Selskab udledte 1,6 millioner kubikmeter: Beskidt spildevand strømmer ud i fjorden
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Sidste år ledte VandCenter Syd 1,6 millioner kubikmeter urenset spildevand ud i åer og vandløb. Meget ender i Odense Fjord. Men måske kan det slet ikke betale sig at stoppe udledningen.
De seneste fire år har Odense og Nordfyns Kommunes vandselskab VandCenter Syd på årsbasis ledt lige omkring en million kubikmeter beskidt spildevand indeholdende skadelig kvælstof og fosfor ud i åer og vandløb.
Udledningerne sker på grund af overløb. Og det meste af spildevandet ender i Odense Fjord.
Og fra den gamle losseplads Stige Ø siver der hvert år små tre tons kvælstof ud i fjorden. Det skader fjorden, skaber iltsvind, og der er stort set ikke nogen fisk tilbage.
Men det er slet ikke sikkert, det kan betale sig at stoppe udslippene
Og første skridt i det samarbejde er altså et omfattende data- og analysearbejde.
For ud over, at udgangspunktet i det nye samarbejde er at finde nye løsninger, der kan hjælpe i kampen for at genoprette den gode økologiske tilstand i fjorden, så handler det også om at identificere netop de tiltag, der kan give mest sund fjord for pengene.
Unikt samarbejde
Som garant for objektiviteten i undersøgelserne er forskere fra Syddansk Universitet også med i samarbejdet.
Og i spidsen for forskerne står Mogens Flindt, der er lektor ved Biologisk Institut.
- Det er et helt unikt samarbejde, fordi der er så mange aktører. Ved at vi går ind og analyserer det her data, så får vi lavet det, vi kalder en kildeopsporing, så vi finder ud af præcis, hvor presset på fjorden stammer fra.
Lystfisker håber på renere vand: Nu skal Odense Fjord have det bedre
Bredt samarbejde skal forbedre sundhedstilstanden i fjorden.
Odense Fjord skal strutte af sundhed.
Det er ambitionen for et opsigtsvækkende samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening, Odense Kommune, landboforeningen Centrovice, Fjernvarme Fyn, Lindø Port of Odense, Odense Renovation, VandcenterSyd, SEGES og Syddansk Universitet.
I dag blev arbejdet skudt i gang med den første workshop om emnet.
Og det glæder lystfisker Martin Botten Dam.
Tidligere kunne man fange velvoksne havørreder i fjorden. Det kan man ikke mere, siger han.
- Når det bliver varmere i vejret, fanger vi stadigvæk hornfisk. Det er der jo altid, men havørreder. Det er ikke som førhen, siger han.
Økologisk topform
Samarbejdspartnerne har hver især arbejdet med at skabe god økologisk tilstand i fjorden gennem mange år. Men trods nationale reguleringer og initiativer er der stadig udfordringer med vandmiljøet.
- Formålet med samarbejdet er, at vi på tværs af institutioner kan dele erfaringer og viden og på den måde kan skabe et idékatalog til aktiviteter, som kan bruges i fjorden, siger Mogens Flindt, lektor på Biologisk Institut ved Syddansk Universitet.
I dag er fjorden i ubalance. Der er for mange næringsstoffer, for lidt ålegræs og mudder på de forkerte steder. Fjorden overholder ikke betingelserne for EU's vandrammedirektiv.
Der er både behov for at gendanne havbunden og have fokus på både landbrug og udledningen fra Odenses renseanlæg.
Sagen er kompleks, og derfor er hele ni parter med i gendannelsen af en sund fjord.
Deltagerne tager fat i Odense Fjord, fordi mulighederne for at forbedre vandmiljøet er størst, når fokus er lokalt. Der er enighed om, at det giver flere muligheder for at forbedre de lokale tilstande, når så mange virksomheder og institutioner samarbejder end, når det alene sker gennem national regulering.
