17 mål i 14 kampe. Dét har OB-spilleren Luca Kjerrumgaard præsteret at levere.

Inden for banen sparker Luca Kjerrumgaard mange mål i kassen, men uden for banen holder han fødderne solidt plantet i den fynske muld.

Angrebsspilleren fra Dalum er et stort familiemenneske, og opbakningen hjemmefra er afgørende.

- Mine forældre er en altid-værende opbakning, som jeg ikke kunne undvære, siger Luca Kjerrumgaard.

En barndomsven, der tidligere spillede i OB med Kjerrumgaard genkender familiens tilstedeværen og støtte.

- Hans familie har altid været lige i ryggen på ham. De har altid været dem, der møder først og går sidst fra sidelinjen på stadion, siger vennen Magnus Saaby om Kjerrumgaards forældre.

Hans far husker tydeligt den første gang, nogen bemærkede sønnens boldtalent og kommenterede på det. 

- Vi sad og spiste picnic ved Ansgar Anlæg. Luca var ikke ret gammel. Og så var det, der var én, der sagde: "Hold da op! Han er godt nok god til at sparke til en bold.", fortæller John Kjerrumgard.

Spilleren, som bærer nummer 17 på ryggen, har aldrig haft et behov for at være i søgelyset. Men som den mest scorende spiller i OB har han stor succes. Og med dét følger der opmærksomhed.

- Det er jo nyt at opleve som familie: At vi ikke længere bare lige kan gå ned og købe en is og være helt private. Folk kigger og vil have autografer, siger John Kjerrumgaard.

Med sønnens succes havde han forestillet sig, at skuldrene ville blive sænket, og at det ville føles som en kæmpe lettelse. Men med succes følger der også nogle andre ting. 

- Der er et større pres, og vi skal tænke mere over, hvad vi gør og siger. For eksempel når nogle råber noget på stadion, og du sidder og hører det, men ikke må sige noget, fortæller John Kjerrumgaard.

- Eller hvis nogen skriver noget om vores søn på sociale medier, som vi ikke er enige i. 

Mai Kjerrumgaard oplever som mange andre at have en søn, der kun bliver ældre. Men knap så mange kan sætte sig ind i, hvordan det er at have en søn, der går hen og bliver en offentlig person. 

- Jeg får kuldegysninger hver gang, jeg læser noget i avisen, og folk skriver til mig. Jeg er også lige ved at tude nu, for det er vildt, så hurtigt som det går lige nu. Og han har jo ikke længere brug for sin mor, siger Mai Kjerrumgaard.

Men sidstnævnte er nok ikke helt rigtigt. For Luca Kjerrumgaard lægger ikke skjul på, hvor meget støtten hjemmefra betyder.

- Min mor er der altid er for mig og sørger for, at jeg har det godt, siger Luca Kjerrumgaard.

Hun står gerne og laver madpakker i massevis, for at han får det rigtige at spise. 

- Det har altid været meget naturligt for os begge to, at vi er der 100 procent for vores børn, siger Mai Kjerrumgaard.

- Vi har selvfølgelig også et liv ved siden af, men vi har gjort, hvad vi kunne i hvert fald.

Den 21-årige boldspiller bruger desuden sin far som personlig rådgiver. Han har set sin søn spille fodbold, siden han var bare tre år gammel.

En fighter på fodboldbanen

I dag kender mange den 21-årige fodboldspiller som den store, stærke angriber fra OB, men sådan har det ikke altid været, fortæller hans gode ven, Gustav Grubbe.

De to venner har kendt hinanden, siden Luca Kjerrumgaard som 13-årig kom ind i OB. 

- Luca var en fighter, som skulle kæmpe meget for tingene, siger Gustav Grubbe.

Kjerrumgaard kom ikke ind i OB som "den store stjerne". Faktisk har han i hele sin ungdomstid i OB ikke været den, der løb med allerflest overskrifter, eller den, som alle snakkede om fra start.

