Stor politisk overraskelse tømmes for opgaver - risikerer at blive lagt i graven
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
To nye rådmænd, to nye udvalg og to nye direktører. Det blev til manges store overraskelse resultatet efter kommunalvalget i 2021, da et flertal etablerede Klima- og Miljøforvaltningen og Sundhedsforvaltningen. Men nu her et år før næste kommunalvalg står det klart, at strukturen skal ændres igen, og at en af de nye forvaltninger måske bliver overflødig.
Ole Steen er indskrevet på Lysningen, der er Odense Kommunes rehabiliteringscenter. Centeret ligger i Skt. Klemmens og har i alt 63 midlertidige pladser til odenseanere, der oftest skal genoptrænes efter ophold på et sygehus.
Indtil 2021 blev Lysningen drevet af Ældre- og Handicapforvaltningen, men da Sundhedsforvaltning blev etableret efter sidste kommunalvalg overtog den nye forvaltning driften af Lysningen.
- Sundhedsforvaltningen har en række driftsopgaver. En af dem er Lysningen, og det er et stort område i Sundhedsforvaltningen, som vi har udviklet på i de seneste tre år, siger sundhedsrådmand Tommy Hummelmose (K).
Tommy Hummelmose mener, at det har gavnet arbejdet på Lysningen, at centeret bliver drevet af sundhedsforvaltningen.
- Vi kan være stolte af det, der foregår på Lysningen. Der er ikke rigtigt nogle klager af betydning mere, lyder det fra sundhedsrådmand Tommy Hummelmose (K).
Men efter dagens forlig på Christiansborg kan det ende med, at Ole Steen fra 2027 ikke længere skal genoptrænes af kommunen, men af Region Syddanmark.
I næste måned skal økonomiudvalget i Odense Kommune på et særligt temamøde drøfte, hvordan forvaltningerne fremover skal organiseres, og hvad der skal ske med Sundhedsforvaltningen.
- Der er ingen tvivl om, at på sundhedsområdet, hvor der er en udefrakommende faktor, der ændrer sig i forhold til, hvad det er for nogle opgaver kommunerne skal løse, der skal vi kigge vores struktur igennem. Derfor har økonomiudvalget også bedt direktørgruppen om at forberede forskellige modeller for fremtidig organisering. Et arbejde, der kun er blevet mere relevant med dagens forlig, siger Peter Rahbæk Juel (S).
Tømmes for opgaver
Det er anbefalingerne fra den såkaldte Sundhedsstrukturkommission, der har resulteret i det politiske forlig, der kan betyde, at de 125 medarbejdere her på Lysningen, nu får Region Syddanmark som arbejdsgiver i stedet for Odense Kommunes nye Sundhedsforvaltning.
Men rådmanden for området mener, at Sundhedsforvaltningen stadig skal bestå efter kommunalvalget i 2025 trods fredagens politiske forlig på Christiansborg. Tommy Hummelmose vil i stedet satse på forebyggelse.
- Der er jo stadig de samme sundhedsudfordringer i Odense, som der er i dag. Vi har en stigning i antallet af mennesker med kroniske lidelser, og vi er ikke ret gode til at forebygge, at mennesker får kroniske lidelser. Der er en lang række forebyggende opgaver, som ikke har noget med regionen at gøre, men ligger i kommunen.
Nogen vil mene, at du i denne sag bare kæmper for dit job, hvad siger du til det?
- Ja, det er noget fis, lyder det fra Tommy Hummelmose.
Færre forvaltninger og mere velfærd
Sundhedsforvaltningen og Klima- og Miljøforvaltningen blev hevet op af hatten, da de valgte politikere kort efter valget opfandt en helt ny struktur, selvom det slet ikke havde været et tema i valgkampen
Aftalen betød, at Odense fik i alt syv forvaltninger. Der er det samme antal som København og Aalborg, men én mere end i Aarhus og to mere end i Esbjerg. Venstre stod som det eneste parti uden for konstitueringen og etableringen af de to nye forvaltninger i 2021.
- Vi kan se, at andre kommuner har markant færre forvaltninger end i Odense, og dermed kunne vi bruge 17 millioner mere på velfærd fremfor at drive forvaltninger, hvor man har flere direktører, flere stabschefer, flere kommunikationschefer og rådgiver og bruger flere penge på administration, siger Christoffer Lilleholt (V), der er rådmand for Beskæftigelses- og Socialområdet.
Borgmester uafklaret
Borgmester Peter Rahbæk Juel er endnu ikke klar til at melde ud, hvad han mener, at der skal ske med Sundhedsforvaltningen.
Hvad skal vi med Sundhedsforvaltningen, hvis den bliver tømt for opgaver. Vil det så ikke være naturligt at nedlægge den?
- Det er faktisk et rigtigt godt spørgsmål, hvad vi skal med sundhedsforvaltningen, når de opgaver nu ender med at falde bort. Fordi grundlaget bliver markant forandret. Det skal vi reagere på.
Mener du den skal lukke, eller skal den have nye opgaver?
- Jeg tror, at man skal være lidt påpasselig med hurtige politiske skud fra hoften. Vi har brug for en grundig analyse af, hvordan vores samlede organisation kan fungere bedst muligt i lyset af den nye reform. Det kan jeg ikke give klart svar på nu.
Venstre har dog stadig en klar holdning til de to nye forvaltningers fremtid.
- Min anbefaling er helt klar, at vi får nedlagt de to forvaltninger og får fundet en model for, hvordan vi får det tilbage i det gamle styre, og dermed sikre at vi kan bruge 17 millioner kroner mere på velfærd, siger Christoffer Lilleholt.