- De danske fjorde er så forskellige, at hvis vi ønsker bedre vandmiljø i de danske fjorde, er vi nødt til at fokusere på den enkelte fjord. Derfor er det også særdeles positivt, at interessenterne omkring Odense Fjord nu går sammen for i fællesskab at forbedre tilstanden i fjorden, siger chefkonsulent for vandmiljø hos SEGES, Flemming Gertz.
Ikke i mål
Han står bag en større fjordundersøgelse, der viser, at Odense Fjord stadig ikke når målet om ”god økologisk tilstand”.
Det nyetablerede samarbejde handler om at finde løsninger, og derfor er arbejdet med af finde konkrete tiltag allerede gået i gang blandt de faglige medarbejdere hos de mange deltagere.
- Vores vandmiljø er et centralt emne for Danmarks Naturfredningsforening. Derfor er DN Nordfyn sammen med sekretariatet i Danmarks Naturfredningsforening gået ind i dette samarbejde for at være til at vise, at vi på tværs af sektorer og interesser kan sidde i samme rum og arbejde os frem mod samme mål, siger Leo Jensen, formand for DN Nordfyn og hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Naturfredningsforening.
Hvad er god økologisk tilstand?
Den økologiske tilstand afgøres ved at måle på smådyr, vandplanter og fisk. Et vandløb er i god økologisk tilstand for smådyr, når det ligger i faunaklasse 5 på en skala fra 1 til 7. Der er lignende indeks til vurdering af, om målet er opfyldt for vandplanter og fisk.
Kilde: Miljøstyrelsen
Ifølge Torben Povlsen, formand for landboforeningen Centrovice går landbruget ind i samarbejdet med glæde.
- Det er en unik mulighed for at skabe nogle reelle, lokale løsninger, som kan give et bedre vandmiljø i fjorden, siger Torben Povlsen.
På Lindø oplyser havnechef Carsten Aa, at man allerede er godt i gang.
- Vi har gennem mange år reduceret vores miljøpåvirkning til sort set ingenting. Derfor har vi også en masse erfaring, som vi vil dele i samarbejdet, siger han.
Med det nye samarbejde får forskerne for første gang mulighed for at sammenholde egen data med data fra de mange forurenere rundt om fjorden - altså industri, forsyningsselskaber og landbrug.
Målsætningen er altså at identificere de tiltag, der virkelig kan rykke fjorden i en sundere retning.
Regn skaber overløb
Selvom nogle løsninger synes oplagte, så er det ikke nødvendigvis dem, der er de bedste.
Et eksempel er VandCenter Syd, der håndterer spildevand i Odense og Nordfyns Kommune.
Her kunne man for eksempel tage fat på de såkaldte overløb, som i omfang løber op i cirka en million kubikmeter om året.
- Når de her tanke er fyldte, så kan vi ikke mere. Så går vi i overløb til åen, forklarer direktør Mads Leth, mens han peger ned i en række åbne beton-tanke som dog i disse uger står tomme på grund af de seneste regnfattige uger.
Når det regner meget, så er de fyldte. Af regnvand, der ledes via kloakkerne til spildevandsanlæggene, hvor det blandes sammen med husstandenes spildevand fra toiletter, opvaskemaskiner, håndvaske og meget mere.
Men når det regner ekstra meget, så kan VandCenter Syd ikke nå at rense alt spildevandet. Og så sendes det altså urenset ud i åer og vandløb.
- Vores opgave er at passe på miljøet. Men når det regner så meget, at vores rensningsanlæg ikke kan klare mere, så handler det ikke kun om miljøet længere. Så handler det også om at sikre værdier. For hvis vi ikke håndterer vandet, så ender det i folks kældre, siger Mads Leth.
Så meget udleder Vandcenter Syd i overløb
- Vandcenter Syd renser årligt cirka 30 millioner kubikmeter spildevand. Herved tilbageholdt selskabet sidste år 1.304 tons kvælstof og 173 tons fosfor.