Han måtte lidt omkring, før han fandt sit gennembrud i superligaen. Alligevel løber han i dag på banen med topscorertitlen.

- Han bliver efterudtaget, kommer ind lidt fra baghjul og ender med at løbe med overskrifterne, siger Ulrik Bredegaard, som var Kjerrumgaards første træner i OB.

Luca Kjerrumgaard er ikke som sådan typen, der skiller sig ud eller råber højest. Dog var der ét sted, hvor han stak ud.

- Luca var én af mange med den enkle undtagelse, at han allerede i en tidlig alder lavede rigtig mange mål, siger Ulrik Bredegaard om det unge talent fra Dalum.

Og når man tager et kig i rapporten, kan man også næsten altid finde "Kjerrumgaard" med en lille byline. Det fortæller Ulrik Bredegaard og uddyber:

- Han opsøger og finder mål ud af ingenting og i alle situationer. 

Store jubelbrøl og små slåskampe

Situationen kunne godt udvikle sig, når Magnus Saaby og Luca Kjerrumgaard time efter time sad på teenageværelset og spillede FIFA.

De to har kendt hinanden siden de små klasser i folkeskolen.

- Luca har i al den tid, jeg har kendt ham, haft et kæmpe vindergen. Han bliver meget frustreret, når han taber, og virkelig glad når han vinder, siger Magnus Saaby.

Det var blandt andet dét, der gjorde ham sjov at spille med i skolegården på Tingløkkeskolen. Fordi han gik til den.

- Hvis der var en, der havde været lidt for smart i en fart efter en sejr, kunne det godt mærkes bagefter. Så kunne der godt komme store jubelbrøl og ja, næsten slåskampe, fortæller Magnus Saaby om minderne fra folkeskoletiden.

Humoristisk, behagelig at være sammen med og uselvisk.

Det er beskrivelser, der går igen fra vennernes side. Når det fynske talent ikke er på fodboldbanen, er han stille og rolig. Det genkender hans første træner i OB også:

- Der er jo ingen tvivl om, at Luca er et fysisk pragteksemplar, men i forhold til mange andre store profiler, så er Luca meget nede på jorden og en god fynbo fra Dalum, som passer sit arbejde og sin træning, siger Ulrik Bredegaard fra OB.

- Det, der er mest specielt ved ham, det er, at han altid laver mål.

Aldrig en "plan B"

Da Luca Kjerrumgaard var otte år gammel, spillede han fodbold i Dalum. På en cykeltur hjem fra træning spurgte en kammerat ham en dag:

- Hvad vil du egentlig være, når du bliver stor?

Til det svarede Luca Kjerrumgaard prompte:

- Jeg vil være fodboldspiller.

Efter lidt tid spurgte kammeraten på ny:

- Jamen hvad vil du rigtigt være?

Det har i farens øjne altid været en lidt sjov historie, for det med at drømme stort har der nu altid været plads til hjemme hos dem. 

For nogle er det måske svært at sætte sig ind i, men Luca Kjerrumgaard har aldrig haft en "plan b". Selvfølgelig skulle han have en studentereksamen - det bakkede både klubben og forældrene op om. Men professionel fodboldspiller var dét, han ville, og han har altid været meget målrettet. 

- I alle de år, Luca har været på OB's akademi, har han haft én sygedag. Dér var han godt nok også syg, fortæller hans far.

Det har aldrig været et problem for ham at sige nej til fester og andet socialt, for fodbold var vigtigere.

- Når han gør noget, så gør han det bare fuldt ud, fortæller hans mor, Mai Kjerrumgaard.

5-årige Luca ville være rigtig stolt og tænke, at han allerede havde opnået det, han skulle. Dengang handlede det bare om at løbe inde på stadion.

Den 21-årige tænker, at han skal nå længere og vil have mere. Men han tager det stille og roligt, og foreløbigt bliver han i OB.