I fremtiden bliver det lettere at få lidt af Asien ind under huden på Fyn.
Odense Zoo præsenterede fredag et helt nyt område i parken, der nok for nogle kan slukke den værste tørst efter en tur til Fjernøsten.
Det 9.000 kvadrameter store område bliver det største anlægsprojekt, Zoo nogensinde har lavet, lyder det i en pressemeddelelse fra den zoologiske have.
Fokus på forsvindende natur
Det nye område skal sætte fokus på en enestående asiatisk natur, der indeholder fantastiske skabninger.
Skabninger, hvis natur i Asien, som så mange andre steder i verden, forsvinder, og dermed truer dyrenes liv, ifølge Odense Zoo.
Men hvilke skabninger kan man så glæde sig til at se i det nye område?
I det nye anlæg vil besøgende kunne opleve de fascinerende indiske næsehorn græsse, gibbonaber svinge sig fra træ til træ og asiatiske oddere svømme rundt i anlægget.
Derudover flytter også asiatiske vortesvin, næsehornsfugle og asiatiske ugler ind i haven.
Det nye område, der er budgetteret til 100 millioner kroner, står dog efter planen først færdig om cirka fire år.
- Vi er nu så langt med arbejdet, at vi er klar til at gå i gang med at søge finansiering, og hvis alt går vel, kan området være klar til åbning i 2026, siger zoo-direktør Bjarne Klausen.
Største nyhed siden 2001
Byggeprojektet er det største nyhed i Odense Zoo siden Oceanium, der åbnede i 2001.
Udover at projektet blandt andet byder på et nyt tropehus, hvorfra de besøgende kan opleve et af verdens første undervandsindkig til næsehorn, er der også indbygget en udvidelse af det nuværende tigeranlæg i projektet.
Det skal gøre det muligt for tigrene at bevæge sig rundt via tunneller og gangbroer, og give de besøgende helt nye og unikke muligheder for at betragte tigrene.
Nyheden kommer ovenpå den lidt triste meddelelse, at Odense Zoo overvejer at droppe det populære juleshow.