- Overløb sker, når det regner så meget, at selskabet ikke kan nå at rense alt vandet. Sidste år ledte Vandcenter Syd 1,6 millioner kubikmeter urenset spildevand ud i åer og vandløb på grund af overløb.
- En formildende omstændighed er, at ved overløb, så er det spildevand, der ledes ud fortyndet, idet store mængder af overløbet er regnvand. Der er dog stadig en væsentligt højere koncentration af kvælstof og fosfor i overløbsvandet end i det rensede vand.
- Renset vand er dog heller ikke rent. Sidste år indeholdt Vandcenter Syds rensede vand 120 ton kvælstof og otte ton fosfor.
- Kommuner i hele landet forsøger at komme overløb til liv ved at separere regnvand fra kloaknettet. Man etablerer også klimasøer for at forsinke vandets vej til kloaksystemerne. Men anlæggene er - især i de store byer - en dyr affære.
- Her er Vandcenter Syds overløb
- 2017: 0,94 millioner kubikmeter.
- 2018: 0,9 millioner kubikmeter.
- 2019: 1,77 millioner kubikmeter.
- 2020: 1,6 millioner kubikmeter.
Forskernes arbejde skal vise, om overløbene har så stor en negativ effekt på fjorden, at der skal investeres i forebyggende tiltag. Det kan blive en særdeles dyr affære.
- Men det er klart, at hvis det viser sig i den her kortlægning sammen med SDU, at det er overløbene, vi skal fokusere på, så er det selvfølgelig der, vi skal lægge indsatsen, siger Mads Leth.
Renset vand er ikke rent
Men for Mads Leth er det langt fra givet, at overløbene er den største synder.
For hvert år renser VandCenter Syd cirka 30 millioner kubikmeter spildevand. I den proces trak selskabet 1.304 ton kvælstof og 173 ton fosfor ud af vandet. Det fremgår af selskabets seneste ansvarlighedsrapport.
Men selvom vandet er renset, når det ledes ud i åer og vandløb, så indeholder det stadig mindre mængder af både fosfor og kvælstof. Sidste år ledte VandCenter Syd 120 ton kvælstof og otte ton fosfor ud i åer og vandløb med det rensede spildevand.
- Selvom det rensede vand ser rent ud, så er der stadig lidt opløst fosfor og kvælstof i det. Spørgsmålet er, om det har større effekt på vandmiljøet, at vi bliver bedre til at rense vandet, end at vi bliver bedre til at undgå overløb, siger Mads Leth.
Samme dilemma har Odense Renovation, som har ansvaret for den gamle losseplads Stige Ø.
Selvom et omfangsdræn rundt om øen samler det meste op, så siver der stadig hvert år små tre tons kvælstof fra øen og ud i fjorden. Det sker, når regnvand passerer igennem de årtier gamle affaldslag.
Odense Renovations direktør, Thomas B. Jørgensen, vurderer, at det vil koste mellem 30 og 40 millioner kroner at etablere et omfangsdræn, der samler alt udslip op.
Men spørgsmålet er, om det er en klog investering.
- I sidste ende er det jo forbrugerne, der skal betale regningen, og måske var det klogere at investere et mindre beløb i andre tiltag. Man kunne for eksempel plante ålegræs i fjorden, siger Thomas B. Jørgensen.
Danske forskere arbejder flere steder med udplantning af ålegræs i fjorde, fordi ålegræsset forbruger kvælstof og omdanner den til ilt. Det skaber bedre miljø for fisk og andre havdyr.
Slut med gætterier
Der bliver stadig gættet på de bedste løsninger. Men efter sommerferien er det slut. For der offentliggør SDU-forskerne deres fund - og de største forurenere udpeges.
- Det bliver fuldstændig evident, hvor presset på fjorden stammer fra, slår Mogens Flindt fast.
Men det er altså ikke noget, der skræmmer Odense Renovations direktør.
