Tyskerne ruller ind: 440 el-løbehjul på gaden i Odense
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fra onsdag morgen vil der være langt flere el-løbehjul til rådighed for odenseanerne. Det tyske firma Tier placerer 440 el-løbehjul forskellige steder i Odense.
De elektriske løbehjul er ikke længere noget særsyn i bybilledet i de større byer, og Odense er ingen undtagelse. Fra onsdag morgen kommer der endnu flere el-løbehjul, man kan leje og køre rundt på i byen.
Tyske Tier rykker ind i Odense med 440 løbehjul, og dermed bliver de den største udbyder af el-løbehjul i Odense.
Egentlig skulle løbehjulene have været klar til brug allerede mandag, men forskellige sikkerhedstjek har gjort, at de først bliver klar fra onsdag morgen.
- De er klar til brug klokken 8.00, fortæller Mads Pedersen, der er operations manager og har ansvaret for Tiers løbehjul i Odense og fortsætter:
- Vi skulle lige have dem ind i landet først, og så skal de tjekkes for fejl, om de lader op som de skal og så videre.
Opfordrer til lovlydig adfærd
Ikke alle er lige begejstrede for de motoriserede løbehjul, der kører i trafikken, men Mads Pedersen siger, at Tier gør, hvad de kan, for at løbehjulene bliver brugt korrekt og ikke står og flyder i gadebilledet.
- Selvfølgelig har vi hørt kritikken, og defor opfordrer vi også folk til at bruge dem ordentligt. Vi kommer også til at rydde op, så der ikke står løbehjul og fylder hele fortovet.
Se videoen: Så farligt er det at køre lovligt på elløbehjul
Det er svært at overholde de basale regler i færdselsloven på et elløbehjul, advarer Rigspolitiet.
Det fik mandag Rigspolitiet til at råbe op omkring det trafikale paradoks, når elløbehjulene udlejes i flere store danske byer.
- Det er ret basale regler, som er forholdsvis svære for brugerne at overholde: At række hånden ud, når man skal dreje og hånden op, når man skal standse, siger politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
De to studerende Jonas Flyger og Louis Howard Jespersen har i de københavnske gader testet for TV 2 Nyhederne, hvor svært det egentlig er. De har begge erfaring med at stå på elløbehjul, men husker ikke altid at signalere i trafikken.
- Jeg havde sygt svært ved at holde balancen, lød det efterfølgende fra Jonas Flyger, der hurtigt måtte støtte med begge hænder og en fod på jorden, mens vennen uddybede, hvorfor det kan gå galt, når man skal slippe styret:
- Man skal både huske at bremse med venstre hånd, og så kommer der noget modstand, og så skal man holde højre hånd op. Så har man svært ved at holde balancen.
- Jeg rækker ikke hånden op
Samtidig foretog TV 2 Nyhederne en stikprøve for at se, hvor mange danskere og turister der faktisk overholder reglerne på elløbehjul.
I et trafikeret kryds i København kørte i alt 20 personer forbi på elløbehjul i tidsrummet, og her glemte tre ud af fire at signalere, når de skulle stoppe eller dreje.
- Det er svært at gøre, så det bliver sikkert, lød det fra elløbehjulsbrugeren Søren Boysen, mens flere turister bakkede ham op.
Politiet ønsker dog, at man både kører sikkert og overholder færdselsreglerne, og derfor lyder opfordringen fra dem:
- Lær at køre på løbehjulet. Sørg for, at du kan overholde færdselsloven, når du kører på løbehjulet. Og så kan du bevæge dig ud i trafikken.
Elløbehjulene er en del af en forsøgsordning, der løber året ud. Man skal være minimum 15 år for at køre på de eldrevne løbehjul.
Tier opfordrer desuden til, at man bruger hjelm, når man kører, og der vil være folk, der viser, hvordan man aktiverer dem.
Og hvis man tror, det er et billigt alternativ til en taxa hjem efter en tur i byen, bliver man skuffet.
- Man må ikke køre i beruset tilstand, og det er også derfor, vores løbehjul låser klokken 22.30. Selvfølgelig kan man godt være beruset før det tidspunkt, men vi opfordrer folk til at lade være, for det er ulovligt, siger Mads Pedersen.
App giver adgang til el-løbehjulet
Hvis man vil bruge et af Tiers el-løbehjul, skal man downloade deres app og scanne en QR-kode. Så kommer der et kort, der viser, hvor der står løbehjul, og derefter kan man låse det op. Det koster 10 kroner at aktivere løbehjulet, og derefter hedder taksten 1,5 krone per minut.
Fra onsdag morgen vil man blandt andet kunne finde Tiers turkisfarvede løbehjul ved banegårdpladsen, ved byens bro og ved Rosengårdcentret.
- De kommer til at stå mange forskellige steder. Man kan se løbehjulenes placering via vores app, siger Mads Pedersen.
Tier er det andet firma, der lejer el-løbehjul ud i Odense. 1. juli kom svenske Voi, der sendte 250 løbehjul på gaden.
Tier har tilladelse til 500 løbehjul i Odense, og de sidste 60 kommer til byen på et senere tidspunkt, siger Mads Pedersen.
Overfaldet af mand på el-løbehjul: 16-årig fik mere end ti slag og spark
En 16-årig fik mere end 10 slag og spark, da han blev overfaldet på Langesøstien tæt ved Korup skole.
En 16-årig fik sig en slem oplevelse torsdag aften, da han blev overfaldet af to mænd. De to mænd gav den 16-årige mere end ti slag og spark i ansigtet og på ryggen.
Kort før klokken 23 torsdag aften fik Fyns Politi anmeldelsen. En 16-årig dreng var blevet overfaldet på Langesøstien ikke så langt fra Korup skole. De to mænd, der overfaldt den 16-årige dreng, ankom på henholdsvis et el-løbehjul og en gul-sort cykel.
Et vidne til episoden oplyser, at han så manden på el-løbehjulet og den 16-årige diskutere inden overfaldet.
- Herefter river manden på el-løbehjulet den 16-årige rundt, og begynder at slå og sparke ham, siger vagtchef ved Fyns Politi, Lars Thede.
- En kammerat til den 16-årige lægger sig imellem, og det får de to andre mænd til at forlade stedet, siger Lars Thede.
Umiddelbart har de to mænd ikke taget noget fra den unge dreng.
Den 16-årige dreng lægger mærke til, at der ikke er noget lys på el-løbehjulet, da de to mænd stikker af derfra.
De to mænd beskrives som i alderen 25-30 år. Manden på el-løbehjul er af dansk udseende, almindelig af bygning, omkring 190 cm høj og med fuldskæg. Han bar en hvid jakke og sorte bukser.
Manden på gul-sort cykel er også af dansk udseende, muskuløs af bygning, omkring 190-195 cm høj og bar en dynejakke af mærket peak-perfomance.
Den 16-årige dreng blev ført til OUH, hvor han skulle personundersøges i forhold til sagens grovhed, oplyser Lars Thede.