Skud faldt få meter fra vidne: To mænd med skimaske løb forbi vores hus efter skud

To gange indenfor tre-fire minutter blev der affyret skud, fortæller vidne til TV 2 Fyn.

- Først hørte jeg et stort brag. Jeg tænkte ikke meget over det, da det kunne være hvad som helst. Kort tid efter ser jeg to mænd iført skimaske komme løbende ind i mit vænge, og her går det op for mig, at der er noget galt.

Det fortæller et vidne til gårsdagens skudepisode i Tornbjerg til TV 2 Fyn. Han bor få meter fra hvor skyderiet fandt sted og oplevede derfor skudepisoden på tæt hold. TV 2 Fyn bringer hans oplevelse under anonymitet men er bekendt med hans identitet.

Klokken 16.25 fik Fyns Politi melding om skud i Tornbjerg i det sydøstlige Odense. Fyns Politi mistænker, at episoden kan have relation til bandemiljøet i Odense.

Søn cyklede rundt i vænget før skyderi

Til TV 2 Fyn fortæller vidnet, at der blev skudt to gange indenfor tre-fire minutter. Efter første skud så han to maskerede mænd løbe efter en bil, der holdt parkeret i vænget. Vidnet fik det indtryk, at konfrontationen skete mellem de to maskerede mænd og hvem end der sad i den parkerede bil, men han så ikke nogen i den parkerede bil.

Vidnet ser efterfølgende den parkerede bil sætte efter de to maskerede mænd.

- Og her hører jeg endnu et skud.

Få timer forinden havde vidnets søn cyklet rundt i præcis det samme vænge, og det var kun regnen, der fik ham til at søge indenfor i tørvejr.

- Hele mit fokus blev rettet mod mine børn, samtidig med at jeg havde vagtcentralen i røret.

Vidnet fastslår, at han ikke har set, hvilke parter der affyrede hvilke skud, men ifølge Fyns Politi blev der affyret skud mod bil.

- Lige nu har jeg primært fokus på mine børn, men det er ikke, fordi jeg føler mig utryg nu. Jeg synes, politiet har været meget betryggende.

Fyns Politi har i forbindelse med skyderiet efterlyst to mænd, der beskrives som 20-30 år og iført mørkt tøj. Og politiet hører gerne fra vidner, der har set noget i området omkring Svovlhatten og Vokshatten, eventuelt omkring stisystemerne i området.

Har man set noget i forbindelse med episoden, kan man kontakte Fyns Politi på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt