Strid om kontroversiel Galschiøt-skulptur i Hongkong er løst - måske

Den fynske kunstner Jens Galschiøts omdiskuterede skulptur Skamstøtten har været omdrejningspunktet i en strid mellem Hongkong og Kina.

Striden om en knap 25 år gamle og otte meter høj Jens Galschiøt-skulptur, der er placeret på det største universitet i den kinesiske region Hongkong, ser nu ud til at nærme sig en afslutning.

I hvert fald fortæller den fynske kunstner til TV 2 Fyn, at planerne om at fjerne skulpturen, der hedder Skamstøtten, i hvert fald midlertidigt er sparket til hjørne.

- Den melding, jeg lige har fået (onsdag formiddag, red.), er, at Hongkong-universitetet har sagt, at de ikke vil tage Skamstøtten ned lige nu på grund af juridiske forhandlinger. De har bare ikke sagt det til min advokat, så vi ved ingenting om det. Men det er de delvist verificerede rygter fra Hongkong.

- Det kan også være, at det er fordi, der er en tyfon i Hongkong lige nu, så det kan være, de tager den ned i morgen. Man skal aldrig rigtig stole på de kinesiske myndigheder, siger Jens Galschiøt.

Galschiøt-værket Skamstøtten forestiller et tårn af forvredne kroppe og lidende ansigter. Det er lavet for at minde tilskueren om massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989. 

Ifølge flere Hongkong-medier var der planer om at fjerne skulpturen fra universitetet, fordi den markerer et oprør, de kinesiske myndigheder ikke ønsker at mindes.

Et endnu større symbol

Men med hele sagen og ønsket om at fjerne skulpturen fra universitetet i Hongkong bringer de kinesiske myndigheder blot fokus tilbage på en for dem yderst uheldig sag, mener Jens Galschiøt.

- Kunsten er en slagssymbolfortolkning af verden. Begynder du at røre ved et symbol, laver du nye symboler. Så et kunstværk dør aldrig, det transformerer sig om til noget andet - især hvis du angriber det.

- Så lige nu har Skamstøtten transformeret sig om til at blive et enormt symbol på Kinas aggression mod Hongkong. Og et symbol på Kinas aggression i det hele taget mod den vestlige verdens værdier. Alle snakker om massakren og studenternes rettigheder. Tusindvis af folk hjælper os, og det bliver taget op i den amerikanske kongres og det danske folketing, fordi det er et symbol på det, Kina risikerer at gøre ved verden, siger kunstneren.

Sagen har fået stor international bevågenhed. I løbet af onsdag formiddag er Jens Galschiøt blevet interviewet af en lang række store medier fra det meste af verden. Blandt andet har Næsby-kunstneren talt med Reuters, CNN og BBC.

- Jeg har nok talt med 20-30 medier i dag. I går måtte jeg aflyse 25 interviews, fordi jeg simpelthen ikke havde tid. Det er nogle af de helt store kanaler. Men ind imellem er det også meget fedt at tale dansk, siger en grinende Jens Galschiøt.

Oversigt

    Oversigt