Skoleledelse ser med stor alvor på ”syrebomber”

Fem-seks hjemmelavede syrebomber er fundet ved en fynsk skole. Skolens ledelse tager sagen meget alvorligt.

Flere hjemmelavede såkaldte ”syrebomber” er torsdag blevet fundet ved Korup Skole i det nordvestlige Odense.

Rettelse
TV 2 Fyn skrev tidligere, at en af syrebomberne var eksploderet, da den blev ramt af en bold. Skolelederen på Korup Skole har henvendt sig til TV 2 Fyn og understeget, at der ikke er sket eksplosioner på skolen i skoletiden. TV 2 Fyn beklager fejlen.

En “syrebombe” er en flaske med sølvpapir og stærke kemikalier, der kan forårsage alvorlige skader og ætsninger, hvis de springer. 

quote Det er ubehageligt at finde den slags på en skole

Simon Hempel-Jørgensen, skoleleder på Korup Skole

Ledelsen på Korup Skole ser med stor alvor på situationen.

- Vi tager det meget alvorligt. Vi gør alt, hvad vi kan for at skabe en tryg skoledag for alle vores elever, siger skoleleder på Korup Skole Simon Hempel-Jørgensen.

I alt er der fundet fem-seks af de såkaldte syrebomber uden for i området omkring Korup Skole. Skolelederen har ingen informationer om, at nogen af de hjemmelavede bomber skulle være blevet fundet af børn.

- Det er ubehageligt at finde den slags på en skole, og det er også derfor, vi gør så meget ud af det og tager det så alvorligt, siger Simon Hempel-Jørgensen.

Må ikke ske

Den første ”syrebombe” blev fundet onsdag aften, og da skolen blev gjort opmærksom på fundet, kontaktede de straks forældre, lærere og pædagoger via Aula.

- Det er jo farligt, og derfor skal man passe på, hvad man kommer til at lege med. Og så med en opfordring til forældrene til at få talt med deres børn om, at det her altså er en farlig leg, siger Simon Hempel-Jørgensen.

Han vil ikke komme nærmere ind på, hvad han formoder, der er foregået, eller hvordan skolen hjælper politiet med efterforskningen.

Men skolelederen fortæller, at de torsdag har fået flere henvendelser fra både forældre og borgere i Korup i sagen.

- Vi har fortrinsvis en pædagogisk opgave, der handler om, at såfremt der er nogle af vores elever, der er involveret i det her, så skal vi tage hånd om det og om dem, siger Simon Hempel-Jørgensen.

- Men det må ikke ske. Det må ikke ske på en skole. Vi har elever helt ned til seks år gamle, og dem skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at passe på.

Fakta om flaskebomber

Oversigt

    Oversigt