Er du ikke bange for pludselig at få en kæmpestor regning, fordi det viser sig, at der er et eller andet i dit revir, der skal laves om?
- Nej, vi er egentligt sikre på, at vi gør det så godt som muligt, siger Thomas B. Jørgensen.
Mads Leth har en helt anden frygt.
- Jeg er ikke bange for det her. Jeg er mere bange for at investere forkert. Vi investerer 200 millioner om året. Det er afgørende for os, at vi bruger pengene rigtigt. Og hvis pilen peger over på os, så har vi forpligtelse til at gøre noget ved det her, siger Mads Leth.
Tilbage ved fjorden henstår blot et spørgsmål til biolog Mogens Flindt.
Tror du helt seriøst, at de her aktører, der presser fjorden, er villige til at investere, hvad der skal til?
- Ja, det tror jeg på. Og jeg tror oven i købet, at nogle gange handler det ikke om, at der skal ekstra penge til. Hvis vi tænker smart og ud af boksen, og hvis vi får kombineret deres indsatser, så tror jeg vi kan komme et godt stykke.
Flere centimeter sne på vej - det skal du være opmærksom på mandag morgen
kopieret!
Der vil falde sne i hele Danmark i løbet af søndag aften og ud på mandag morgen.
Det oplyser Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), til Ritzau.
Sneen vil særligt falde i Nordjylland. Her ventes mellem 10 og 15 centimeter sne, mens der i resten af landet ventes mellem 2 og 10 centimeter.
- Nedbøren starter som sne, men vil gå over i slud og regn relativt hurtigt. I Nordjylland er der koldt i længere tid, og derfor forventer vi mere sne der, siger Mette Wagner.
Farligt vejrfænomen
Af DMI's hjemmeside fremgår det, at en varmfront bevæger sig op over landet sidst på eftermiddagen søndag. I overgangen fra sne til regn er der en kortvarig risiko for isslag.
- Alle overflader, der rammes af isslag, bliver glaseret med et tyndt lag is, så det bliver glat. Spejlglat, forklarer Mette Zhang.
- Det er cykelstier, veje, fortove, alt. Så det er et ret farligt vejrfænomen.
Travl dag i vente
Hos SOS Dansk Autohjælp forventer man ekstra travlhed mandag morgen, fortæller vagtcentralchef, Anette Bjørn Juncher.
- Traditionelt er den første rigtige arbejdsdag efter jul en meget travl dag, og det forventer vi også, at i morgen bliver.
Det er især døde bilbatterier, som kan give travlhed, men også glatte varer, advarer Anette Bjørn Juncher.
- Man skal huske, at vejbanerne kan være kolde, og kommer der noget nedbør, så bliver vejene glatte, så kør hjemmefra i god tid, lyder rådet.
På Vejdirektoratets hjemmeside kan du se, hvor de advarer om glatte veje.
Autohjælp deler snedigt trick - sådan sikrer du nemt, at din bil kan starte efter juleferien
kopieret!
Mandag vender hverdagen tilbage for mange familie, når skolen starter op igen efter en god, lang juleferie.
Af samme årsag er der også mange, der vender tilbage til arbejdspladsen, og derfor forventer SOS Dansk Autohjælp ekstra travlhed mandag morgen, fortæller vagtcentralchef, Anette Bjørn Juncher.
- Traditionelt er den første rigtige arbejdsdag efter jul en meget travl dag, og det forventer vi også, at i morgen bliver.
Og det er særligt en type opgave, som venter, spår Anette Bjørn Juncher. Et problem, som man allerede kan gøre et forsøg på at løse søndag, så man ikke skal bøvle med det mandag morgen.
Kør en kort tur
Den seneste periode med svingende vejr, der har givet både kulde og fugt, er med til at dræbe bilbatteriet, og har du kun kørt småture i sin juleferie, så er der en stor risiko for, at du kommer ud til et dødt batteri og derfor ikke kan starte bilen.
