Storspillende OB-målmand: Al kredit til holdet
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
OB-målmand Sten Grytebust vil ikke tage æren fra holdkammeraterne efter sin brandkamp, da OB slog Randers.
OB-målmand Sten Grytebust holdt endnu engang sit mål rent, da OB vandt 1-0 over Randers i nedrykningspillet.
Undervejs snuppede han endda et straffespark og blev siden kåret til bedste spiller i en kamp, hvor OB'erne spillede 10 mod 11 i en time.
Det var nordmandens niende clean sheet i denne sæson, men han sender æren videre til sine holdkammerater.
- Det er selvfølgelig dejligt som målmand at fejre clean sheet, men al kredit skal gå til holdet. Det så ikke godt ud efter det røde kort, men vi sikrede os en arbejdssejr. Vi stod godt imod og var generelt i kontrol.
- Det er en vigtig sejr. Vi var pressede før runden startede. Vi skulle have en sejr. Hvordan det står i nedrykningsspillet lige nu er slet ikke vigtigt. Det handler om, hvordan det står til slut, siger Sten Grytebust.
Efter en halv times spil fik OB's stopper Frederik Tingager rødt kort, da han begik straffespark mod Randers' Marvin Pourie.
Trods rødt kort i første halvleg: Flot fight sikrede OB tre point
OB hentede tirsdag aften tre vigtige point og ikke mindst en masse selvtillid, da de hjemme slog Randers med 1-0 på trods af, at OB's Frederik Tingagaer blev udvist allerede i første halvleg.
Der blev fightet igennem på EWII Park tirsdag aften, og heldigvis var det det fynske hjemmehold, der stod for den klart største del af den vildskab, der blev vist på banen.
OB kom foran efter 17 minutters spil, da Rasmus Jönsson udnyttede Joan Simun Edmundssons flotte oplæg på fineste vis ved at krølle bolden op i højre målhjørne. 1-0 på et fremragende mål, svenskerens sjette sæsontræffer.
Hjemmeholdet startede kampen klart bedst og var både før og efter scoringen spilstyrende. Men kort efter målet ændrede kampen fuldstændig karakter.
Efter en halv times spil blev OB's forsvarsspiller Frederik Tingager præsenteret for et tvivlsomt rødt kort i en situation, der samtidig gav straffespark til Randers.
Men Randers-angriberen Marvin Pourie eksekverede svagt og OB-keeper Sten Grytebust reddede flot, og så kunne OB-spillerne ellers rykke sammen i bussen og forsøge at fighte den hjem i kampens sidste time.
Efter det røde kort til Tingager skiftede OB angriberen Rasmus Festersen ud med Jeppe Tverskov, der lidt overraskende var blevet fravalgt til startopstillingen på bekostning af anfører Kenneth Emil Petersen.
Dermed kunne de fastholde fire forsvarsspillere og rykke hele holdet en smule længere tilbage på banen - og slås.
Randers-pres
Trods et stort Randers-pres i første halvlegs afslutning holdt OB føringen til pausen, og efter halvlegen havde OB fået rettet defensiven ekstra godt til, så der gik et kvarter, før Randers havde deres første store chance. Alexander Fischer sparkede bolden tæt over OB's mål fra en position lidt uden for feltet.
Men OB-taktikken med at stå dybt og forsøge at bryde Randers-spillet lykkedes i det store hele rigtig godt, og trods flere tilløb til store chancer, kunne OB-keeper Grytebust holde nullet for niende gang i sæsonen.
De to hold mødes igen på søndag, denne gang i Randers. OB har vundet de to seneste opgør, begge i Odense, med henholdsvis 3-0 og 1-0, og med en sejr på søndag kan OB tage førstepladsen i gruppen.
Sten Grytebust vil ikke ud med, om han synes, at den kendelse var korrekt.
- Det var vanskeligt for mig at se, men jeg havde ikke regnet med, at dommeren ville tage det røde kort op.
OB-træner Kent Nielsen melder sig i hyldestkoret efter Sten Grytebusts indsats:
- Vi sled og slæbte, men vi havde først og fremmest en dygtig målmand. Det har vi sagt længe, og det fik han også bevist i dag, siger Kent Nielsen.
Grytebust skal vogte OB's mål igen på søndag, hvor fynboerne igen skal møde Randers. Denne gang er det på udebane.
Kampen minut for minut: OB's ti mand fightede 1-0-sejren hjem
OB tager tirsdag aften hjemme på EWII Park mod Randers, og med en sejr kan OB generobre den vigtige andenplads i gruppen.
Med en 1-0-sejr i Esbjerg rykkede AC Horsens i weekenden op over OB i nedrykningsspillet gruppe 1. Dermed ligger de gule fra Østjylland lige nu på den vitale andenplads, der sikrer en ny sæson i Superligaen - og endda en mulighed for at skulle spille europæisk fodbold i næste sæson.
Derfor står der meget på spil for OB, når de tirsdag aften får besøg af gruppens tophold fra Randers. Med en sejr og tre point kan Kent Nielsens OB-mandskab tage andenpladsen tilbage og slå et hul på to point ned til Horsens.
Og selv om der venter OB en vanskelig opgave mod et Randers-hold, der har genfundet sig selv efter en katastrofal periode uden hverken sejre eller scoringer, så er der grund til at lufte optimismen, vurderer TV 2/FYNs reporter på stadion.
- Det var her på banen, at OB startede det flotte forår ved at besejre dagens modstander fra Randers med 3-0. Så de har gode minder om at møde det her Randers-mandskab fra en kamp, der ligesom kickstartede det her forår for OB, der har været et rigtig fornuftigt et af slagsen. OB har vel spillet noget af det bedste fodbold, i hvert fald hvad eksperterne siger, i flere år. Det er de takter, de skal forsøge at bygge videre på, siger Per Colstrup Vinkel.
OB - Randers starter klokken 18.15, og du kan følge kampen via livebloggen herunder: