Det er tankeløst og kynisk at køre bil uden hensyn for sine medmenneskers ve og vel.
Sådan iscenesættes Odense Kommunes forslag til en strategi over for et af tidens varmeste problemer: Vanvidsbilisterne.
Udspillet til en handlingsplan kommer fra By- og Kulturforvaltningen og er på dagsordenen til udvalgsmødet tirsdag 18. maj.
Handlingsplanen kommer i halen på den nye lov om vandvidsbilisme, som trådte i kraft 31. marts.
Med loven i hånden er det nu muligt for politiet at beslaglægge en bil uanset ejerforhold, mens beslaglæggelsen i retten kan ophøjes til en regulær konfiskation.
Ifølge by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V) kan Odense få en værktøjskasse fyldt med tiltag og håndtag til at bekæmpe vanvidsbilisme inden for kommunens grænser.
Således kan bilisterne på byens boligveje se frem til blandt andet flere vejbump og vejindsnævringer, som skal forhindre, at farten bliver for høj og skabe tryghed for borgerne.
- Jeg er virkelig glad. Vanvidsbilister er personer, der er fuldstændig ligeglade med andre menneskers liv og helbred, og det skal vi slå hårdt ned på. Derfor er jeg glad for, at politiet har fået udvidede beføjelser, og derfor skal vi som kommune selvfølgelig også gøre, hvad vi kan, siger Christoffer Lilleholt.
Flere muligheder
Værktøjskassen er delt op i forskellige tiltag på henholdsvis indfaldsveje, ringveje og store trafikveje, veje med boliger samt veje, hvor der primært er boliger.
Løsningerne på de tre vejtyper er henholdsvis:
- Trafikveje: Øget politikontrol.
- Trafikveje med boliger: Vejbump og zoner med 40 kilometer i timen.
- Boligveje: Bump, zoner med 30 kilometer i timen og vejlukninger.
Hvor de fartdæmpende tiltag skal foretages er udpeget (se grafikken herunder), men der er endnu ikke taget en endelig beslutning om, hvilke løsninger der skal etableres.
For eksempel er den brede Kallerupvej i Odense M udpeget, og her arbejdes der med to løsninger: Vejene lukkes for trafik mod Munkerisvej eller der etableres 30 kilometer i timen-zone med bump på hele strækningen.
Den nordlige del af Skibhusvej er også udpeget. Her arbejdes der med 40 kilometer i timen-zone med bump og flere heller på strækningen.
I gang med det samme
Forvaltningen vil meget gerne tage hul på arbejdet allerede i år, og de har derfor udvalgt følgende fire strækninger, hvor arbejdet med sænkning af hastigheden kan gennemføres i 2021.
- Strækning nummer 2: Kochsgade
- Strækning nummer 4: Svendsagervej
- Strækning nummer 5: Kanalvej
- Strækning nummer 7: Østergade
Igangsætning af de udpegede fire strækninger kræver en finansiering på 2,3 millioner kroner. Forvaltningen foreslår, at midlerne findes ved at fremrykke pengene fra handlingsplanen for Mobilitet og Byrums ramme i 2022.
Hvis det bliver godkendt, vil der derfor være 2,3 millioner kroner mindre at prioritere til forskellige trafikale og byrumsmæssige tiltag ved efterårets prioritering af 2022 midler.
I alt er 18 strækninger udpeget efter en større undersøgelser med blandt andet borgerindragelse og trafiktællinger. Prisen for at bremse vanvidsbilisterne er anslået til 11 millioner kroner.
Dertil kommer 15 strækninger med øget politikkontrol. Det er strækninger som Middelfartvej, Odins Bro, Fåborgvej og Niels Bohrs Allé. Disse er dog ikke en del af forvaltningens handlingsplan.
- De 18 strækninger er ikke en færdig liste. Det er en start og noget, vi begynder med, og det håber jeg, at By- og Kulturudvalget vil bakke op om. Det finder vi ud af på tirsdag, siger Christoffer Lilleholt.