- Men en kort køretur er med til at lade batteriet, fortæller Anette Bjørn Juncher og uddyber:
- Det gode råd er, hvis man vil være sikker på, at bilen kan starte i morgen, lige at køre en god tur på 20 minutter, for så har man ladet bilen op, og så er sandsynligheden for, at man kan starte større.
Travl weekend
Vagtcentralchefen oplyser, at SOS Dansk Autohjælp har haft mere travlt i weekenden, end de plejer. Lørdag var der 40 procent flere opgaver, end der normalt er.
Det er sådan set meget normalt, når frostvejret melder sig, fortæller Anette Bjørn Juncher, der også har et godt råd til dem, der allerede søndag kan konstatere, at batteriet er dødt:
- Hvis man allerede søndag aften tjekker og konstaterer, at batteriet ikke virker, kan man opsøge naboerne for hjælp med startkabler.
- Ellers må man ringe til os, vi har døgnvagt, slutter hun.
DMI varsler farligt vejrfænomen
Der er på tværs af Danmark risiko for let isslag fra søndag aften til mandag formiddag.
Det oplyser Mette Zhang, som er meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt søndag morgen.
Det skyldes en varmfront, som sidst på eftermiddagen søndag vil bevæge sig op over landet med udbredt sne, slud og regn, forklarer hun.
- Varslingen gælder alle dele af Danmark, for fronten ser i løbet af aftenen og natten ud til at skulle bevæge sig ind over hele landet.
Farligt vejrfænomen
Isslag opstår, når underafkølet vand bliver til is på en overflade.
Nedbør, der egentlig falder som sne, bevæger sig således ned gennem et varmere luftlag, hvor det smelter og bliver til vand. Når vandet så når et nyt og koldt lag luft helt nede ved jorden, bliver det underafkølet.
I det øjeblik, hvor vandet rammer jorden, bliver det så til is.
- Alle overflader, der rammes af isslag, bliver glaseret med et tyndt lag is, så det bliver glat. Spejlglat, forklarer Mette Zhang.
- Det er cykelstier, veje, fortove, alt. Så det er et ret farligt vejrfænomen.
Barskt vejr på vej
Der er derfor grund til at være særligt opmærksom, hvis man søndag aften eller nat har planer om at begive sig ud i trafikken.
Også mandag morgen skal bilister, cyklister og fodgængere være klar over risikoen for isslag, siger meteorologen.
Generelt byder søndag aften og nat på barskt vejr.
Dagen starter skyet og tørt, men når eftermiddagens varmfront går i land, kommer der blæst og aftentemperaturer fra -1 grad til 2 graders varme.
- Det vil i den grad føles barskt og ubehageligt. Det kommer til at blæse rigtig gevaldigt, siger Mette Zhang.
Viktor Axelsen kastede stjernestøv over tidligere klub: - Han tager sig tid til folk
kopieret!
Lørdag blev Viktor Axelsen kåret til årets sportsnavn for tredje gang som den første atlet nogensinde.
Hjemme i barndomsklubben, Odense Badminton Klub har Viktor Axelsen fortsat kæmpe betydning som rollemodel og forbillede for de unge spillere.
Han træner der stadig sommetider - senest lørdag - inden han fik prisen årets sportsnavn. Men når superstjernen kommer i klubben, er han ganske ydmyg.
Det fortæller Lennart Engler, der er træner i Viktor Axelsens tidligere badmintonklub, OBK, i videoen ovenover.
Nye afgifter får folk til at kigge mod elbiler
kopieret!
Årets første weekend er lig med nytårskur og åbent hus hos bilforhandlerne. I år skete det i skyggen af nye afgiftsstigninger på benzin og diesel.
Hos N. Kjær Biler i Svendborg var hele arbejdsstyrken kaldt ind. For dyrere benzin og diesel har på ingen måde fået interessen for åbent hus hos bilhandlerne til at dale. Tværtimod.
