Sygeplejersker skal øve sig virtuelt: - Det her er fremtiden
Artiklen er mere end 30 dage gammel
En ny virtuel træningsmetode skal gøre sygeplejerskestuderende mere trygge og give færdigudannede mulighed for at øve sig.
Sygeplejerskestuderende fra UCL fik torsdag lov til at øve sig alt det, de ville, på en patient. Og det endda uden det mindste brok.
Der var nemlig ikke tale om en rigtig patient, men derimod en, de studerende kunne møde virtuelt.
Formålet er, at både studerende og færdiguddannede kan øve sig i at lægge sonder, kateter og andre vigtige sygeplejefærdigheder på en patient. Og det blev taget godt imod af de studerende.
- Alle patienter er forskellige, men på den her måde lærer man proceduren, og så kan man arbejde videre på det. Det giver en god grundviden, siger Frederikke Jørgensen, der går på 5. semester.
Udviklingen af den virtuelle træningsbane er et samarbejde mellem OUH, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole og Wacky Studio, der står for udviklingen af VR Trainer.
Mere overskud til patienten
Brugen af den såkaldte VR Trainer skal være med til at gøre sygeplejerskerne og de studerende mere sikre og trygge, når de står over for en patient.
Og den sygeplejerskestuderende Caroline Boysen, der ligeledes går på 5. semester, tror, at det kan være med til at give hende et størrre overskud til patienten.
- Det er en fordel, at man kan få øvet selve proceduren, og når man så skal prøve det i virkeligheden, kan man koncentrere sig om kommunikationen med patienten. På den måde står man ikke i virkeligheden og bliver i tvivl om proceduren og skal bruge energi på det, siger hun.
Skal udbredes til andre lande
Til stede var også en repræsentant for OUH Trine Ladingkær, klinisk sygeplejespecialist på Afdeling S. Ifølge hende kan den virtuelle træningsbane frigive nogle hænder på hospitalet.
- Jeg ser, at det her er fremtiden. Vi har få ressourcer i afdelingen, og jo mere vi kan supplere, så vi kan få bedre kompetencer, jo bedre er det, siger hun.
Ambitionen er, at VR Trainer i fremtiden skal bruges på sygehuse, kommuner og sundhedsuddannelser – ikke bare i Danmark, men også i andre lande.