Se billederne: Snart flytter de første ind i helt ny bydel
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Til marts flytter de første beboere ind i det nye boligområde på Dalum Papirfabriks grund i Odense.
Torsdag var der rejsegilde på de første boliger i en ny bydel i Odense.
- Nu er det et sted, vi har brudt ned og brugt som arbejdsplads i meget, meget lang tid. Lige om lidt bor der mennesker. Det er en realisering af nogle visioner, som var fint at markere, siger Finn Mortensen til TV 2 Fyn.
Han er projektdirektør hos MT Højgaard, som er bygherrer på boligprojektet Dalum Papirfabrik.
Bydelen findes på det område, hvor Dalum Papir lå før, og den kommer til at rumme både lejeboliger, ejerboliger, et seniorfællesskab, parkeringshus, fælleshus, legepladser, grønne områder og erhvervslokaler.
Efter rejsegildet er næste skridt, at de første lejere kan flytte ind. Det sker i marts.
- Selvom vi laver flere af den slags projekter, så lægger vi faktisk en del følelser i det. Der har været rigtig mange øvelser siden de indledende forhandlinger, til lokalplanen kom på plads, til den gamle fabrik blev revet ned og til nu. Så det har krævet en lang tur, som man kun kan tage, hvis man også brænder for det, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Historisk grund
Tilsammen strækker boligområdet sig over 45.000 kvadratmeter opdelt i 20 new yorker-inspirerede ejerlejligheder, 63 rækkehuse, 301 lejelejligheder og 58 seniorboliger.
Ifølge projektbeskrivelsen lover MT Højgaard at forene det urbane med grønne kiler og skabe et helt unikt område på en unik placering ud til Odense Å tæt på både by og motorvej.
TV 2 Fyn bragte dette korte indslag, da Dalum Papir blev 'sunget ud' i 2014. Artiklen fortsætter under videoen ...
Når boligområdet står helt færdigt, hviler betonen på en historisk underflade. Dalum Papirfabrik var Danmarks sidste aktive papirfabrik. Den var også Danmarks ældste.
Den blev lukket i 2012 efter 138 års produktion. Allerede i 2014 blev det besluttet, at området skulle laves om til boligbyggeri, men det var dog først i efteråret 2021, at MT Højgaard indledte arbejdet med at bygge de nye boliger på papirfabrikgrunden.
TV 2 Fyn var med, dengang 138 års industrihistorien sluttede, og de sidste papirbaner blev skåret op.