Men interessen var til gengæld koncentreret om elbilerne. Nye modeller vælter ind på det danske marked. Det er ikke fordi, der slet ikke sælges benzinbiler længere. Men hovedinteressen hos de potentielle købere, TV 2 Fyn mødte, var helt klart rettet mod elbiler.
Se mere i videoen ovenover.
Frustrationerne vokser - stort kystprojekt udsat for tredje gang
kopieret!
Alle fynske kommuner arbejder med at få sikret deres kyster mod ødelæggende vandmasser.
Men i Nordfyns kommune er politikerne frustrerede. Her er deres store kystsikringsprojekt til 115 millioner kroner endnu en gang stødt ind i en bureaukratisk mur.
Projektet hedder Bogense Kystdiger og skal dække en 7,5 kilometers strækning omkring Bogense. Men projektet har fået en række klager fra berørte grundejerforeninger og virksomheder.
- Ikke godt nok
De klager har Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke nået at behandle til den forventede tid, og nu frygter politikerne, at stormfloderne kommer hurtigere, end myndighederne arbejder.
- Det er simpelthen bare ikke godt nok, lyder det fra formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune, Anders Thingholm (K), der i videoen ovenover peger fingre ad regeringen.
Nordfyns kommune vil gerne kunne arbejde videre med kystbeskyttelsen, da det ikke er denne, som klagerne er utilfredse med, men blot hvor stort et økonomisk bidrag, de skal stå for.
Afhængig af udfaldet af klagenævnets kommende afgørelse, vurderer Nordfyns Kommune, at projektet i bedste fald kunne startes op til sommer 2025 på udvalgte strækninger, idet digerne skal nå at være bevokset med et stærkt græslag inden efterårets og vinterens storme.
Pligtsejr genskaber Odenses forspring i håndboldligaen
kopieret!
11 kampe og 11 sejre står der nu ud for Odense Håndbold i toppen af kvindernes håndboldliga.
I egen hal havde fynboerne som ventet ikke de store problemer med at besejre Aarhus Håndbold, der blev slået 28-19 efter 14-11 ved pausen.
Dermed er der igen to points afstand fra Odense og ned til Team Esbjergs regerende mestre i tabellen. Esbjerg besejrede lørdag ligaens nummer tre, Ikast Håndbold.
Axelsens far afslører: - Viktor døjede lidt med dumt humør før flot sæson
kopieret!
Lørdag aften kunne Viktor Axelsen lade sig hylde med ikke kun én, men to kåringer.
Først offentliggjorde B.T. ham som vinder af B.T. Guld. En pris, som han fik på baggrund af stemmer fra Danmarks 40 største atleter.
Senere kunne han lade sig hylde i Boxen i Herning ved “Sport 2024”, hvor han for tredje gang i karrieren blev kåret som “Årets sportsnavn”.
Men da 2024 tog sin begyndelse så det langt fra ud til, at Viktor Axelsen skulle hædres i den grad, som det endte med, fortæller hans far Henrik til Ekstra Bladet:
- Viktor døjede lidt med en dum ryg og et dumt humør i starten, men så fik han det alligevel til at flaske sig, og han toppede op til OL, som han skulle.
Stærk Odense-start sikrer vigtig udesejr over Herlev
kopieret!
Syv effektive minutter i første periode var nok for ishockeyholdet Odense Bulldogs, der søndag vandt 4-3 på udebane over Herlev Eagles i Metal Ligaen.
De fynske gæster sendte pucken i nettet tre gange fra minut 10 til 17 i første periode, og selv om Herlev efterfølgende viste god moral og fightede sig tilbage, holdt Odense til sidst stand.
Med sejren cementerer Odense andenpladsen bag det suveræne førerhold, Herning Blue Fox. Herlev ligger nummer fire - fem point bag Odense.
Har du set Sisse? Nytårskrudt jog Christinas hund på flugt
kopieret!
