger, oplyser Danmarksdemokraternes Jens Henrik Thulesen Dahl til TV 2 Fyn.

- Når man siger, at man målrettet vil arbejde med klimadannelse, så får jeg den bekymring, at der er tale om en ensrettet holdning til klimaudfordringerne, som det i min optik ikke er skolens opgave at bibringe eleverne. Det er ikke skolens opgave at fortælle eleverne, hvor meget kød man skal spise, eller om man skal flyve eller købe elbiler, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne stemte med tre mandater imod. 26 stemte for.

18. dec. 2024 kl. 20:32

Vejdirektoratet advarer mod spøgelsesbilist på motorvej

LYT
Del
Link
kopieret!

Opdatering klokken 20.40

Spøgelsesbilisten fremgår ikke længere af Vejdirektoratets trafikkort, og alle spor er igen farbare.

Hvis du befinder dig på E20 Fynske Motorvej mellem afkørsel 55 Aarup og afkørsel 52 Odense SV i østgående retning, bør du være opmærksom på en spøgelsesbilist.

Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort.

- Pas på! Der kommer en spøgelsesbilist imod dig. Hold til højre, lyder det.

TV 2 Fyn forsøger at få en kommentar fra Fyns Politi.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her