- Vi har det virkelig ikke særlig godt. Vi vil bare så gerne have hende hjem.
Sådan lyder det fra Christina Plougheld, der siden nytårsaften har ledt efter sin hund Sisse.
Christina havde taget sine to hunde med ind til en veninde i Odense på Nyborgvej, hvor de alle kunne fejre nytår sammen. Lidt efter klokken 23 gik det dog galt, fortæller hun til TV 2 Fyn.
- Jeg går rundt ude i gården med dem, da der kommer et brag. Sisse bliver forskrækket, og da der kommer et brag mere, får hun vristet sig fri af sin sele og forsvinder.
Har ledt og ledt
Christina Plougheld blev fanget mellem sine to hunde, og først da hun havde fået den anden hund ind i lejligheden, kunne hun suse ud på gade og lede efter Sisse. Men der var hendes hund, som er en dansk-svensk gårdhund med labradortræk, for længst væk.
- Jeg fik fat i min kæreste, der var til en anden fest et andet sted i byen. Han kom og hjalp mig med at lede, men selv om vi efterhånden var en del, der ledte i halvanden time, så kunne vi ikke finde hende.
Og sådan har det været lige siden, fortæller Christina Plougheld, der efterfølgende har fået at vide, at Sisse blev spottet i fuldt spring ned af Fabersgade.
Søndag er Christina igen ude og lede Odense tyndt efter sin hund. Har man bevæget sig forbi en lygtepæl i Odense efter nytårsaften, har man nok heller ikke kunne undgå at se en seddel med Christinas efterlysning af sin hund.
Men selvom eftersøgningen har stået på en lille uges tid, så har det været småt med henvendelser fra folk, der har set Sisse.
Masser af telefonfis
Omkring 15 henvendelser vurderer Christina Plougheld har været fra unge, der har set hendes nummer på efterlysningssedlerne, og har lavet telefonfis med hende.
- Mange af dem ringer med hemmeligt nummer, og derfor er jeg stoppet med at tage opkald fra hemmelige numre, fortæller hun og opfordrer derfor folk til at ringe til Fyns Politi på 114, hvis man har oplysninger om Sisse.
En enkelt brugbar henvendelse er det dog blevet til. Det var fra nogen, der havde set en løs hund ved H.C. Andersens Museet i fredags.
- Der har vi selvfølgelig også været, og vi har efterspurgt overvågning fra museet, som vi afventer svar på nu, fortæller Christina Plougheld.
Hun opfordrer folk til at kigge i deres haver, skurer, garager og andre gemmesteder, hvor hunde kan søge hen for ly og læ.
- Folk er måske ikke så meget i haven på denne tid af året, og derfor kan det være et bedre sted at lede. Det er oftest ikke på sin gåtur, man finder en hund, da de typisk vil forsøge at gemme sig, slutter hun og tilføjer, at selvom hun håber Sisse er i live, så er hendes største håb at få vished og en afklaring.
Sisse beskrives som en lille sort og hvid hund, der er uden sele og halsbånd.
Over 100 husstande mangler strøm efter kortslutning
kopieret!
108 beboere i Odense SV er søndag middag og eftermiddag uden strøm. Det oplyser Energi Fyn på sin hjemmeside.
Årsagen skulle være en kortslutning i et kabelskab. Energi Fyn oplyser, at der er en montør på stedet, og at alle husstande forventes at have strøm igen senest klokken 16.
Kortslutningen er registreret kvart over 11 søndag.
TV 2 Fyn følger sagen.
Troels Bech har fokus på noget "langt større" end at rykke op i Superligaen
kopieret!
Der var store smil og frostgrader, da TV 2 Sport besøgte 1. Divisionsklubben OB på træningsanlægget i Ådalen lørdag.
Ikke normalt et vejr, der får humøret op hos en flok fodboldspillere, som bruger det meste af deres arbejdstid udendørs. Men lørdag var det anderledes.
- Nu har vi haft fire uger fri, og det er måske en uge for meget, synes jeg. Det bliver dejligt at komme i gang, og det var dejligt at se gutterne igen, siger OB’s anfører, Viljar Myhra.
Også klubbens topscorer, Luca Kjerrumgaard, stillede velvilligt op til interview i et par shorts inden dagens træning trods kulden.
- Det bliver en kold omgang, men jeg har glædet mig til at komme tilbage, siger han.
Da træningen først gik i gang, havde Kjerrumgaard dog pakket de målfarlige stænger ind i et ekstra lag.
Et ændret OB
Måske er spillernes træningsiver her på årets første arbejdsdag i virkeligheden et meget godt billede på, at klubben befinder sig et andet sted, end den gjorde i foråret.
Først rykkede klubben ud af Superligaen, og kort tid efter vinkede man farvel til fodbolddirektør Björn Wesström, inden Troels Bech overtog rollen som sportsdirektør i klubben, som har haft stor betydning.
Er det sjovere at være OB-spiller nu end i foråret?
- Det er det på mange måder. Specielt i hverdagen, siger Viljar Myhra, som forklarer, at spillertruppen er begyndt at arrangere sociale arrangementer for at styrke sammenholdet.
Spillerne tager blandt andet på fisketure og shelterture sammen.
- Der er stor forskel på miljøet her nu i forhold til, hvordan det var tidligere, så klubben og os spillere har virkelig gjort et godt stykke arbejde for at forbedre tingene her.
At OB i øjeblikket ligger klart i spidsen af 1. Division med otte point ned til nummer to, er blot frugterne, som bliver høstet af de miljøforandringer, der er sket i klubben over det seneste halve år, mener anføreren.
- Når tingene er bedre i omklædningsrummet, er tingene også bedre ude på banen. Det er resultatet af hårdt arbejde og godt arbejde.
Hvor meget savner I Superligaen?
- Virkelig meget, så vi skal arbejde stenhårdt for at få klubben op, hvor den hører hjemme. Det fortjener byen og klubben og fansene.
Foråret bliver en karaktertest
I OB er det alle mand på træningsbanen. Det gælder også sportsdirektør Troels Bech, der ligesom spillerne var mødt ind lørdag.
Og han har en klar vision for, hvordan man i Odense sikrer, at Danmarks tredjestørste by er repræsenteret i Superligaen efter sommer.
- Det bliver jo en karaktertest. For det er jo før sket for hold, at når man har noget i hænderne, er man bange for at miste det, og så bliver man lidt for defensiv. Det vil vi ikke have – vi vil gerne angribe, siger han.
- Vi vil hele tiden gerne være på jagt, for det klæder de fleste, og det klæder i hvert fald os bedst.
Men spørger man sportsdirektøren ind til det, der – hvis alt går efter planen – venter til næste sæson, er det ikke noget, der fylder i fodboldtankerne.
Hvor meget savner du at have OB i Superligaen?
- Det er faktisk ikke det, der optager mig. Det er mere det med at gøre OB stærke, og hvis vi bliver stærke nok, så spiller vi også i bedre ligaer, end vi gør nu.
- Der er noget, der er langt større for mig, og det er at samle kræfterne i den her klub, så det holder.
OB spiller første kamp i forårssæsonen den 21. februar. Inden da tester de formen med træningskampe mod Superliga-klubberne Sønderjyske, AGF og Silkeborg IF.
Se læsernes billeder - nordlyset dansede over den fynske himmel
kopieret!
Efter en længere periode med en konstant skyet himmel, har der i weekenden været klar himmel i længere perioder, og natten til søndag kunne man flere steder se nordlyset.
Det syn har flere læsere og tv-seere delt med TV 2 Fyn i Facebookgruppen “Den Fynske Redaktion”, hvor du kan se flere billeder og også dele dine billeder med os.
Herunder kan du se et udvalg af billederne.